Is this my blood or the spring?

Foto: Jonas Norgaard Mortensen
Foto: Jonas Norgaard Mortensen

In every street of my country, the voice of freedom is calling”. Sådan lyder omkvædet af en ny revolutionssang skrevet af de to velkendte egyptiske sangere Amir Eid og Hany Adel. Sangen er blevet et stort hit i Egypten og i hele den arabiske verden.

“Den har titlen “Sout Al Horeya” (“The Voice of Freedom”). Det er en meget bevægende og smuk sang og genlyder af demonstranternes sang på Tahrir-pladsen, epicentret for “25. Januar Revolutionen”.

Nogle af linjerne i sangen optrådte som slogans på plakater holdt op af folk under protesterne. I sangen spørger kunstnerne også åbent: “Is this my blood or the spring?”

Et nyt Egypten

Indtil videre er der forår i Egypten. Det er som om, at en dyne af apati er blevet løftet af det egyptiske folk. Igen og igen hører vi folk sige “Tillykke med det nye Egypten” og “Egypten er vores land nu”.

Egyptiske flag sælges og hænger overalt. Frivillige regulerer trafikken i manglen af politiet, som stadig delvist er fraværende siden det blev nedkæmpet af befolkningen natten til lørdag den 29. januar og forsvandt.

En af de fantastiske ting, der finder sted lige nu, er de utallige organiserede grupper af unge, som frivilligt rydder op, vasker og pynter alle gaderne. Der er et forunderligt forår af frihed, glæde, engagement, medborgerskab og håb i Egypten. En beskidt politistat af apati er blevet forvandlet til et medborgersamfund med engagement og håb.

Et medborgerland

Medborgerskabet har også nedbrudt mistro, skel og konflikter. Under revolutionen oprettede egypterne private vagtværn i alle nabolag for at beskytte ejendom og mennesker mod kriminelle bander, som forsøgte at udnytte politiets fraværd eller blev sendt på gaden af regimet for selvopfyldende at bevise deres pointe om, at uden dem ville der herske kaos.

Der opstod ikke kaos. Der blev opbygget medborgerskab. Rigmænd og dørmænd, kristne og muslimer, unge og gamle var pludselig lige udsatte og ansvarliggjorte og stod vagt sammen. “I dag er vi ikke muslimer, i dag er vi ikke kristne, i dag er vi Egyptere,” var et af de vidunderlige slagord, som lød fra demonstranterne.

På Tahrir-pladsen stod kristne vagt i en menneskekæde, hånd i hånd, rundt om bedende muslimer for at beskytte dem.

Et multireligiøst land

Revolutionen, men også allerede den frygtelige terrorbombe mod en kirke i Alexandria nytårsnat, har fået kristne og muslimer til at stå sammen i medborgerskab.

Efter bomben stillede muslimer sig som menneskeværn foran kirkerne og delte blomster ud til kirkegængerne søndag den 2. januar.

Efter revolutionen er et af de yndede motiver, som unge maler på vægge og mure, et egyptisk flag dekoreret med en halvmåde og et kors: Egypten, islam og kristendom i ét.

Muslimer beder
Foto: Marc Schade-Poulsen

Et Kairos øjeblik

Den 25. januar gik tusinder af unge egyptere på gaden og 18 dage senere, fredag den 11. februar, gik Hosni Mubarak af. Hvad var tiden fyldt af, siden et af Mellemøstens mest stabile og autoritære regimer kunne blive væltet og forvandlet fredeligt på 18 dage?

Ungdom: En stor gruppe af veluddannede og oplyste unge havde fået nok. Af arbejdsløshed, politivold, stigende fødevarepriser, magtarrogance fra regimet og manglende frihed og muligheder. De havde flere ressourcer, hvor de var regimet overlegent: sociale medier, kreativitet, engagement og verdens sympati.

Da den unge mand Khaled Said blev brutalt banket ihjel af civilklædte betjente på åben gade i Alexandria, fordi han havde været vidne til politimænds narkohandel, og regimet blot rutinemæssigt mørklagde sagen, udløste det en hidtil uset harme.

Sociale medier afslørede forbrydelsen og Facebook-siden “Vi er alle Khaled Said” mobiliserede tusinder. “Vi vil bare gerne være frie og glade,” som en ung demonstrant sagde til mig på Tahrir-pladsen.

Magtarrogance: Mubaraks regime var blevet gennemkorrumperet, totalitært og arrogant. Et psedodemokrati, hvor det seneste parlamentsvalg i november 2010 var en gennemkontrolleret og velforberedt farce, som kun havde det ene mål at monopolisere magten omkring Mubaraks National Demokratiske Parti (NDP).

Et kleptokrati, hvor en lille korrumperet magtelite ublu og systematisk ragede milliarder til sig. Et familiefortagende, hvor Mubarak, i lighed med andre Mellemøstlige regimer som Libyen og Syrien, forberedte en magtoverdragelse til sin søn Gamal Mubarak.

En politistat, hvor sikkerhedssystemet totalitært kontrollerede alt og hvor det forhadte politi på gadeniveau dagligt mishandlede folk og opsatte chikaner overalt for at kunne forlange bestikkelse. “Politiet og folket tjener staten,” var politiets slogan før revolutionen. Det er nu ændret til “Politiet tjener folket”. Et sigende værdiskifte.

Inspiration, håb og mod: Befolkningen og særligt den egyptiske ungdom blev meget konkret inspireret af revolutionen i Tunesien. Unægteligt.

Men inden var de blevet inspireret igennem nettets frie adgang til viden og inspiration fra omverdenen og af de sociale fællesskaber på nettet, hvor frustrationen havde fået luft, var blevet bearbejdet og havde givet ungdommen en fri platform for at opbygge fællesskabsfølelse og identitet på tværs af skel som klasse, religion og geografi.

Det nuværende overgangsstyre har for øvrigt været hurtige til at indse, at de nye sociale medier er blevet afgørende. Militæret har oprettet en Facebook gruppe og sender SMS’er.

“I udholdte 30 år med Mubaraks regime, vi beder jer have nogle måneders tålmodighed med transitionen til et civilt og frit folkestyre,” var budskabet i en af de SMS’er fra militæret, jeg har modtaget de sidste uger.

“Is this my blood or the spring?”. Det kommende år vil give mange svar. Måske bliver svaret begge dele. Men revolutionen i Tunesien, Egypten og de andre lande i MENA-regionen har indvarslet et historisk forår for frihed, demokrati, medborgerskab og udvikling i MENA-regionen. En ny interreligiøs respekt.

Og forhåbentligt et nyt syn på araberne og verdens politik overfor folket og deres styre i Mellemøsten og Nordafrika.