Overgreb skal dokumenteres selvom bomberne falder

Marrouf Touameh fra Douma på IMR semianr i Amman_web Foto Lena Odgaard

Hvordan dokumenterer man brud på menneskerettighederne, når bomber eksploderer om ørerne på én? Hvordan samler man information, når ofre og vidner til menneskerettighedsovertrædelser risikerer at blive fængslet eller tortureret, hvis de taler med én? Og hvordan undgår man, at myndigheder indskrænker basale friheder efter terrorangreb i deres forsøg på at skabe sikkerhed?

Det var nogle af de svære spørgsmål Institut for Menneskerettigheder forsøgte at klæde menneskerettighedsforkæmpere i Mellemøsten og Nordafrika på til at tackle på deres årlige regionale seminar.

Nadia Mohammed Mousa Jaouda fra Libyen. Foto: Lena Odgaard

”Det er desværre et utroligt aktuelt emne lige nu,” sagde Niklas Kabel, programleder for MENA-regionen. ”Flere steder som eksempelvis Libyen og Yemen er den sikkerhedsmæssige situation blevet meget værre det seneste år. Men selv steder som Egypten og Tunesien er der store politiske udfordringer i forhold til, hvilke typer aktiviteter man kan udføre som menneskerettighedsforkæmper.” 

Nadia Mohammed Mousa Jaouda er fra Benghazi. Efter revolutionen blev det for første gang muligt i Libyen at åbne NGO’er, og Nadia startede Organisationen for Multikulturalisme og Kulturarv,  der har til hensigt at give plads til Libyens forskellige befolkningsgrupper, styrke kvinders rettigheder og skabe forsoning ved at mægle mellem offentlige instanser, islamistiske ledere og aktivister. Men som borgerkrigslignende tilstande hærger landet, florerer likvideringslister ned navne på aktivister og journalister – inklusivt Nadias. Det er bare ét problem.

”Ét af de største problemer jeg står over for er, at folk presser én til at udpege den ’skyldige’ gruppe. Men jeg kan ikke sige, hvem der er skyldig, hvis jeg ikke har beviser. De bebrejder mig for ikke at være på deres side, hvilket ikke er sandt. Mit krav er retfærdighed – hvordan kan jeg anklage eller beskylde nogen for noget, hvis jeg ikke har beviser?”

Seminaret fandt sted i Amman i Jordan og deltagerne kom fra Syrien, Yemen, Libyen, Egypten, Tunesien, Libanon og Jordan. Selvom det for tiden kan virke håbløst at dokumentere menneskerettighedsovertrædelser i flere af de lande, er det ifølge Kabel netop lige dér særligt vigtigt for at opnå varig stabilitet og fred.

De store flygtningestrømme, der nu også rammer Europa, har skabt ekstra pres fra international side om stabilitet for enhver pris, men her spiller netop menneskerettigheder en central rolle, forklarede han.

”Du kan ikke stabilisere et land og sørge for, at der ikke kommer flygtninge, hvis man bare fokuserer på militær sikkerhed. Det kræver skabelse af transparente statsinstitutioner, tillid til myndigheder og en følelse af retssikkerhed,” siger han. Det er de indsatser, som Instituttet sammen med deres lokale samarbejdspartnere arbejder med gennem deres program i Mellemøsten og Nordafrika under Det Arabiske Initiativ.

Gerningsmænd skal holdes til ansvar

Kabel bakkes op af Mazen Shaqoura, fra kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheder (OHCHR).

”Overtrædelser af menneskerettigheder er grundlæggende i enhver konflikt. Hvis du tillader dem at fortsætte, vil det aldrig være muligt at opnå en varig fredsaftale,” sagde han og forklarede, at dokumentation af overtrædelser er nødvendigt for senere at kunne holde gerningsmænd til regnskab, skabe forsoning mellem de stridende parter og sørge for, at volden ikke bryder ud igen.

Hør Niklas Kabel fortælle mere om Instituttets og deres partneres arbejde for at sikre menneskerettigheder under konflikt i Radioavisen,  Orientering på P1  samt Radio 24/7

Læs mere om seminaret (på engelsk) på IMR’s hjemmeside 

For Kabel handlede seminaret derfor både om at gøre deltagerne i stand til bedst muligt at dokumentere det, der foregår nu, men også skabe viden om, hvordan de senere kan bruge dokumentationen til at skabe varig fred.

”Vi er godt klar over, at det mange steder er svært, men der kommer en dag efter konflikten, og der er der brug for, at der er folk, der har en bevidsthed om deres rettigheder som forhåbentligt danner grundlag for, at der dannes et samfund, som er baseret på retfærdighed og ikke diskrimination.”

 

“Jeg håber mit arbejde kan blive brugt til at stille folk til ansvar”

Maarouf Touameh er fra Douma, en forstad til Damaskus. Han arbejdede som ambulanceredder og hjalp gennem sit arbejde mænd og kvinder, der var blevet såret under demonstrationer mod regeringen i begyndelsen af revolutionen. Efter han selv blev tilbageholdt og udsat for tortur af myndighederne, flygtede han i 2012 med sin familie til Jordan. I dag bor han i Amman og trawler hver dag internettet igennem for information om overtrædelser af menneskerettighederne i sit hjemland. Men det er langt fra nemt – især når hans egne familiemedlemmer pludselig er blandt ofrene.

Du sidder i Jordan, hvordan samler du dokumentation på menneskerettighedsovertrædelser?

Hver dag scanner jeg internettet og sociale medier for hændelser, der kunne indikere brud på menneskerettigheder. Jeg er dagligt i kontakt med folk, der stadig befinder sig i Syrien, og som kan give detaljerede informationer om, hvad der er sket. Og når det er muligt, taler jeg med folk, der for eksempel har været udsat for tortur. Jeg kan også sende venner ud og tage billeder af noget, jeg mangler eller har brug for at dokumentere. Det kunne eksempelvis være, hvis jeg har brug for at vise, hvor en bombe ramte.

Hvad er de største udfordringer?

Kommunikation er det største problem, fordi internet og telefonforbindelserne er skåret af. Men nogle gange har aktivister adgang til internet gennem satellitforbindelser.

Desuden er det meget svært at dokumentere, hvad der sker i eksempelvis områder under syrisk regeringskontrol. For hvis nogle prøver at tage billeder af det med et kamera eller en mobiltelefon, risikerer de at blive arresteret og tortureret, hvis de bliver opdaget.

Her under seminaret var der to gange voldsomme angreb i Douma, hvor du mistede flere familiemedlemmer – hvordan undgår du at blive påvirket af det i dit arbejde?

Jeg prøver at være objektiv og forsøger i de fleste tilfælde at få mindst tre eller fire kilder eller vidneudsagn. Men det er svært, når det kommer så tæt på. Under det første angreb på Douma i 2012 var der over 60 dræbte, inklusiv 21 fra min familie – både børn og gamle. Jeg var sygemeldt længe for at komme mig over det psykiske chok, men besluttede mig for at fortsætte mit arbejde. Desværre er det nu blevet en situation, man vender sig til.

Bomberne regner stadig ned mange steder i Syrien, hvorfor registrere og dokumentere brud på menneskerettigheder i det kaos, der hersker lige nu?

Mange siger, at det er meningsløst under krigen, men jeg mener, at ethvert stykke information er meget vigtigt for i fremtiden at kende Syriens historie og vide, hvad der skete, så det ikke gentager sig. Jeg håber mit arbejde kan blive brugt som dokumentation af krigsforbrydelser, så de, der begår dem nu, senere kan blive stillet til ansvar.