Partnerskaber til gensidig gavn

Lene Johannesson fra LOKK hilser på kronprinsessen. Foto: Camilla Wass

”Jeg må indrømme, at jeg ikke troede min egne øjne, da det gik op for mig, at kronprinsessens ønske om at besøge KVINFOs partnere, der arbejder med at bekæmpe vold mod kvinder i Marokko, var blevet det officielle formål med rejsen. Det er fantastisk, at kronprinsesse Mary bruger sin indflydelse i denne sags tjeneste. Hun har muligheden for at gøre en forskel, og den bruger hun.”

Elisabeth Møller Jensen. Foto: Camilla Wass
Elisabeth Møller Jensen. Foto: Camilla Wass

Sådan siger KVINFO’s direktør, Elisabeth Møller Jensen, der – iført en elegant sommerkjole- står i en gyde i Casablanca og venter på, at kronprinsessen skal komme ned på gaden igen, efter sit besøg hos en af de marokkanske kvindeorganisationer. KVINFO har været med lige fra Det Arabiske Initiativs spæde start, og samarbejdet med Marokko har en særlig plads i direktørens hjerte.

For os er det et særligt partnerskab, fordi vi har mange langvarige relationer til både mennesker og projekter, Elisabeth Møller Jensen

”Jeg var hernede for 8 år siden, hvor jeg blev involveret i arbejdet med familielovgivningen. I dag har KVINFO 20 partnere i Marokko, og for os er det et særligt partnerskab, fordi vi har mange langvarige relationer til både mennesker og projekter. Det handler ikke om at aflevere en pose penge, men om at arbejdede med folk, der virkelig har forstand på tingene,” siger Elisabeth Møller Jensen og tilføjer:

”Det er en stor inspiration at møde de engagerede marokkanske kvinder – de er nogle stærke personligheder hele banden. Nogle dygtige, dedikerede og handlekraftige kvinder.”

Frivillige advokater, der arbejder for LDDF. Foto: Camilla Wass
marokkanske advokater, der arbejder frivilligt for at hjælpe voldsramte kvinder. Foto: Camilla Wass

Solid dansk krisecenter-ekspertise

Siden 1970’erne har Danmark opbygget en solid ekspertise i forhold til at drive krisecentre for kvinder, der har været udsat for vold i hjemmet. Og det har vist sig, at de danske erfaringer og metoder er meget effektive i den arabiske region, på trods af de store forskelle fra land til land.

Med i den officielle delegation er repræsentanter for Danner og LOKK (Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) der er kernepartnere i KVINFO’s indsats med at bekæmpe vold mod kvinder i Marokko.

”Vi har nogle praktiske erfaringer i forhold til drift af krisecentre, som det giver god mening at udbrede i en marokkansk kontekst. Samtidig får vi via samarbejdet med Marokko et godt indblik i den kompleksitet, der ligger i at støtte kvinder fra den arabiske region, der havner på danske krisecentre,” siger Susanne Philipson, direktør for Danner.

 

Damerne fra den marokkanske organisation LDDF sammen med kronprinsessen. Foto: Camilla Wass
Damerne fra den marokkanske organisation LDDF sammen med kronprinsessen. Foto: Camilla Wass

Kompetente marokkanske partnere

Hendes kollega fra Danner, Marie Visti Hansen, supplerer:

”På denne rejse er vi først og fremmest blevet bekræftet i, hvor enormt kompetente vores marokkanske partnere er. De har taget nogle super spændende initiativer, som er en stor inspiration for os i vores daglige arbejde i Danmark. De har blandt andet lavet oplysnings-karavaner, der tager ud i de fjerneste landdistrikter i Marokko og fortæller om familieloven og kvinders rettigheder. Denne form for outreach kunne vi også godt bruge i en dansk sammenhæng.”

Lene Johannesson, sekretariatschef for LOKK, er enig i, at det dansk-marokkanske partnerskab giver stor gevinst i en dansk sammenhæng.

”46 procent af de kvinder, der bor på danske krisecentre, er født i et andet land end Danmark – og en stor del af disse kommer fra MENA regionen. Vi står ofte og skal give kvinderne rådgivning for eksempel i forhold til æresrelaterede problemer – og her kan vi i høj grad gøre brug af de erfaringer, vi får gennem samarbejdet med Marokko. Jeg synes blandt andet, det er genialt at bruge teater og drama til at formidle et tema som kvinders rettigheder, sådan som flere af de marokkanske organisationer gør. Det kan vi også bruge i en dansk sammenhæng,” siger hun.

De danske partnere er glade for, at kronprinsesse Mary med sin rejse sætter fokus på partnerskabet – og de er imponerede over hendes viden om emnet.

”Kronprinsessen har en dyb evne til at sætte sig ind i et meget komplekst stof og stille nogle meget modige spørgsmål. Det har vi oplevet flere gange i løbet af de to dage,” siger de danske eksperter samstemmende.

 

Foto: Camilla Wass
Medarbejderne på Tilila krisecenter sammen med kronprinsessen.Foto: Camilla Wass