Kunst, demokrati og åbne rum

Akrivbillede

Ved indgangen til fredagens demonstration på Tahrirpladsen står en dreng og arbejder hektisk på at holde et stykke af gaden fri for mængden af folk på vej ind på pladsen. Og folk træder respektfuldt uden om. Et stort farverigt kridtmaleri pryder astfalten – og fortæller, at nu er man i revolutionens zone.

”Kunst spiller helt afgjort en enorm rolle i revolutionen. Hvis du gik over pladsen, så var der kunst alle vegne. Det er, som om folk føler, de endelig kan udtrykke sig,” siger Dina Kafafi, der er PR-ansvarlig på Townhouse Gallery.

Dermed hentyder hun til den censur, som også Townhouse, der er en af Kairos mest veletablerede, uafhængige kulturhuse, var underlagt.

Selv om de hele tiden forsøgte at skubbe til grænsen har stedet både oplevet udstillinger, hvor mange af billederne blev fjernet, og koncerter det blev nødt til at aflyse på grund af alvorlige men ikke nærmere definerede advarsler fra sikkerhedstjenesten.

”Kunst har meget stor indflydelse. Det er derfor den var undertrykt,” siger Dina Kafafi. Men fra demonstrationernes start smed Towhouse frygten fra sig.

”Vi besluttede at åbne op. Der var energi i luften,” siger hun.

Ind rykkede blandt andre en gruppe af 400 kunstnere, instruktører, musikere osv. dannet på Tahrir-pladsen. Townhouse, der ligger få hundrede meter fra Tahrir, lagde også hus til et utal af politiske møder, produktion af bannere og tryking af flyers og plakater.

Mange af de politiske grupper holder stadig til i kulturhuset, fortæller hun og peger på et sammerullet banner, der står i hjørnet af biblioteket. Der er grupper af unge, der vil støtte opbygningen af civilsamfundsgrupper, en gruppe, der arbejder med awareness, proffesionelle grupper af læger og advokater osv.

Indtil nu er alle dem, der er kommet og spurgt blevet lukket ind og Townhouse mener heller ikke det er deres opgave at sortere. Det handler om at bygge et civilsamfund.

Kunsten er politisk

Men det er ikke bare i Cairos centrum, at rammerne for kunsten har forandret sig. Nogle kilometer mod syd ligger Old Cairo. Her har gaderne ingen rette vinkler, kattene lusker rundt i affaldsdyngerne og så huser kvarteret nogle af landets ældste religiøse institutioner – moskeer, kirker og såmænd også en synagoge. Her ligger udstillingsstedet Darb 1718.

”Kunsten i Egypten har hele tiden været politisk,” siger stedets grundlægger og leder Moataz Nasreldin. ”Før revolutionen kritiserede den status quo. Så var der nogen uger, hvor den fejrede revolutionen, men folk er allerede på vej ind i den næste fase. Det handler om forventninger – og om frygt,” siger han.

Ligesom Townhouse ser han stedets rolle som både kunstnerisk og politisk.

”Vi vil give rum til kunstnerne og dokumentere situationen, Samtidskunst dokumenterer perioden” siger han. Lige nu er galleriet ved at sammensætte en udstilling om og med Ahmed Basiony, en ung kunstner, der blev skudt på Tahrir-pladsen. Udstillingen skal videre til biennalen i Venedig.

Men ellers så ser Moataz Nasreldin nok så meget arbejdet som helt lokalt. Siden darb1718 åbnede for tre år siden har han gjort meget for at nå ud til folk i det fattige kvarter.

Blandt andet har stedet lavet en række store events, hvor alle kan udtrykke deres holdninger og følelser igennem kunst, hvad end det er rap, poesi, stand up, storytelling eller andet.

”Det lykkedes os at få folk til at føle sig godt tilpas her,” siger Moataz Nasreldin. Og revolutionen og forløbet efter har sat en tyk streg under behovet for mere samtale mellem de sociale grupper.

Aktivisterne i Cairo fik et chock, da det store flertal i marts stemte ja til en række tilføjelser til forfatningen – selv om de havde opfordret til et nej.

På Darb oplevede de at mange af de lokale kom og spurgte, hvad de skulle tænke om situationen.

”Vi vil ikke fortælle dem, hvad de skal mene, men svarede med vores tanker og synspunkter,” siger han.

Samtidig er kommunikationen den anden vej mindst lige så vigtig. De intellektuelle har brug for steder, hvor de møder mere almindelige folk. Samtidig arbejder man med planer om at få skabt lignende uafhængige kulturplatforme i det netværk af kulturhuse, som det gamle regime har efterladt.

”Egypten er ikke overklassekvarteret Zamalek. Det er mere landsbyerne og de fattige kvarterer. Der er ikke ret meget kommunikation,” siger han.

På samme måde har Darb1718 insiteret på, at stedet var åbent for alle i det religiøst blandede kvarter.

Så sent som for et par uger siden udviklede det sig til optøjer mellem muslimer og kristne ved efter fundamentalister havde brændt en kirke ned et andet sted i byen, og institutioner, der dyrker kontaktfladerne mellem de religiøse samfund er hård tiltrængte.

Formidler budskabet aggresivt

Både Darb1718 og Townhouse er også gået ind i et samarbejde med 72 andre kulturorganisationer om at få reformeret kultur- og ikke mindst censurlovgivningen for at sikre den kunstneriske ytringsfrihed. Kravet er, at kunstnere og kulturorganisationer skal sikres uafhængighed i loven, og at der sikres en mangfoldighed og geografisk decentralisering.

Begge steder har tidligere samarbejdet med CKU om forskellige projekter med penge fra PDR – og CKU forsøger lige nu at finde penge til at støtte op om de to steders arbejde med åbne rum og kulturbaseret dialog.

På Townhouse har de under hele revolutionsforløbet kørt forskellige workshops med deltagere fra meget blandede sociale lag – kunstnere, jurister, håndværkere, der blandt andet debatterede de tilføjelser til forfatningen, som var til folkeafstemning i marts.

”Kunst kan være med til at bygge bro mellem forskellige mennesker og grupper,” siger siger Dina Kafafi. Samtidig er flere af grupperne på vej ud fra Kairo. Hun nævner som eksempel en gruppe af digtere, der har lavet oplæsningsarrangementet i stedets teatersal, som nu vil rundt i landet.

”Man kan ikke trykke aviser til analfabeter. Men man kan nå dem med forestillinger, musik og lignende. Kunst formidler budskabet aggresivt,” siger hun.

Og så er den ikke mindst med til at få folk til at tænke. For Dina Kafafi er en af revolutionens vigtige resultater den måde, den rev masken af de statsstyrede mediers manipulationer på. Det vil hun gerne bygge videre på.

”Folk er blevet mere skeptiske. Og det behøver egypterne rigtig meget noget træning i,” siger hun.