2 min.

Den Sorte Skole skaber stort DJ-projekt i Libanon

Børn sammen med en DJ
DJ-projekt i Libanon

Formålet med ’Turntables’ er at styrke kreativitet og empowerment blandt unge palæstinensere samt at vise, at man med relativt få midler kan skabe sig en karriere som DJ.

Bag projektet står det danske DJ kollektiv Den Sorte Skole, der er et af de største navne på den danske DJ-scene netop nu. Den Sorte Skole har siden 2006 turneret i ind – og udland og stod på dette års Roskilde Festival for den musikalske fejring af festivalens 40 års jubilæum – en koncert, der er blevet rost til skyerne.

Den Sorte Skoles kendetegn er, at gruppen skaber musik, hvor fokus ligger på nedbrydning af grænser og geografiske tilhørsforhold – og denne tilgang smitter af på projektet Turntables in the Camps.

Projektet har på en unik måde skabt stærke bånd til lokale aktivister og ressourcepersoner, der har adgang til – og nyder stor respekt i – de ellers lukkede palæstinensiske flygtningesamfund i lejrene i Libanon. Projektet er blevet til som et samarbejde mellem Den Sorte Skole, den lokale libanesiske NGO Social Support Society samt UNRWA. Desuden deltager den danske DJ duo Ladybox aktivt i projektet.

’Turntables’ retter sig mod palæstinensiske unge i fire flygtningelejre omkring Beirut og den ødelagte Nahr- el- Bared lejr ved Tripoli. Målgruppen er unge drenge og piger mellem 10-17 år.

Projektet har desuden en komponent i Jordan, idet der i år vil blive afholdt to workshops i Al Wehdat lejren ved Amman. Aktiviteterne i Jordan koordineres af UNRWA, som er stærkt interesseret i at etablere permanente DJ skoler i Jordan. Mulighederne for dette vil blive undersøgt nærmere.

Første del af projektet fandt sted i november 2009 og blev en dundrende succes; interessen for DJ-workshops i de palæstinensiske flygtningelejre var enorm og især pigerne foldede sig ud med scratch og spontan dans.

En vigtig komponent i ’Turntables’ er at inkludere piger på lige fod med drenge for at nedbryde fastgroede køns- stereotyper. Workshoppens deltagere bliver derfor delt op efter køn – drengegruppen bliver undervist af Den Sorte Skole, mens pigegruppen bliver undervist af Ladybox, der i første fase af projektet fik skabt et brag af en workshop, hvor de palæstinensiske piger smed alle hæmninger.

Kulminationen på hver workshop vil være en koncert, hvor de unge DJ-talenter skal på scenen og vise, hvad de har lært. Koncerterne vil være åbne for alle og vil dermed sende et stærkt signal om den kreative ressource, der findes blandt palæstinensiske unge.

Der vil desuden være rap workshops med lokale palæstinensiske rappere samt den kvindelige danske rapper MC Tia. Lokale rappere har en særlig status som rollemodeller og bruger kunsten som ventil til at udtrykke frustration over at være fastlåst i lejrene på ubestemt tid.

Ildsjæle fra det palæstinensiske hip hop miljø er meget interesserede i at køre projektet videre – disse ildsjæle nyder stor respekt i lejrene og giver på den måde projektet stor legitimitet.

Der vil desuden blive oprettet permanente DJ skoler for palæstinensiske unge af begge køn i Al Jana Centret ved Beirut. Det betyder, at 50-70 unge hver uge fremover kan få chancen for at slå sig løs som DJ’s.

Projektet er støttet af Center for Kultur og Udvikling, CKU.

Presseomtale:
Ud og Se
UNRWA
The National (Emiraterne)