“Mine stereotype forestillinger blev gjort til skamme”

Hvordan kan et mødested med mennesker, der er anderledes end os selv være med til at transformere vores konflikter, spørger Marie Reiter, hjemvendt fra en Danmission lejr i Libanon

Jeg tændte for radioen i dag og hørte en stemme på Apropos på p1, der satte ord på de følelser, jeg har gået rundt med den seneste uges tid. Ugen der er gået, efter at jeg er kommet hjem fra dialoglejren i Libanon.

på bare én uge oplevede jeg mange af mine stereotype forestillinger smuldre og blive gjort til skamme. Det takket være noget så simpelt som et mødested Marie Reiter, deltager på Danmissions International Work and Study Camp i Libanon

Radiostemmen talte om festivaler og lignende mødesteders potentiale til at mindske konflikter i vores samfund. Mødesteder, der skaber samhørighed og nye bånd, fordi man, med mennesker man aldrig før har mødt, spiser sammen, sover sammen, griner, græder, klapper, leger, lytter til musik sammen. Måske blot få dage eller uger, men hvor man alligevel mærker at være en del af noget, der er større end en selv. Og konfliktløsende fordi konkurrenceelementet, der ellers præger vores hverdag, er taget ud. For en stund er man bare sammen, ser og mærker hinanden uden at have noget at konkurrere om.

Stemmen kom også ind på, hvor svært det kan være, at vende tilbage fra et sådant fællesskab. Den bratte overgang at skulle væk fra de nye relationer, og alt det man har været fælles om. Pludselig skal man vende tilbage til en hverdag, der måske ikke synes så meningsfuld, som det der lige har været. En hverdag, hvor de mennesker, man passerer på gaden, ikke er nogen man går hen og blander sig med, og som det mest naturlige i verden lærer at kende. Det er her, mine tårer begynder at trille ned af kinderne på mig.
For jeg savner de mennesker, jeg har tilbragt hver eneste time sammen med i en uge i Libanons bjerge. Om end det blot var syv dage, så har jeg lært og delt så meget med de mennesker, og nu er det som om adskillelsen har efterladt et tomrum i mig. Måske den samme følelse man kan have efter en festival eller højskoleophold.

Indsigtsgivende fortællinger

Jeg savner at snakke med mine iranske venner, der kan fortælle mig historier fra deres smukke land. Fortællinger der handler om andet end IS, der dræber uskyldige og Vesten, der sender våben afsted. Takket være dem ser jeg heldigvis også et andet land for mig end ét fuld af terrorister, krig og ødelæggelse. Jeg ser også et land med en befolkning, der hver dag gør modige indsatser for at hjælpe medmennesker i nød. En befolkning der er i stor sorg sammen. Et land hvor nogle af de smukkeste fortællinger fra Bibelen og Koranen stammer fra. Dadel-palmetræets land, der byder på ældgammel arkitektur og historie.
Jeg savner mine muslimske veninder i alle deres farverige tørklæder. De har gjort det synligt for mig, hvor mangelfuld på perspektiver tørklædedebatten er herhjemme. De har vist mig, at der findes ligeså mange grunde til at bære tørklæder, som der findes kvinder, men at det for mange føles akkurat så naturligt som at tage sko på om morgenen. Det er sandsynligvis nok de fleste kvinder, der bærer det i et ønske om at være tættere på deres gud. Men da jeg gik rundt i Beiruts gader og senere snakkede med kvinderne om det på lejren, var der tydeligvis adskillige æstetiske og moderigtige grunde til det også. Ligesom kvinder verden over inspireres man og danner æstetiske idealer ud fra det samfund man omgives af og den venindegruppe, man er i.

FAKTA

Marie Reiter var deltager på Danmissions International Work and Study Camp i Libanon den 17. – 24. august. Læs flere af hendes blogindlæg her

Det er 10. gang at lejren afholdes af NGOen ”Forum for Development, Culture and Dialog” (FDCD) med støtte fra Danmission.

Udover fem deltagere fra Danmark, kom deltagerne fra Egypten, Saudi Arabien, Palæstina, Libanon, Syrien, Irak, Jordan og Cambodja

Jeg savner at se mine syriske venner, kristne og muslimske, sprudlende af energi få alle os andre op på dansegulvet under en imitation af et traditionelt syrisk bryllup. Jeg savner at høre dem fortælle og mærke, hvor stolte de er af deres land og af at være syrer. Fortællinger der samtidig vidnede om den store smerte, de gennemgår nu ved at opleve deres land i så stor splittelse. For som de siger, er de fra en kultur, hvor mennesker i generationer har været indbyrdes afhængige af hinanden – i kraft af at have et system man umuligt har kunne sætte sin lid til og derfor har gjort det til menneskerne omkring én i stedet. Traditionelt set, fortæller de mig, er naboskab og det at hjælpe sine medmennesker kerneværdier for en syrer. Det har samtidigt været et vigtigt redskab til at transformere konflikter. Så hvorfor sender omverden våben? Våben der fører til så store tillidsbrud naboer i mellem, at arrene bliver for store til at genoprette på en ikke-voldelig måde.

“Måske skal vi bare danse lidt mere med hinanden”

Det er i løbet af blot syv dage i mødes med alle disse mennesker, at jeg for alvor er blevet gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er at bryde med fordomme og forsnævrede billeder af andre kulturer og lande. Ja, det er banalt, men slet ikke så simpelt endda. Og så alligevel. For på bare én uge oplevede jeg mange af mine stereotype forestillinger smuldre og blive gjort til skamme. Det takket være noget så simpelt som et mødested.

Marie Reiter i færd med at tildækkes før Danmission går ind i en moske i Libanon. Foto fra Danmissions blog
Marie Reiter i færd med at tildækkes før Danmission går ind i en moske i Libanon. Foto fra Danmissions blog

Og nu hvor jeg er hjemme igen, oplever jeg en frustration over ikke at have et sådant mødested. Frustration over at det i mit eget land skal være så svært virkelig at møde hinanden på kryds af kultur, religion, ideologi, klasse og for en stund ikke konkurrere om noget, men blot være sammen.

Stemmen der talte til mig i Apropos på p1 var Thomas Bechmanns – lektor i psykologi på Københavns Universitet. Han sluttede af med et særligt vigtigt budskab, som jeg vil prøve at tage med mig ud i Københavns gader i dag, og i morgen og dagene derefter:

“Vi skal skabe mødesteder, og måske skal vi bare danse lidt mere med hinanden”