Soultanas Internationale Kampdag

Den marokkanske rapper Soultana optrådte på Kvinfo's 8 marts fejring i Den Sorte Diamant i København. Foto: Gitte Young
Rapperen Soultana optrådte på KVINFO's 8 marts fejring i Den Sorte Diamant i København. Foto: Gitte Young

Der var mange stærke, inspirerende kvinder på scenen på KVINFO’s 8. marts fejring i Den Sorte Diamant. Men én var kommet langvejs fra: den marokkanske kvindelige rapper Soultana, som optrådte med sin partner MC Anas INS og Djen That Fucking Sarah fra Berlin.
”Hun prostituerer sig for at forsørge sine små brødre, fordi de er forældreløse. De lever i projekterne, og du bor i et slot. Vær sød ikke at fornærme dem, ikke at ydmyge dem”, rapper hun fra scenen og kaster et håndtegn, ”husk, en rose er stadig en rose”.

Det er teksten fra hendes første hitsingle Sawt Nssa [Kvinders Stemme] fra 2010, en sang om prostitution og gadechikane af marokkanske kvinder, som gjorde Soultana populær i Marokko og Nordafrika. Siden har den 27årige rapper, hvis rigtige navn er Youssra Oakuf, i sin musik især italesat de udfordringer, som møder kvinder i regionen: analfabetisme, fattigdom, vold i hjemmet og prostitution – samt hendes egne oplevelser med at være kvindelig rapper i et mandsdomineret miljø.

Inspiration begge veje

”Kvinder indenfor rappen kæmper stadig, fordi det er en svær ting at lykkes med. Det er især hårdt, når du er tvunget til at spytte rim om hårde emner som psykisk og fysisk mishandling, vold og voldtægt. Det er emner, som mænd ikke kender til”, siger Soultana, inden vi går ind af hoveddøren til Game sports- og kulturhal på Vesterbro i København. Her er hun inviteret til Friday Jam, en aften med street basket og street soccer turneringer samt workshops i capoeira, hip hop og parkour.

Gå aldrig på kompromis med din selvrespekt for at opnå det du vil Soultana, marokkansk rapper

”Det er lige sådan et sted, jeg ønsker at skabe i Marokko”, udbryder Soultana, som selv er en øvet basketballspiller, efter rundturen. Vi ender i foreningen Rappolitics studie, hvor hun skal tale med unge danske rappere om sin musik.

Oscar er 14 år og Rappolitics student. Han har rappet et år. Det er første gang han møder en kvindelig arabisk rapper, og han sidder og suger til sig af hendes gode råd og passionerede glød.

”I forhold til dit flow, så forestil dig, at du er en bilist, og din bil er dit beat”, siger hun og beder ham om at rappe noget. Hun er imponeret. ”Du er vist inspireret af Eminem”, siger hun, og han nikker.

Ham er hun selv glad for ligesom Tupac, Nas og 50 Cent. Men hun opfordrer Oscar til også at søge musikalsk inspiration udenfor hiphoppen. Et af hendes idoler er Aretha Franklin, og det er hendes sang A Rose is Still a Rose, som hun refererer til i sangen Sawt Nssa.

”Det handler om respekt”

Sangen Sout Nissa handler om en skoleveninde, som hun mødte på et spillested efter mange år, hvor Soultana havde arbejdet som stewardesse. Veninden var beruset og havde mascara ned af kinderne. Hun betroede grædende Soultana, at hun var endt op med en mand, som gamblede og gav hende væk til sine venner, hver gang han tabte.

”Jeg ser i dig en fremtid for rap, men alt du ser i mig er en prostitueret”, rapper Soultana i sangen.

”Hvad end der er hændt dig, så lad det være i fortiden, bed om tilgivelse og kom videre”, siger Soultana.

Hun har også sunget om brystkræft, fordi en anden veninde oplevede, at familien undgik hende, efter hun fik diagnosen.

”Det handler om respekt,” siger hun til tilhørerne ligesom sit store idol Aretha, ”gå aldrig på kompromis med din selvrespekt for at opnå det du vil”.

Støtte til kvindelige rappere

Herpå annoncerer Game en kort pause i basketballkampene. Alle spillerne trækker sig ud til væggene, og kurvene bliver hejst op.

”Hele vejen fra Marokko – Soultana!” Råber annoncøren og stikker hende en trådløs mikrofon. Hun indtager banen, mens flere hundrede mandeøjne hviler på den spinkle kvinde, som er iført orange og sorte Adidasstøvler, stramme jeans og en Game sweatshirt. Men der er ingen nervøsitet at spore, Soultana er vant til at være ene kvinde i mandsdominerede miljøer.

Soultana var ligeså gammel som Oskar, da hiphoppen ramte hende. Dengang boede hendes søster i London, hvorfra hun sendte Soultana bånd med RunDMC og Public Enemy. Soultana var vild med musikken, som hun opdagede blev spillet på gaden i Casablanca, hvor drenge dansede breakdance – snart var hun med som den eneste pige.

Jeg ønsker at skabe forandring i mentaliteten hos de unge, den nye generation Soultana, marokkansk rapper

Hendes rapdebut var med gruppen Tigress Flow, som vandt den nationale musikkonkurrence Ouf Bled og Generation Mawazine i 2008.

”Min far støttede mig så meget”, siger hun, ”og min mor elsker hiphop. Jeg deler ofte mine tekster med dem”. Faren er politimand, og moren er hjemmegående. Hendes to brødre spiller også begge musik.

Opbakningen til en rap-karriere i hjemmet ved Soultana godt ikke er særlig udbredt i Marokko. Hun møder tit piger, som fortæller hende, at de gerne vil rappe men ikke kan, fordi deres forældre ikke billiger det. Det ønsker hun at ændre med en nyligt oprettet forening for unge kunstnere, som hun står bag. ”Jeg ønsker at skabe forandring i mentaliteten hos de unge, den nye generation”, siger hun.

Lige nu arbejder hun med en kvindelig rapper og en sanger på hendes opkommende debutalbum, International Music Mixtape, som hun producerer sammen med sin partner MC Anas INS.

Fremme af ligestilling mellem kønnene og kvinders deltagelse i det sociale, politiske og økonomiske liv er et af indsatsområderne under Det Arabiske Initiativ, som KVINFO administrerer en del af midlerne til. Læs mere om programmet på deres hjemmeside.

Se fotoreportage fra 8 marts fejringen af KVINFOs kommunikationsmedarbejder Gitte Young.