Når Bashar Al-Assad falder

Monumentet for det armenske folkemord i Aleppo. Kilde: Wikipedia

Syrien først, fordi jeg personligt kender en del mennesker i Aleppo i den nordlige del af landet. Og jeg er bange for, hvad der skal ske med dem, selvom epicentret for konflikten ligger mere end hundrede kilometer sydligere i byerne Hama og Homs. Mine bekendte i Aleppo tilhører det armenske mindretal i Syrien, og de er i klemme i konflikten.

å en Café i Hamra i Beirut drikker jeg kaffe med en ven, der ligesom jeg har et tæt forhold til armenerne i Syrien. Han føler sig ikke overbevist om, at Assad overhovedet falder. Måske fordi han ikke ønsker det.

”Hvad kommer efter ham? Vil Bashars efterfølgere beskytte de kristne, eller vil de forfølge dem?” spørger han. Selv er han ikke i tvivl.

Det vil blive sværere at være mindretal i Syrien, hvis en islamistisk ledet regering kommer til magten. Sunnierne udgør 75 procent af befolkningen i landet, og udviklingen i Tunesien og Egypten peger på et islamisk styre, som først efter magtovertagelsen skal vurderes på sine handlinger.

På flugt fra Tyrkiet

Armenerne kom til Syrien i tusindtal for knap 100 år siden, da lederne af det osmanniske rige i ly af 1. verdenskrig havde iværksat en udryddelseskampagne, der kostede op mod 1,5 millioner armenere livet.

De blev myrdet eller deporteret på march mod den syriske ørken efter en veltilrettelagt plan.

Da jeg besøgte armenerne i Aleppo på årsdagen den 24. april for tre år siden, blev det tydeligt for mig, at myrderierne stadig lever i deres bevidsthed. Hver gang, jeg mødte et nyt menneske, var der en ny fortælling.

Om at bedsteforældrene var de eneste, der overlevede i den landsby. Om en far, der som en lille dreng gik ud af blodsudgydelserne, blev hyrde hos en beduinfamilie og først efter mange år fandt de armenere, der var samlet i Aleppo. Og om de, der hjalp dem, deriblandt to danske kvinder.

Armenerne er ikke trygge ved, at den syriske opposition holder til i Tyrkiet. Tyrkiet har stadig ikke anerkendt folkemordet, og armenere i Tyrkiet kan ikke dyrke deres tro og kultur frit. Mens disse linjer skrives, præges de tyrkiske avisers forsider af en debat i det franske senat om forbud mod at benægte det armenske folkemord. Så levende er kampen om historien.

Så tydeligt bliver armenerne mindet om, at de stadig kan blive ofrene i et sammenstød af interesser, som dybest set ikke har noget med dem at gøre.

Kampen om indflydelse

Det er indflydelse i Mellemøsten, – og i særdeleshed i Syrien efter Bashar Al-Assad – det i virkeligheden handler om, sagde journalisten Pola Rojan en radioudsendelse om konflikten mellem Frankrig og Tyrkiet om det armenske folkemord.

Syrien er gammelt fransk mandatområde, og Tyrkiet er den store nabo. Det handler om, hvem der med de store forandringer i regionen får afgørende indflydelse, og alle ved, at Syrien er helt central i det spil.

I den tyrkiske avis Todays Zaman erklærer Tyrkiet sig klar til at deltage i alle initiativer den Arabiske Liga måtte tage, men Tyrkiet har længe ønsket at få involveret FN i en humanitær aktion, der som det siges skal ’løses regionalt’.

Tyrkiet har tidligere erklæret sig klar til at etablere en sikkerhedszone inde i Syrien, hvor flygtninge fra kampene kan få beskyttelse.

Det bekymrer ikke kun armenerne, men også kurderne i Syrien, at Tyrkiet er så aktiv. Kurderne har som det eneste mindretal i Syrien ikke haft statsborgerskab, men det fik de i april sidste år under den første bølge af protester.

Mens mange kurdere er med i oprøret mod Assads styre, er der også mange, der er imod. Blandt andet fordi de frygter større tyrkisk indflydelse. Som bekendt er Tyrkiets fremfærd mod kurderne fortsat et uløst problem.

Når telefonen er død

Min ven på Café Hamra i Beirut er ofte i Syrien, også i disse tider. Han er vant til at arbejde på steder, hvor det er hedt i Mellemøsten. I Syrien er han kun rigtig bekymret i halvanden time af køretiden.

”Når man kører fra Hama til Aleppo er der ikke mobilforbindelse. Så lægger jeg mig bag en taxa, hvis jeg kan komme til det. De mindre byer på vejen er delt mellem oppositionen og Bashar tilhængere”, fortæller han. Nogle af byerne er beskyttet af bevæbnede militser.

Syrien har et meget stort grænseområde – mod Israel, Jordan, Irak, Tyrkiet og Libanon. Min ven mener, der er mindst en million smuglere langs grænserne, – og langt de fleste af dem er med oppositionen og bevæbnede.

Som mange andre i Mellemøsten lider manden foran mig af en vis kynisme. Det er kun seks år siden, Libanon var i krig med Israel. Det er syv år siden, de syriske tropper blev trukket ud. Så var der den lange borgerkrig. Irak krigen med overløb af skuffede radikale, der nu har søgt ly i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon.

Det arabiske forår er ikke den første bølge af revolution og frihedskamp, der skyller over Nordafrika og Mellemøsten. Og der er brug for forandringer, mener også skeptikere som han. De håber bare, det ikke bliver til det værre.