Kunsten i revolutionen – kunsten efter revolutionen

Karikaturtegninger i mediecentret i Benghazi med et billede af tegneren, der blev snigmyrdet af Gadaffi-agenter.
Karikaturtegninger i mediecentret i Benghazi med et billede af tegneren, der blev snigmyrdet af Gadaffi-agenter.

Det medie og kulturcenter, som er opstået i en gammel retsbygning i Benghazi, er stadig overplastret med den ene karikaturtegning efter den anden. De fleste af Gadaffi – som hund, som rotte, klamrende sig til sin taburet, talende til dynger af lig…

Mange af tegningerne er af virkelig høj kvalitet, men når man spørger til tegneren bag nogle af de aller bedste er svaret mere end en gang det samme.

Han blev samlet op i centeret af nogle mænd, der sagde, de havde fundet det perfekte sted til en god grafitti. Men han kom aldrig tilbage.

For kunstnerne var mål for de Gadaffi-agenter der opererede i byen i de første måneder efter revolutionen på lige fod med oprørsledere og udenlandske journalister.

Ikke en eneste af de musikere, tegnere og digtere vi taler med er da heller i tvivl om, hvor dyrebar den ytringsfrihed, de har fået, er. Det er noget de har sat livet på spil for.

Har tabt fokus

Men hvor en anden af revolutionens frontgrupper, nemlig advokater og politiske aktivister, i månederne siden revolutionen har haft travlt med at organisere sig og skabe slagkraftige NGO’er, så virker det lidt som om kulturlivet har tabt fokus.

Den febrilske energi fra revolutionens umiddelbare kamp og ytringstrangen efter årtier med censur er faldet ned på et mere normalt leje, og det har ikke rigtig manifesteret sig endnu, hvad fremtidens drivkraft er eller hvilke rammer den får.

”Det er tydeligt de står i en overgangsperiode,” siger Morten Gøbel Poulsen fra CKU, der er i Benghazi for at sondere muligheder på kulturområdet. ”De er vant til at tænke i en meget snæver box. Nu er der pludselig åbnet op til stjernerne. Men der er brug for input udefra. Og der er brug for space – rum, hvor de kan arbejde, øve sig og mødes.”

Museum med uvis fremtid

Nede langs havnefronten er et palæ fra den italienske kolonitid blevet indrettet til museum for revolutionens kunst. Kvaliteten er blandet men niveauet for det bedste er slående.

En pæn strøm af publikum vandrer rundt i det delvis udbrændte hus, men kunstnerne, der bruger huset, aner ikke om og hvor længe de kan blive, om der kan findes et andet sted eller om regeringen vil støtte stedet.

Indgangen til revolutionsmuseet i Benghazi
Indgangen til revolutionsmuseet i Benghazi

”Vi har talt om at lave en NGO, men det er foreløbig kun en ide, vi har diskuteret i gruppen,” siger en af dem, Mohamed Elbernawi. Under det gamle regime var kontakt med myndigheder lig med problemer for kunstnerne, og mange af dem tøver. Til gengæld er han ikke i tvivl om deres kulturpolitiske mål.

”Vi vil gerne lave om på folks syn på, at kunst er bullshit,” siger han bramfrit. Især billedkunst var noget, der stort set kun fik lov at være til for at hylde Gadaffi, og selv om revolutionen har skabt en helt ny platform, så er der langt endnu. ”Kunst har været negligeret i 42 år. Folk har ingen ide om kunst her,” siger han.

Ambitionen om en festival

I ruinerne af sikkerhedsstyrkernes tidligere militærbase, hvor det hårdeste kampe stod i Benghazi render to langhårede fyre rundt og filmer.

Den ene er af alle i musikmiljøet i Benghazi blot kendt under sit øgenavn Dado. Han er oprindeligt bosnier, men var blandt de flygtninge herfra som Gadaffi tog imod for snart 20 år siden, og præsenterer sig selv som libyer.

Den anden – Matthew – er amerikansk dokumentarfilminstruktør, som for anden gang siden revolutionen er tilbage i Libyen.

