Satirisk dukketeater optræder i Syriens krigszone

Beeshu-yderst-til-højre-er-dommer-i-Syrisk-X-faktor-i-dette-afsnit-af-Top-Goon.-Ved-siden-af-ham-står-hans-trofaste-general-The-Goon.-Foto-Masasit-Mati
Beeshu (yderst til højre) er dommer i Syrisk X-Faktor et afsnit af Top Goon. Ved siden af ham står hans trofaste general The Goon. Foto: Masasit Mati

Det er en modig rejse at tage. Særligt for en gruppe anonyme syriske kunstnere, som har gjort tykt grin med præsident Bashar al-Assad og kritiseret dele af det syriske oprør.

Efter to sæsoner af deres satiriske dukketeater-serie ‘Top Goon – Diaries of a little dictator’, som er blevet vist på YouTube og en række mellemøstlige tv-kanaler, optræder kunstnergruppen Masasit Mati nu live inde i deres krigshærgede land.

Uden udsigt til snarlig fred og med stadig flere grupperinger, der kæmper mod hinanden, er det vigtigere end nogensinde at støtte civilbefolkningen og den kulturelle revolution, der kæmpes i sprækkerne af den væbnede konflikt, mener de syriske eksil-kunstnere, der til dagligt lever i Beirut.

 humor er med til at styrke følelsen af ikke at være offer. Syrerne kan ikke lide hele tiden at blive skildret som ofre Top Goon instruktør Jameel 

“Mange syrere føler sig alene. Efter de kemiske angreb og USA’s beslutning om ikke at gribe ind, føler de sig ladt i stikken. De er fanget mellem regimets bombardementer og ekstremisternes stigende indflydelse. Men der er mange små initiativer rundt omkring, der forsøger at samle folk og fokusere på enhed frem for splittelse. Det, synes vi, er vigtigt at støtte,” siger gruppens instruktør Jameel på en Skype-forbindelse fra Beirut.

Tudeprins i nathue

Første sæson af ‘Top Goon’ introducerede præsident Bashar al-Assad under det pusse-nussede kælenavn ‘Beeshu’. Som læspende papmaché-figur med flyveører og rød nathue indleder han hvert afsnit med manisk at påstå, at han ikke er skingrende skør. Hans tro følgesvend og kammertjener generalen ‘The Goon’ er altid ved hans side til at trøste ‘Beeshu’, når han er bange for, at ingen længere kan lide ham, eller til at slå nogle demonstranter ihjel.

Sort humor gennemsyrer de seks-syv minutter lange afsnit, som alle har engelske undertekster. F.eks. et hvor ‘Beeshu’ deltager i ‘Hvem vil være millionær’, eller som det hedder her ‘Hvem vil dræbe en million’.

Mubarak var i den varme stol i sidste show, fortæller studieværten, mens den dramatiske kendingsmelodi bygger stemningen op. Han dræbte 3.000. Også Gadaffi har deltaget og dræbte 20.000. Der er høje forventninger til, at ‘Beeshu’ går hele vejen til en million.

Første sæson af 'Top Goon' introducerede præsident Bashar al-Assad under det pusse-nussede kælenavn Beeshu. Foto:
Første sæson af ‘Top Goon’ introducerede præsident Bashar al-Assad under det pusse-nussede kælenavn Beeshu. Foto: Masasit Mati

Støtte frem for anonymitet

Serien vakte en vis opsigt i regionen og er blevet set af mere end 200.000. Finger-dukkerne var en ideel måde for de 10 medlemmer af Masasit Mati at forblive anonyme på og en effektiv måde at pille præsident Assad ned fra hans gudelignende magtposition.

Men krigen har gjort det vanskeligt for folk i Syrien at følge med nu. Hyppige strømafbrydelser og manglende adgang til internet har fået gruppen til at gå på kompromis med deres anonymitet og rejse ind i landet for at optræde live og holde workshops med lokale unge.

