Farlige, i fare eller forandringsagenter?

Arkivbillede

På baggrund af sit speciale stiller Helle Skovmose, Cand. Soc. International Udviklingsstudier fra RUC kritiske spørgsmål til, hvordan vi sammenkobler udvikling og sikkerhed i arbejdet med unge i Mellemøsten.

nge er i stigende grad fokus for udviklingsbistand. Ofte er antiradikalisering mere eller mindre tydeligt en del af målsætningen for dette fokus. I både EUs strategier, i Det Arabiske Initiativ og blandt internationale NGOer taler man om de unge som forandringsagenter. De unge skal være ”active agents for change”.

Men de unge skal ikke bare op fra sofaen og væk fra gadehjørnet. De skal ikke bare mobiliseres til at agitere for et frit Palæstina eller til at blive aktive i fodboldklubben – og slet ikke til at blive medlemmer af væbnede grupper. De skal derimod styrke civilsamfundet på et fundament af demokrati og menneskerettigheder og primært udtrykke deres medborgerskab i NGOer.

Derfor støtter mange internationale NGOer lokale partnere i at kapacitetsopbygge ungdommen, styrke de unges rolle i samfundet og give alternativer til voldelige, kriminelle eller andre ”radikale” aktiviteter.

Men hvordan forstås disse målsætninger lokalt? Dette spørgsmål ledte i februar min specialemakker, Lotte Katborg Madsen, og jeg til den palæstinensiske flygtningelejr Ein el-Hilweh i det sydlige Libanon.

Siden lejren blev etableret i 1948/1949 er især denne lejr i stigende grad blevet problematiseret som farlig for både værtsnationen, nabolandene og det internationale samfund.

Da jeg tidligere havde været udsendt som træner af en gruppe unge NGO-frivillige i lejren gennem Red Barnet Ungdom, var jeg bekendt med den barske situation for de unge i lejren og deres svære livsvilkår.

Jeg blev først interesseret i at forstå, hvordan de unge oplever at bo et sted, der er kendt som en ”terroristrede”. Vi fandt, at de unge er mere end opmærksomme på denne kategorisering.

De oplever, at libaneserne i det omkringliggende samfund er bange for at komme i lejren, at deres palæstinensiske venner, der er bosat udenfor lejren, ikke vil besøge dem, og de ser nyhedsudsendelser, hvor de, som unge i lejren, bliver beskyldt for at være destruktive fundamentalister – eller i hvert fald for at have potentiale for at blive det.

Blåstempling som ’gode unge’

De unge ved også, at de ”life-skills trainings”, de inviteres til af NGOer i lejren, har til formål at forhindre dem i at blive radikaliserede. Nogle af de unge ser disse seminarer som en mulighed for at få indflydelse, for at få status og for at lære noget.

For andre er det simpelthen et sted at mødes, blandt andet med personer af det modsatte køn. Fælles for de unge, der benytter NGOernes tilbud er, at de mener, at deres deltagelse i disse fastholder en status som ’god ung’. Dermed kan de unge opponere mod at tilhøre den stereotype radikaliserede unge, der hænger på gadehjørnet med våben.

I stedet lærer de her, hvordan de skal klæde sig, hvilke aktiviteter, der er passende og hvordan de skal løse konflikter. Kort sagt moralske retningslinier.

Men hvad med de unge, der ikke deltager – kan de også være ’gode unge’? I specialet diskuterer vi netop, om de strategier, der i udgangspunktet iværksættes for at hindre unge i at blive del af radikale grupper eller miljøer, faktisk kan have den modsatte effekt og fastholde de marginaliserede unge i eksklusion, da de netop ikke bliver inkluderet i gruppen af de ’gode unge’.

Vi fulgte, hvordan unge som målgruppe italesættes af donorer, internationale NGOer, og lokale NGOer, og hvordan synet på de unge og deres rolle ændres fra niveau til niveau.

Under feltstudiet interviewede vi repræsentanter fra donorer, ambassader, og NGOer i både Danmark og Libanon og deres lokale partnere i flygtningelejren. Men først og fremmest fokuserede vi på de unge som målgruppen for strategierne.