De to er i front for en gruppe, der har fået ideen til en musikfestival. Den skal foregå i den tidligere base, på etårsdagen for dens fald i februar, forklarer de hjemme hos Dado, hvor stuen er fyldt af elektronisk udstyr. Samtidig spiller han prøver på de lokale musikeres kunnen i stilarter fra rap over traditionel arabisk musik til country. De fleste af dem har han selv optaget og mixet for.

Morten Gøbel Poulsen fra CKU peger blandt andre på festivalen, folkene bag og musiklivet i det hele taget som et af de potentialer, der er.

”Når man ser et heavyband stå her og øve – hold da kæft. Det vælter op.” Samtidig er festivaller et af de områder, hvor CKU har stor erfaring fra mange lande, som libyerne vil kunne trække på.

”Jeg tror på man bedst kapacitetsopbygger ved at lade dem gøre det. Derfor skal vi være med her, ud over at det er en helt vildt vigtig event, der udnytter den nye frihed og forener befolkningen.

Jo flere markeringer, der er af et nyt, frit Libyen, jo sværere bliver det for en ny regering at rulle det tilbage,” siger han og tilføjer: ”Vi ser kunstnerne som forandringsagenter.”

Fra kærlighedsdigte til revolutionslyrik

Et par timers kørsel øst for Benghazi, oppe i de grønne bjerge, ligger Baida, som er hovedby for området. Der er en stemning af lidt søvnig provinsby, og i den bygning, der også her blev lavet til medie- og kulturcenter er det tydeligt, de har oplevet samme afmatning som i Benghazi.

Men der er et arbejdende ateljer med undervisning og stedet har organiseret sig selv med en leder og nogle frivillige.

Efter et stykke tid dukker der også en midaldrende mand op i traditionel dragt og fin guldbroderet vest. Han bliver præsenteret som en velkendt lokal digter. Poesi er som i så mange andre arabiske lande traditionelt blevet værdsat højt i Libyen.

”Før handlede det mest om kærlighed. Ofte skrevet til bryllupper” fortæller Khlifa Boghaim.

Men det forandrede sig øjeblikkeligt med revolutionen. Både hans og andres digte kom til at handle om oprøret og om Gadaffi, og så kom der rigtigt mange nye, unge digtere på banen.

”Et af mine handlede om de førerløse NATO-bombefly. Jeg skrev et digt, der takkede dem, og som gav dem grønt lys til at angribe Gadaffi og hvorfor, men som også satte grænsen ved indsats fra luften,” fortæller han.

Krav om ytringsfrihed

Derudover kastede forfatterne i Baida sig øjeblikkeligt ud i at gøre det, som kunstnergrupper andre steder ellers ikke rigtig er nået til endnu.

Allerede 25. februar – samme dag som de sidste Gadaffi-styrker blev nedkæmpet i byen – mødtes en gruppe af digterne og stiftede en forfatterforening med Khlifa Boghaim som formand, som nu har 300 medlemmer fra hele regionen. Samtidig vedtog de tre mål:

”Vi ville støtte revolutionen, vi ville arbejde for at få et sted og sikre kanaler til at få vores digte ud, og vi ville sikre ytringsfriheden i den kommende permanente forfatning,” siger han.

Det sidste lavede de et brev med krav om til NTC, som allerede næste dag blev sendt til det nye lokale styre i området med anmodning om, at det blev medunderskriver. Efter Tripolis fald er henvendelsen så blevet sendt videre til NTC.

”Jeg forventer det bliver opfyldt, for det er et af målene med revolutionen. Hvis ikke, må vi få en begrundelse,” siger han. ”Ellers er vi klar til at demonstrere foran ministeriet.”

Og der er allerede kommet en form for svar. NTC har bedt forfatterne i Baida om at udvide deres forening til en landsdækkende NGO, og de er så småt begyndt at samle kontakter sammen.

Personligt vil han fortsætte med at lave digte med politisk indhold. Alle de nye aviser i området trykker digte i hvert nummer og han og andre læser også op i radioen.

”90 procent lytter til dem. Poesi er vigtigt. Poesi kan forandre folks syn på tingene,” siger han.