“Med daglige bombardementer og folk, der kæmper for bare at finde brød, syntes vi ikke, at flere online forestillinger gav mening. Ikke for andre end vesterlændinge og andre udenfor Syrien i hvert fald. Og det har hele tiden været meningen, at projektet var for folk inde i landet,” fortæller Jameel om projektet.

Sammen med gruppens skuespillere rejste han i december 2013 for anden gang til Manbij, en by nord for Aleppo, som er kontrolleret af Den Frie Syriske Hær. Her har en gruppe lokale kunstnere og aktivister åbnet et kulturhus, hvor de kunne optræde, og hvis arbejde de gerne vil støtte.

Men I kunne vel ikke forblive anonyme så? 

Teater og andre kulturaktiviteter giver folk noget at samles om og et sted, hvor de kan mødes og tale om, hvad der sker i deres by. Det har stor betydning for folk Top Goon instruktør Jameel 

“Nej, det er klart, at folk så, hvem vi var. Det var et kompromis. Vi talte ikke højt om vores rigtige navne, og vi reklamerede ikke for forestillingerne, før vi var der. De lokale aktivister fra kulturhuset gav folk besked om, hvornår vi ville optræde og holde workshops. Ideen var at skabe noget for lokalbefolkningen uden at gøre det til en større mediebegivenhed.”

For selvom situationen i Manbij er nogenlunde stabil, så er stemningen anspændt. Flere byer i området bliver dagligt bombet af regeringsstyrker, og nord for Manbij kæmper islamister og kurdere.

Jameel og skuespillerne havde planlagt at optræde i flere byer i regionen, men måtte aflyse det på grund af sikkerhedsituationen. Både for dem selv og publikum.

“Islamister er begyndt at arrestere kunstnere og aktivister, så selv i de ‘befriede områder’ følte vi ikke, at det var sikkert at rejse videre. Mange aktivister, som tidligere har været tilbageholdt af regimet, er nu eftersøgte eller arresterede af islamister. Der er to fronter nu.”

Hvad kan folk bruge teater og dukketeater til i denne situation?

“Det vigtigste er at skabe et nyt offentligt rum, som hverken er politisk eller militant. Selv før revolutionen var det offentlige rum kontrolleret af staten. Der fandtes ingen private, uafhængige mødesteder. Teater og andre kulturaktiviteter giver folk noget at samles om og et sted, hvor de kan mødes og tale om, hvad der sker i deres by. Det har stor betydning for folk.”

Masasit Mati optræder i kulturhus i Manbij. Foto: Masasit Mati
Masasit Mati optræder i kulturhus i Manbij. Foto: Masasit Mati

Sort humor holder folk i live

Jameel understreger, at det er vigtigt ikke at komme med bedrevidende budskaber og klare konklusioner på de problemstillinger, revolutionen har ført med sig. Folk har i forvejen mistet en stor del af kontrollen over deres eget liv, de skal ikke også fratages retten til selv at tage stilling og have deres egen mening.

I bruger meget sort humor i jeres forestillinger, hvorfor det? 

 Alle afsnit af ‘Top Goon – Diaries of a little dictator’ kan findes på deres hjemmeside og på Masasit Matis Youtube kanal (Afsnittet ‘Who wants to kill a million?’ er sæson 1, episode 2). Masasit Matis er støttet med DAI-midler gennem Center for Kultur og Udvikling  

“Satire er det hemmelige våben. Du kan kritisere og bringe kontroversielle emner op gennem komedie, som folk i langt højere grad vil acceptere, end hvis du gjorde det på en alvorlig måde”.

“Og humor er med til at styrke følelsen af ikke at være offer. Syrerne kan ikke lide hele tiden at blive skildret som ofre. Når du kan grine, så viser du dig selv og verden, at du har selvtillid og tror på, at du kan påvirke den situation, du er en del af.”

Dette er en forkortet udgave af en artikel skrevet Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard for U-landsnyt.dk den  17.01.14