Arabiske #metoo-bevægelser baner vej for et opgør med sexistisk kultur

Seksuelle overgreb mod kvinder er ifølge FN udbredt i den arabiske verden. I kølvandet på den internationale MeToo-bevægelse har lokale kampagner og hashtag-aktivisme i regionen slået rod og fået tusindvis af kvinder til at dele deres historier i håb om at råbe samfundet op og gøre en ende på problemet.

I oktober 2017 blev et tweet af den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano startskuddet til den verdensomspændende #metoo-bevægelse, hvor kvinder verden over efterfølgende har delt deres oplevelser med overgreb eller seksuel chikane.

Tre år efter giver ekkoet fra bevægelsen stadig genklang. Det gælder ikke blot i Danmark, hvor debatten om sexisme og fysiske overgreb mod kvinder på arbejdspladsen netop nu fylder mediebilledet, men også i flere arabiske lande, hvor hashtag-aktivismen især indenfor det seneste år er begyndt at slå rod.

Opgør med victimblaming

1.juli i år oprettede en ung, egyptisk kvinde Instagramprofilen ”Assault Police”, hvori hun anklagede en velhavende mandlig universitetsstuderende for gennem flere år at have chikaneret og afpresset flere kvinder. Efterfølgende har en lang række egyptiske kvinder delt deres historier, nogle af dem har indgivet officielle anklager til politiet, og profilen har på tre måneder fået knap 200.000 følgere samt myndighedernes bevågenhed.

Som en del af DAPPs ligestillingsprogram samarbejder Kvinderådet i Danmark med det egyptiske forskningscenter Tadwein, der beskæftiger sig med kønsstudier og som siden sin grundlæggelse i 2014 har arbejdet med blandt andet seksuel chikane og en italesættelse af, at det aldrig er ofrets egen skyld.

”Seksuel chikane er meget udbredt i Egypten, og blandt mange kvinder er frustrationen vokset i takt med fejlslåede forsøg på at beskytte ofrene og ligeledes den sociale accept af overgreb, der hersker i samfundet,” siger Amel Fahmy, der er direktør i Tadwein.

Hun hentyder blandt andet til, at der i det egyptiske samfund er en tendens til victimblaming, der betyder, at man skyder skylden på ofret fremfor på overgrebsmanden.

Så da Assault Police blev oprettet, og de mange vidnesbyrd om overgreb på kvinder så dagens lys på de sociale medier, besluttede Tadwein at lave en støttekampagne for overlevere af seksuelle forbrydelser.

Det er svært at måle effekten, men det er helt sikkert, at de mange initiativer og bevægelsers fælles indsats har formået at sætte seksuelle overgreb og vold mod kvinder på den politiske dagsorden.”

Amel Fahmy
Direktør, Tadwein

Fra en kampagnevideo blev lagt på nettet 10. september har flere end 100.000 set den indtil nu. Derudover har Tadwein fra juni til august i år analyseret 658 af de vidnesbyrd, der er lagt ud på de sociale medier og blandt andet fundet frem til, at mere end 40 procent var under 10 år første gang de oplevede seksuelle krænkelser og at hver tredje overgreb sker på åben gade.

Enkeltsag satte debatten i gang

I Marokko startede Metoo-debatten for alvor i efteråret 2018, da den 17-årige pige Khadija, anklagede 12 mænd for at have kidnappet og voldtaget hende et par måneder forinden. De 12 mænd blev anholdt og anklaget for blandt andet voldtægt, tortur og kidnapning. Kort efter historien blev offentlig kendt, spredte hashtagget #Masaktash sig (oversættes til: Jeg vil ikke tie), og er siden blevet brugt jævnligt i Marokko af tusindvis af kvinder, som online deler deres oplevelser med sexchikane.

”Der er ingen tvivl om, at #metoo har været med til at sætte mere fokus på emnet her i Marokko, og efter sagen om Khadija kan vi mærke, at medierne er blevet mere interesserede i sager om sexchikane,” siger Yousra El Barrad. Hun er medlem af den marokkanske forening FLDF, der arbejder for kvinders rettigheder og som KVINFO i Danmark samarbejder med.

Yousra El Barrad roser især medierne for deres rolle i en sag fra 2018, hvor en kendt marokkansk sanger blev fængslet for sexchikane i Frankrig, og medierne efterfølgende stoppede med at spille hans musik.

”Det var en beslutning, som gjorde os stolte. Den var et meget vigtigt signal, men der er lang vej at gå, da vi stadig mangler en klar lovgivning på området og en mentalitetsændring hos den brede del af befolkningen, der er ikke på de sociale medier,” siger Yousra El Barrad.

Mange bække små

Også i Egypten mener Amel Fahmy, at der stadig er lang vej igen, men til trods for et begrænset offentligt manøvrerum, oplever hun, at der dog stadig er sket meget i Egypten de seneste 10 år.

