Saudi-Arabiens position i Golfen

Arkivbillede

Det saudiske monopol på at være Islams beskytter bliver konstant udfordret af Irans shiitiske mullaher, og i modsætning til Saudi-Arabien styrer de iranske mullaher en stat med en kompromisløs – og ganske populær – udenrigspolitisk kurs, der ligger i forlængelse af denSaudi-Arabien er en regional stormagt i Golfen.

Landet er verdens største olieproducent og sidder desuden på en fjerdedel af verdens kendte olieressourcer. Regionalt spiller Saudi-Arabien førsteviolin i samarbejdet i Gulf Cooperation Council (GCC), hvor den arabiske halvøs olierige monarkier samarbejder om økonomiske og udenrigspolitiske spørgsmål. Sidst men ikke mindst er landet trofast alliancepartner med USA.

Ved flere afgørende lejligheder har den saudiske kongefamilie forstærket sine bånd med USA – både i konfrontationen af Saddam Husseins Irak i 1990 og 2003, ved stabilt at levere billig olie i krisetider og desuden ved siden 2003 at samarbejde i kampen mod terrorisme.

Et land i dilemma

Ikke desto mindre har Saudi-Arabien siden landets dannelse i 1932 været fanget i et tilbagevendende dilemma mellem behovet for ekstern sikkerhed og intern sammenhængskraft.

På den ene side står nødvendigheden af udenrigspolitisk anerkendelse fra Vesten og beskyttelsen af territoriet; på den anden side står kongefamiliens behov for at konstruere og forsvare en religiøs legitimitet i forhold til sine saudiske undersåtter. Dette dilemma har flere af Saudi-Arabiens regionale rivaler gennem tiden forsøgt at udnytte.

I 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne var det primært Ægypten og de arabiske revolutionære republikker i Syrien, Libyen og Irak, som med deres arabiske nationalisme profilerede sig på fremstå som forkæmpere for demokrati og foregangslande i kampen mod Israel og vestlig imperialisme.

I den periode blev kongefamilien i Saudi-Arabien og de andre reaktionære monarkier i Golfen ofte kritiseret for at læne sig op ad vestlige magter og mangle legitimitet i deres befolkninger.

I stedet for at søge folkelig opbakning gennem nationalisme forsøgte Golfens monarkier at legitimere sig selv som Islams vogtere – en rolle den arabiske nationalisme hidtil havde underspillet.

I en udenrigspolitisk konkurrence om mellemøstligt lederskab og legitimitet over for de arabiske befolkninger blev særligt Ægypten og Saudi-Arabien repræsentanter for de to rivaliserende lejre, og selvom ”den arabiske kolde krig” mistede sit momentum efter den arabiske nationalismes nederlag i krigene med Israel i 1967 og 1973, eksisterer rivaliseringen om Mellemøstens lederskab stadig den dag i dag.

Først og fremmest er saudierne bekymrede for intentionerne bag det iranske atomprogram

Med dannelsen af den islamiske republik i Iran i 1979 blev Saudi-Arabien udsat for regional konkurrence på sin islamiske legitimitet.

Det saudiske monopol på at være Islams beskytter er siden da kontinuerligt blevet udfordret af Irans shiitiske mullaher, og i modsætning til Saudi-Arabien styrer de iranske mullaher en stat med en kompromisløs – og ganske populær – udenrigspolitisk kurs, der ligger i forlængelse af den islamistiske retoriks kritik af Vesten.

Rivalisering i Golfen

Særligt efter valget af Mahmoud Ahmadinejad i 2005 er den saudiske rivalisering med Iran tiltaget, idet den iranske præsident har skærpet retorikken over for såvel Saudi-Arabien som Vesten.

I dag er Iran således den primære bekymring for Saudi-Arabien, hvilket kongefamilien ikke lægger skjul på – hverken gennem udmeldinger i GCC-regi eller i forbindelse med bilaterale møder med USA.

Først og fremmest er saudierne bekymrede for intentionerne bag det iranske atomprogram. Saudi-Arabien og resten af GCC ønsker ikke at se et styrket Iran med atomvåben.

I starten af februar 2010, hvor Hillary Clinton var på rundrejse i Golfen for at tale om det iranske atomprogram, tøvede statsoverhoveder i Qatar og Saudi-Arabien ikke med at udtrykke deres frygt for Irans atomprogram.

At saudierne ikke umiddelbart ville støtte FN-sanktioner mod Iran, skyldtes ikke saudisk tilbageholdenhed over for Iran.

Det gjorde den saudiske udenrigsminister Prins Saud al-Faisal klart, da han ved mødet blev citeret for at sige ”Sanktioner er en langsigtet løsning. Om de virker skal vi ikke kunne sige… Vi er tættere på truslen, og vi har derfor brug for en øjeblikkelig løsning, ikke en gradvis løsning”.

Men den saudiske bekymring over for Iran er også et udtryk for en overordnet kamp om legitimitet, der udspiller mellem regionens statsledere. For Irans kritiske linje over for Vesten og Israel vinder ikke kun genklang i Iran, men er også populær blandt store dele af de arabiske befolkninger.