Vi valgte 6 unge NGO-aktive. Igennem enkeltinterviews, fokusgruppemøder og interaktive øvelser diskuterede vi bl.a., hvordan det er at være ung i Ein el-Hilweh og hvordan de ser på sig selv og deres jævnaldrende som en gruppe, der ofte problematiseres som værende til fare for både det lokale, nationale og internationale samfund.

På donorniveau fandt vi, at der tales mere eller mindre direkte om antiradikalisering som et mål, og de unges forandringspotentiale er midlet. EU har fx som mål at styrke ungdoms-NGOers bidrag til civilsamfundet og demokratiet i Mellemøsten.

Blandt de internationale NGOer bliver begrebet antiradikalisering sorteret fra; ingen vil have penge, der er øremærket til at forhindre, at de selv bliver terrorister.

I stedet er målet at skabe alternative fritidsaktiviteter for de unge. På det internationale niveau er de unges rolle altså aktiv, og udviklingsprojektet i sig selv er mere omfattende og mere indgribende end klassisk nødhjælp.

Vi argumenterer i specialet for, at donorernes hensigter bliver “oversat” til mere moraliserende strategier og aktiviteter på lokalt niveau. I hvert fald bliver de moralske elementer udtrykt mere direkte.

De repræsentanter fra lokale NGOer, som vi interviewede, mente at deres opgave er at ”change the minds of the youth” og lære de unge at opføre sig ansvarligt og ikke-voldeligt. Forandringens mål er her blevet ændringen af de unges tankesæt.

De slemme unge

De unge forklarer ofte valg og fravalg i deres liv med henvisninger til den socialt konservative moral i lejren. Som en af vores unge informanter sagde: “…if I went in the street people may talk something about me, like “He is not good”.

For ham får frygten for, at hans omgivelser vil kategorisere ham som en af de ’slemme unge’, en væsentlig betydning for, hvordan han navigerer. I analysen fastslår vi, at det at være aktiv i en NGO kan være en måde at udtrykke, at man er et moralsk individ.

De unge, vi har snakket med, hænger ikke bare på gaden. De tilegner sig kompetencer, kæmper for Palæstina eller bedrer forholdene i lejren. Og hjælper måske endda nogle af de ’slemme unge’ ud af det ekstreme og over i det ’gode’.

De unge reproducerer altså nogle af disse moralske retningslinjer til at opnå en status som god ung. Denne reproduktion kan siges at skabe velfungerende ikke-voldelige unge. Og dermed kan målet om antiradikalisering, trods den utilsigtede moralske tilgang der lokalt tilsættes, siges at være nået.

Men hvad med de unge, der ikke er som vores 6 informanter? De færreste unge i lejren er aktive i NGOer, de fleste er ”fed up with politics” og gider ikke snakke religion.

De kan ikke få et arbejde, de kan ikke studere på universiteter, de føler sig diskriminerede af den libanesiske stat og mange mener ikke, at de kan bidrage med meget til samfundet.

For dem er NGOernes tilbud ikke relevante. Vi mener, at ”adgangskravet” om at være en af de ’gode unge’ er en del af forklaringen på dette.

De ’slemme unge’ er ikke moralske nok til at blive inkluderet, de kan ikke ”NGO-sproget”, og de har mere brug for at tjene penge. Især sidstnævnte element nævnes ofte som en væsentlig årsag til, hvorfor flygtningelejren er fuld af unge mænd med våben. Den status, de ’gode unge’ har, opretholdes i marginaliseringen af de ’slemme unge’.

Derved argumenterer vi for, at de ‘slemme unge’ ekskluderes yderligere, idet strategierne ofte implementeres uden om de marginaliserede. De moralske elementer kan altså tænkes at bidrage til at skubbe de unge, der i første omgang var del af målgruppen, længere mod det voldelige eller radikale.

I Ein el-Hilweh er det svært at forestille sig aktiviteter rettet mod unge, der ikke er tilpasset lejrens moral. Vores konklusioner peger på, at strategier rettet mod unge i dette tilfælde ikke formår at nå målgruppen.

Og at strategierne måske snarere skubber målgruppen længere væk – og længere ud i det umoralske når de gennemgår en lokal tilpasning. Derfor bør strategier med direkte eller indirekte mål om at hindre unge i at blive radikaliserede grundlæggende revurderes.