Oplevelser fra Benghazi

Arkivbillede

De røde sporprojektiler tegner streger op ad himlen. En maskinpistol knitrer.

Men på fortovsrestauranten spiser folk roligt videre på trods af, det lyder som om skudsalven kommer fra lige omme bag den nærmeste husrække.

”Idioter,” siger min unge assistent. ”De tror kuglerne forsvinder op i himlen og tænker ikke på, at de falder ned igen.”

Lyden af skud knitrer over byen et par gange hver nat, men ellers er Benghazi helt fredelig, og dagliglivet næsten normalt. På vej ind og ud er der stadig vejspærringer, men soldaterne fra oprørshæren vinker blot venligt til folk i bilerne.

Og alligevel så snyder den fredelige stemning og den næsten normale overflade, for i andre dele af landet er der krig endnu. Da vi ankommer til et møde med en ung fyr, der har bygget et studie, så er der ingen musik. I stedet for et band, der skal indspille, så er der mørkt og stille, og den unge fyr sidder med hovedet i hænderne.

Hans ven henter os diskret ud af lokalet. Få timer før var beskeden kommet om at hans bror var blevet dræbt i de meningsløse kampe, der stadig raser ved Gadaffis fødeby Sirte…

Der bliver der sørget meget offentligt. Revolutionspladsen tæt på domhuset, hvor det hele begyndte, er fyldt med billeder af unge mænd – hundredevis, slået ihjel i kampen. Også i småbyerne uden for Benghazi er der alle steder oprettet en mindestue eller et lille museum med tilsvarende billeder.

Afslappet sikkerhed

Trods alle historierne om snigmord og femtekolonneagenter, der huserede i de første måneder, så er der også et fravær af formelle sikkerhedsstrukturer, der leder tanken mere hen på Skandinavien end på et land, der stadig er i borgerkrig.

Ved et offentligt møde indkaldt af lokalregeringen i Benghazi, flokkes et par hundrede mennesker i en teaterbygning. Udenfor står et par politifolk, der ganske vist er bevæbnede og i skudsikre veste, men ellers er de mest optaget af at pudse støvler.

En enkelt af politifolkene rykker med ind i salen og står i hjørnet med knevrende radio, mens folk går uhindret ind og ud under hele mødet.

Og så bliver mødet indledt med en pæn undskyldning til journalisterne fra en ny avis, der lige er startet – fordi de er nødt til at bruge deres første dag på at være her. Derfra udvikler det sig til gengæld til noget af en karikatur af forsøg på demokrati på libysk.

Mødet er indkaldt af det lokalråd, der har taget sig af det lokale styre i Benghazi siden revolutionen for at annoncere, at det nu trækker sig tilbage. Meddelelsen kommer efter der i en periode har været uro omkring fordelingen af den fødevarehjælp, der kom til området lige efter revolutionen.

Og selv om flere sidder og skribler og der også er to videokameraer sat op, så er her mange andre end journalister. På første række sidder en række ældre mænd i traditionelle dragter med forskelligt farvede hatte alt efter hvilken region og stamme de er fra.

Tumult og råberi

I en lang tale opremser den afgående formand de resultater, rådet har opnået med at sikre offentlige services i hele revolutionsperioden. Han siger, at arbejdet nu er afsluttet og kan overlades til det centrale NTC nu, hvor Tripoli er faldet og sikret. Med andre ord – rådet smider ansvaret fra sig.

Folk lytter, og talen bliver kun afbrudt af få spredte og korte klapsalver, men da han hiver endnu en side gult papir med talenoter frem, lyder der protestråb. En anden ældre mand går på talerstolen, men uroen fortsætter og han er ikke nået ret langt før han bliver bremset af energiske protestråb fra nogle unge oppe bagerst i salen.

Herfra bliver mødet hurtigt temmelig ophedet. Flere stiller sig i kø oppe ved talerstolen, og en yngre kvinde må holde godt fat i mikrofonen for ikke at få den vristet ud af hænderne. Nogle af de ældre nede foran forlader lokalet , ledsaget af råberi og tumult på vej ud.