I forlængelse heraf ytrer saudiske diplomater fra tid til anden også bekymring over udviklingen i et ustabilt Irak. I forhold til situationen før Saddam Husseins fald har Iran øget sin indflydelse i Irak.

Ikke blot har de irakiske shiamuslimer, der udgør en demografisk majoritet, fået mere indflydelse, men flere irakiske shia-ledere orienterer sig nu også mod Iran.

Gennem sin isolerede position i det internationale samfund, formår Ahmadinejad at fremstille sig selv som den eneste statsleder, der udenrigspolitisk tager konsekvensen af sin islamistiske kritik af Vestens tilstedeværelse i Irak eller Israels aktioner i Gaza.

I den kontekst fremstår den saudiske kongefamilies position mere uklar, idet de befinder sig i dilemmaet mellem behovet for f.eks. at udvise sympati for palæstinenserne eller kritisere USA’s håndtering af situationen i Irak samtidig med nødvendigheden af vestlige allierede.

På linje med USA

Trods Saudi-Arabiens regionale udfordringer, der trækker veksler på den saudiske legitimitet i såvel Golfregionen som internt i Saudi-Arabien, har den saudiske kongefamilie i løbet af de seneste år alligevel forankret sin regionale position. Den saudiske styrke skyldes først og fremmest, at alliancen med USA synes stærkere end nogen sinde.

Den anti-saudiske retorik fra amerikanske politikere, der fulgte i kølvandet på angrebene den 11.september 2001, da det blev klart, at 15 ud af 19 flykaprere havde saudisk baggrund, er i dag erstattet af forstærkede bånd mellem de to lande.

Det skyldes primært – udover behovet for saudisk olie – at Saudi-Arabien har interessefællesskaber med USA i forhold til tre afgørende problemfelter i regionen. For det første er både USA og Saudi-Arabien bekymret for det iranske atomprogram. For det andet er begge lande bekymret for stigende iransk indflydelse i det fremtidige Irak.

For det tredje har Saudi-Arabien for nylig fået amerikansk forståelse for de saudiske aktioner i grænseområdet mellem Saudi-Arabien og Yemen, hvor saudisk militær de seneste måneder har angrebet de yemenitiske houthi oprørere.

Konflikten er ellers et internt yemenitisk anliggende, hvor yemenitiske regeringsstyrker i det nordlige Yemen kæmper med de shiitiske oprøre i Houthi militsen, der føler sig tilsidesat af regeringen i Sanaa.

Selvom saudisk indblanding i yemenitiske stridigheder flere gange i historien har vist sig at være en risikabel og ofte eskalerende faktor, har Saudi-Arabien opnået om end ikke amerikansk støtte så dog accept af aktionerne.

Hovedårsagen til denne accept er, at saudiske diplomater og saudisk-ejede medier har formuleret aktionerne i forlængelse af de aktuelle amerikanske bekymringer i Golfen.

(…)den amerikanske støtte er i sidste ende den vigtigste garant for, at Saudi-Arabien kan fastholde sin position (…)

Dels er det blevet hævdet, at Houthi-oprørerne er støttet af Iran, og selvom der endnu ikke er præsenteret konkrete beviser for denne påstand, er frygten for iransk indflydelse i Yemen et vægtigt argument i Washington.

Dels har Saudi-Arabien også hævdet, at houthierne arbejder sammen med terrorgruppen al-Qaida på den Arabiske Halvø (AQAP), der inden for det sidste halve år har udført terrorangreb i både Yemen og Saudi-Arabien.

AQAP blev for nylig et problem for ikke bare Yemen og Saudi-Arabien, men også for Obama administrationen, da nigerianeren Umar Farouk Abdulmutallab, der hævdede at have forbindelse til AQAP, den 25. december 2009 forsøgte at sprænge et amerikansk passagerfly i luften.

Men det svære spørgsmål har siden da været, hvordan USA kunne bekæmpe AQAP i Yemen. I den sammenhæng har flere amerikanske tænketanke opfordret til ikke blot at se gennem fingre med de saudiske angreb ind i Yemen, men fremhævet dem som en del af løsningen mht. AQAP. Saudi-Arabien behøver derfor næppe frygte for kritik fra USA, selvom der er tale om indblanding i interne yemenitiske spørgsmål.

På trods af, at Obama-administrationen og al-Saud familien ikke nødvendigvis ser ens på de forskellige mellemregninger i konfliktfladerne i Mellemøsten – heriblandt hvordan Israel-Palæstina konflikten skal håndteres – ser man det store regionale regnestykke med de samme briller.

Man er primært fælles om bekymringen for hhv. det iranske atomprogram og den iranske indflydelse i Irak.

Selvom kongefamilien også fremover stadig vil underspille sin alliance med USA over for sit regionale og nationale publikum, ved kongefamilien godt, at den amerikanske støtte i sidste ende stadig er den vigtigste garant for, at Saudi-Arabien kan fastholde sin position på såvel regionalt som internationalt plan.

Søren Hove, Phd. i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien står bag denne analyse af landets position i Golfen.