3 min.

Yo yo, check it out: Turntables in the Camps part II

Foto: Simon Weyhe
Foto: Simon Weyhe

Turen til Levanten var en opfølger på sidste års pilotprojekt hvor Den Sorte Skole og Ladybox var i Libanon for at lave workshops og spille koncerter.

I år lykkedes det med hjælp fra lokale rap og DJ instruktører at engagere de unge piger og drenge til at mixe, scratche og rappe i vilden sky, kulminerende i et afsluttende show, hvor alle deltagerne optrådte for hinanden. MC Tia fortæller om workshoppen i Jordan:

I år lykkedes det med hjælp fra lokale rap og DJ instruktører at engagere de unge drenge og piger til at mixe, scratche og rappe i vilden skyMartin Fernando Jakobsen, Den Sorte Skole

”Det var fantastisk at endnu en gang få bekræftet, at hip hop hverken har sproglige eller kønsmæssige grænser, da jeg sagtens kunne undervise de kvindelige rappere i, hvordan man skrev tekst, hvordan man finder et flow og hvordan man optræder med det.

Jeg havde en gruppe på omkring 12 piger, og mange af dem var meget generte i starten.

Jeg blev ved med at sige til dem, at de virkelig skulle tro på deres skills, og fortalte dem om den lange hårde vej, jeg selv har taget som kvindelig professionel rapper i snart 10 år.

Jeg lagde også vægt på, at rap er den mest direkte udtryksform, der findes. Her er ingen grænser for, hvad de må sige, tænke eller føle og alle historier eller lige gode, så længe de rimer.”

MC Tia var overrasket over især pigernes gåpåmod.

”Der, i en flygtningelejr, hvor piger stadig holdes mere eller mindre fast i nogle traditionelle kønsroller, var det mere end overraskende at se, at pigerne efter bare et par timers coaching, stod der i deres hijab og rappede løs med selvtillid.

Der blev fægtet med armene og varmet op med ’yo yo check it out’… præcis sådan, som alle rappere starter, når de skal til at spytte en tekst ud.

Det viste sig også, at det var pigerne, der havde taget fat i de mere seriøse emner, og de rappede om alt fra drømmen om at vende tilbage til Palæstina til, hvordan de bliver behandlet dårligt af Jordans regering.

DJ og rap workshops er en komponent af det CKU støttede projekt Turntables in the Camps, hvor Den Sorte Skole arbejder på at udvikle selvkørende DJ skoler for unge palæstinensiske flygtninge af begge køn.

Formålet er at inkludere denne gruppe marginaliserede unge flygtninge i en global ungdomskultur via musikalsk dialog samt at skabe et rum for kreativ udfoldelse og udsyn i lejrene.

Der, i en flygtningelejr, hvor piger stadig holdes fast i nogle traditionelle kønsroller, var det mere end overraskende at se, at pigerne efter bare et par timers coaching, stod der i deres hijab og rappede løs med selvtillid.MC Tia, kvindelig rapper og underviser på Turntables in the camps

Foreløbigt har projektet etableret 3 permanente DJ skoler der hhv. er målrettet unge fra flygtningelejrene Sabra/Shatila, Mar Elias og Bourj el Baranej i Beirut, Nahr el Bared ved Tripoli samt lejrene Marka, Al Hussein og New Amman Camp i Amman.

De lokale skoler drives af unge palæstinensere med kendskab til DJ’ing, og der er i skrivende stund ved at blive oprettet en fælles web portal for brugerne af skolerne, så de unge kan kommunikere på tværs af lejrene.

Der er desuden planer om at åbne endnu en DJ skole for palæstinensiske flygtninge i Yarmouk-lejren ved Damaskus.