Det hele er temmelig kaotisk og uden spor af den traditionelle libyske respekt for ældre, men alligegvel virker det som om der er grænser. Trods skubben og masen og højlydte skænderier, så er det på intet tidspunkt ved at udvikle sig til egentligt slagsmål. Men mødet er i opløsning. Der bliver annonceret pause, og de energiske diskussioner fortsætter i grupper uden for. De fleste går.

”Det her har ikke noget med demokrati at gøre. Der er ingen struktur,” lyder det fra en fnysende gal Hana ElGalal. Hun har tidligere siddet i det lokale råd, men trak sig ud i maj, for at hellige sig menneskerettighedsarbejde.

”Jeg så det komme,” siger hun. ”Der var enormt meget arbejde og vi modtog kun kritik. Vand, el, alting fungerer, men kravet var perfektion,” siger hun med tydelig foragt for dem, der råber højt uden at gøre arbejdet. Hun frygter, at når først den lokale styring nu bliver lagt til Tripoli, så kan man sige farvel til decentral indflydelse.

Regionale spændinger

Flere har da også peget på, at regionale modsætninger kan splitte det nye demokrati, før det endnu er født. Det gælder både gamle modsætninger og i forhold til regioner som Benghazi og Misrata, der føler de skal belønnes for det, de har ydet i revolutionen.

I Danmark har blandt andre Hanna Ziadeh fra Institut for menneskerettigheder advaret mod den udvikling.

”Hvis det skal undgås kræver det tre ting: Retfærdighed, der stiller de hovedskyldige til ansvar uden at marginalisere store grupper med straf og hævn, forsoning, især for de laverestående Gadaffi-folk og et retsopgør, der rydder op i det virvar af konfiskationer og andre arbitrære afgørelser mange har været udsat for,” siger han kort efter at være kommet hjem fra landet – og lige før jeg tager af sted.

Til gengæld er der mange der afviser, at de stammetilhørsforhold, som langt de fleste libyere identificerer sig med, kan blive en kilde til konfikt.

Der er ikke været stridigheder mellem stammerne i hundreder af år, og jeg tror heller ikke, jeg før har været i et land, hvor den veluddannede bybefolkning omtaler de mindre uddannede ude på landet med så stor grad af respekt, som her.

Nogle peger lige frem på, at stammestrukturen har været med til at holde den civile disciplin, der herskede selv under det værste kaos. For folk i Bengazi er med rette stolte over forløbet af deres revolution.

Flere fortæller undervejs, at mens kampene rasede i byen og flere offentlige bygninger blev stormet og sat i brand enten af oprørerne eller af Gadaffifolk, der ville destruere beviser, så blev ikke en eneste butik eller bank plyndret.

De liberale og de religiøse

Der lurer også andre konflikter. Aman Bughaighis var engelsksproget talsmand for NTC i de aller første dage, men har siden kastet sig ud i kampen for kvinders rettigheder.

Hun er også en af de få, der gik uden tørklæde allerede før revolutionen – om en del af de andre ledende kvinder smed det i forløbet – og generelt er hun ikke en type, der forklejner sin egen rolle i noget som helst.

Men på trods af deres fremtrædende plads i det indledende oprør, så er der nu kun en enkelt kvinde tilbage i NTC, som hun ikke har meget til overs for.

”Vi blev skubbet ud for ikke at bære tørklæde. Det fik jeg fortalt af bagdøren,” siger hun med henvisning til islamisterne, som hun mener har sat sig på magten i overgangsregeringen.

Især den første paragraf i den midlertidige forfatning, der er blevet vedtaget, og som fastslår at Sharia er grundlag for lovgivningen, gør hende bekymret.

”Hvis den artikel også kommer med i den nye forfatning, så kan vi glemme alt om demokrati og kvinderettigheder,” siger hun, og henviser blandt andet til at i Sharia kan man regere på livstid. Vesten med USA i spidsen har ellers bakket entydigt op om overgangsregeringen med Mustafa Jalil i spidsen. Men den tror Aman Bughaighis ikke på.

”De forsøger at fremstå som moderate – men de er ikke moderate”, siger hun.