Besøg af kvindelige politikere fra Jordan

Besøg i Folketinget

Som et led i dette samarbejde havde vi i en uge i slutningen af maj besøg af ni politisk aktive kvinder, heriblandt en af kun tolv kvinder i det jordanske parlament, og en repræsentant fra hver partnerorganisation.

Som aftalt med vores partnerorganisationer skulle vores gæster studere politik, demokrati og ligestilling i Danmark.

Hovedtemaer under kvindernes ugelange besøg var således at give kvinderne indtryk af:

  • partiernes rolle i det danske demokrati
  • ligestillingspolitikens muligheder i stat og kommuner
  • forholdet mellem stat og kommuner

Det blev en intensiv uge, hvor vi besøgte flere af Kvinderådets mange medlemsorganisationer. På parti-siden var vi i Venstres hovedkvarter i Holte for at høre om parti-traditionen og hvor omfattende organiseringen internt i et parti er.

DSU fortalte om politisk engagement hos unge og, hvordan man kan have en ungdomsudgave af et ”voksen”-parti, der ikke nødvendigvis altid mener det samme.

I et land som Jordan, hvor man ikke kan blive valgt før man er tredive, var det en positiv oplevelse for delegationsmedlemmerne at høre om DSUernes engagement og politiske udmeldinger.

Et besøg og en rundvisning i Folketinget skulle der også være tid til. Enhedslisten og Line Barfod var værter. Og det var ikke kun ligestilling delegationen spurgte ind til.

Et kig ned i Folketingssalen og på talerstolen fik de jordanske kvinder til at spørge, om der var fysisk handicappede medlemmer af Folketinget og i givet fald hvordan de kunne bestige talerstolen.

Generelt var delegationen meget imponeret over antallet af unge kvinder i Folketinget og ville meget gerne have besøg af dem i Jordan til inspiration og erfaringsudveksling.

Programmet fik også plads til en regnfuld kanalrundfart
Programmet fik også plads til en regnfuld kanalrundfart

Ligestilling og selvstyre i kommunerne

Nyborg og Københavns kommuner gav delegationen et indblik i, hvordan en ligestillingsindsats kan se ud på kommunalt niveau.

Specielt de to kommuners forsøg på at få mænd til at søge over i typiske kvindefag vakte respekt og begejstring blandt delegationsmedlemmerne.

Det samme gjorde den kommunale udligningsordning, da denne blev præsenteret ved et besøg i Kommunernes Landsforening. Danske kommuner har generelt et meget større råderum end de jordanske og den kommunale skatteindtægt – og altså udligningsordningen – udløste klapsalver!

En begivenhedsrig tur, som sendte delegationen tilbage med mange indtryk og ideer, der forhåbentlig kan virke til inspiration i kvindernes hverdag og vores partnerorganisationers arbejde.

I det kommende år planlægges træningsworkshops og en dansk politiker delegation, der skal ”den anden vej” for at stifte bekendtskab med kvindelige jordanske politikeres hverdag og det politiske set-up de bevæger sig i.