I følge Amel Fahmy har mange initiativer og bevægelser kæmpet for at sætte seksuelle overgreb på den politiske dagsorden, og hun er ikke i tvivl om, at de tilsammen har været med til at skabe forandringer som for eksempel en lov fra 2014, der har gjort omskæring af kvinder strafbart samt oprettelsen af en politienhed, der beskæftiger sig med seksuelle overgreb.

”Det er svært at måle effekten, men det er helt sikkert, at de mange initiativer og bevægelsers fælles indsats har formået at sætte seksuelle overgreb og vold mod kvinder på den politiske dagsorden,” siger Amel Fahmy.

Én af de seneste lovændringer på området skete i august, da Egypten vedtog en lov som skjuler identiteterne af ofre for sexchikane, vold eller voldtægt for at beskytte dem mod hævnaktioner og stigmatisering i samfundet.

Det skal kunne betale sig at stå frem

Netop frygten for social udstødelse og stigmatisering er og har været én af de største grunde til, at den arabiske #metoo-bølge først nu er ved at slå i gennem. Det mener Lina AbiRafeh, der leder Arab Institute for Women (AiW) ved det amerikanske universitet i Libanon.

”MeToo som fænomen er ikke nyt i den arabiske verden. Arabiske kvinder har også tidligere talt om overgreb, de har bare snarere hvisket det end råbt det, velvidende, at hvis de sagde det højt, ville der være en risiko for at miste både familie og venner og blive udstødt af samfundet. De har med andre ord risikeret at forværre deres livssituation, hvis de delte deres historie åbent,” siger hun.

Lina Abirafeh har været leder af Arab Institute for Women siden 2015. Før da har hun gennem flere årtier lavet udviklingsarbejde for FN i bl.a. Afghanistan, Haiti og Nepal.

Lina AbiRafeh henviser også til, at det ofte ikke har kunnet betale sig for kvinder i den arabiske verden at stå frem, fordi der ikke har været noget lovmæssigt og juridisk sikkerhedsnet til at beskytte dem, hvis de gjorde.

Derfor har både lovændringer som den i Egypten, der anonymiserer ofrene samt en bevægelse som #metoo og den efterfølgende internationale solidaritet blandt kvinder verden over, været med til at give blod på tanden til arabiske kvinder.

En arabisk bølge af hashtag-aktivisme

Og det er langt fra kun aktivistiske bevægelser som Assault Police i Egypten og Masaktach i Marokko, der de seneste år har set dagens lys.

EnaZeda, AnaKaman, HarassTracker, #JordanSpeaksUp og #RIPAmina er blot nogle af de lignende bevægelser, der kæmper for at sætte sexisme, overgreb og chikane på både den politiske og samfundsaktuelle dagsorden i flere arabiske lande.

I Tunesien var det en episode fra 2019, hvor et mandligt parlamentsmedlem blev taget i at masturbere foran et gymnasium, hvorefter en kvindelig studerende delte billeder af det, der pustede liv i #metoo-debatten. Efterfølgende opstod EnaZeda-bevægelsen (EnaZeda er det tunesisk-arabiske ord for MeToo) og på et år har den fået 50.000 følgere på Facebook, hvor kvinder deler deres historier.

”Når man læser om andre kvinders beretninger på EnaZedas Facebookside, giver det mod til, at man måske også selv tør fortælle sin historie. Seksuelle overgreb kan ske for alle, og det er ikke noget at skamme sig over,” siger Meriem Ben Lamine, der er mangeårig kvinderettighedsforkæmper og koordinator for Danner i Tunesien.

Hun er ligesom Line AbiRafeh enig i, at #metoo-bølgen har været med til at skabe lokale platforme i de enkelte lande, hvor kvinder tør stå frem.

Derudover mener Meriem Ben Lamine også, at den omdiskuterede lov nummer 58 om afskaffelse af alle former for vold mod kvinder, der blev vedtaget i det tunesiske parlament i 2017 og trådte kraft året efter, har bidraget til at flere kvinder tør stå frem, fordi de ved, at loven er på deres side.

Alle skal vide, at det er strafbart

Konkret arbejder Danners partner i Tunesien AFTURD ad flere spor for at komme seksuelle overgreb og chikane til livs. Dels laver de oplysningsarbejde for at bryde tavsheden og fortælle ofre for overgreb, at de kan få hjælp i form af rådgivningstilbud og krisecentre.

Det gælder blandt andet en videokampagne fra 2018 om seksuelle overgreb i uddannelsesmiljøet, hvor budskabet er, at ofrene har loven på deres side og, at overgrebsmanden fortjener at blive afsløret og udstillet.

Alle mænd er nødt til at forstå, at de har et ansvar. Unge mænd er de bedste forandringsagenter, når det gælder en ændring af den sexistiske kultur, der hersker.”

Lina Abi Rafeh
Direktør, Arab Institute for Women

Derudover har Danner og deres tunesiske partner også fokus på at italesætte, hvad overgreb egentlig er.

