Siden jeg var 15 år, har jeg været frivillig i den tunesiske spejderbevægelse. Dette har været med til at styrke mig rent personligt og udvide min horisont. Jeg har lært, hvordan man kan være med til at gøre en forskel lokalt, og lært nødvendigheden af at give og bidrage, før man stiller krav. I dag er jeg leder for en pigespejdergruppe i min hjemby og forsøger at give mine erfaringer videre.

Mit navn betyder håb på arabisk, og jeg har meget håb. Jeg mærker, at min generation i dag er mere bevidste om deres rettigheder og kræver at få indflydelse på samfundet. I løbet af de sidste par år har vi opnået flere rettigheder; ytringsfriheden og pressefriheden er blevet styrket, og det har haft en positiv effekt på vores liv. Vi er blevet bedre til at diskutere de svære emner. Der er kommet flere civilsamfundsorganisationer på banen, og unge har fået indsigt i, hvordan man diskuterer og debatterer på en konstruktiv måde. Jeg oplever det selv, når jeg taler med min spejdergruppe. Derfor er jeg mere optimistisk på min generations vegne. Vi er en generation, der er kendetegnet ved at være modig og villig til at skabe forandring.

Jeg tror, den største udfordring, vi i min generation står over for, er, at vi mangler muligheden for at udvikle de kompetencer, som efterspørges på nutidens jobmarked. Det gør, at nogle overvejer at forlade landet, men jeg ved også, at der findes en anden gruppe, der har valgt at blive, fordi de kan gøre en forskel her i Tunesien. Det skyldes måske deres nationalfølelse – at de ønsker at bidrage til udviklingen her og ikke mindst at være tæt på deres familie. Jeg tilhører nok denne gruppe.

Jeg ønsker at være økonomisk uafhængig og have en plan for, hvordan jeg kan videreudvikle mine akademiske kundskaber. Jeg vil også arbejde på at styrke min følelse af at være verdensborger med adresse i Tunesien. Jeg drømmer om at stå i spidsen for en international organisation, der arbejder for unges rettigheder.