I november 2019 demonstrerede tunesiske kvinder foran parlamentet, fordi et parlamentsmedlem var blevet valgt ind, selvom han var mistænkt for seksuelle krænkelser. Foto: Christina Nordvang Jensen

”Jeg tror, at mange af dem, der begår seksuelle overgreb, ikke er tilstrækkeligt bevidste om, at de begår en forbrydelse. De tror, at det er helt i orden at tale på en bestemt måde til piger og kvinder, fordi det er normen og en del af kulturen,” siger Meriem Ben Lamine.

Lina AbiRafeh fra Arab Women Institute er enig.

”Alle mænd er nødt til at forstå, at de har et ansvar. Unge mænd er de bedste forandringsagenter, når det gælder en ændring af den sexistiske kultur, der hersker. Derfor er det vigtigt, at både unge mænd og kvinder ved, at overgreb er strafbart og har konsekvenser, og at de skal gribe ind, hvis de overværer det,” siger Lina AbiRafeh.

Behov for en holdningsændring

I Tunesien støtter også KVINFOs partner LET (Ligue des Electrices Tunisiennes) også op om EnaZeda-bevægelsen med det formål at få samfundet til at indse, hvor vigtigt det er, at kvinder kan føle sig sikre, når de bevæger sig i det offentlige rum.

”Vi har stadig lang vej foran os på trods et stort arsenal af lovgivning på området. Vores største udfordring er den holdningsændring, der skal til for at skabe en mentalitet, der forkaster alle former for vold mod kvinder og ikke mindst i områderne uden for de store byer” siger Turkia Ben Khedher. Hun er mangeårig kvinderetsforkæmper og næstforkvinde i LET – et forbund for kvindelige vælgere og som arbejder for, at kvinder får mere indflydelse i politik og i den offentlige debat.

”Jeg håber, at vi i den kommende tid får bedre fat i de unge mænd, de kan være med til at skabe den holdningsændring som vi higer efter. Vi anser deres rolle som essentiel for at bryde den onde cirkel.”

Ligesom Turkia Ben Khedher mener Yousra El Barrad fra FLDF i Marokko også, at der skal ske en holdningsændring i samfundet og ikke mindst ude på landet, hvor mange er analfabeter, hvilket gør det svært at nå ud til dem via de traditionelle kanaler.

Derfor laver flere marokkanske kvindeorganisationer, heriblandt FLDF, karavaner ud til landområderne for at møde kvinderne, hvor de er og tale med dem om deres rettigheder.

Fremtidens kvindekamp

Fælles for både FLDF, LET, Tadwein og AFTURD er, at de foruden oplysningskampagner direkte målrettet kvinder, også laver masser af lobbyarbejde målrettet politikere og andre statslige aktører.

Tilbage i 2011 oprettede en række civilsamfundsorganisationer i Tunesien en koalition med titlen Aswat Nissa (på dansk ”Kvinders stemmer”), der kæmper for kvinders rettigheder. Turkia Ben Khedher har medlem siden begyndelsen og anser koalitionen for en vigtig platform i forhold til at råbe samfundet op.

Senest afslørede Aswat Nissa 28. september i samarbejde med det franske institut i Tunis et kæmpestort vægmaleri i den centrale del af hovedstaden som en hyldest til Enazeda-bevægelsen og alle ofrene for seksuelle overgreb.

”Det glæder mig at se, der er stadig kampgejst hos kvinderne,” siger Turkia Ben Khedher.

Et stort vægmaleri, der hylder landets egen MeToo-bevægelse EnaZeda pryder nu det franske institut i Tunis.

 

Også Lina AbiRafeh, der ligesom Turkia har arbejdet med ligestilling og kvinderettigheder gennem flere årtier, ser optimistisk på fremtiden.

”Jeg håber, at der bliver ved med at dukke nye bevægelser op, men vi skal også huske på, at SoMe ikke er den eneste motor, der bidrager til at skabe forandring. Et tweet ændrer ikke alt, og det er stadig ikke hele verden, der er digital. Der skal ske en holdningsændring i hele samfundet; i skolen, i hjemmet, i fjernsynet, i reklamer,” siger hun.

For Lina AbiRafeh er stærke rollemodeller blandt både mænd og kvinder samt dialog med religiøse institutioner nogle af de øvrige motorer, der skal til for at trække i en retning, hvor seksuel chikane og fysiske overgreb mod kvinder hører fortiden til. Og hun har masser af tillid til de unge kvinder.

”Jeg oplever, at hver generation af kvinder bliver stærkere og bedre til at udtrykke, at deres rettigheder og krav ikke er til forhandling. Kvindekampen fortsætter længe efter min død, for selvom meget er sket i forhold til bedre love, stemmeret og kriminalisering af seksuelle overgreb, er der stadig lang vej igen. Men heldigvis er de unge, arabiske kvinder i dag klar til at kæmpe videre,” siger hun.