Tunesiens kommunalråd er kvinders smutvej til reel politisk indflydelse

Det Arabiske Forår har ikke for alvor rykket ved kvinderettigheder i Mellemøsten og Nordafrika; det overordnede billede er, at rettighederne er stagneret, vurderer Lina Khatib fra analyseinstituttet Chatham House. Men ét land skiller sig ud. Den tunesiske jurist Meriem Ben Lamine, der arbejder for Danner, fortæller om bedre lovgivning og hvordan kvinder – inklusive hende selv – har gjort deres indtog på den lokalpolitiske scene i Tunesien.

De var med helt i front. De råbte slagord, gik på barrikaderne og organiserede protester, dengang Det Arabiske Forår fik håbet til at spire på tværs af Mellemøsten og Nordafrika. Men mens de arabiske kvinder tog del i oprørene på lige fod med mændene, har vilkårene for kvinderne, her 10 år efter håbet om en anderledes fremtid fik regionens regimer til at ryste, langt hen ad vejen ikke ændret sig.

”Det er en pose blandede bolsjer. I visse lande har kvinder det bedre; i andre lande har de det værre. Mange steder har situationen ikke forandret sig ret meget. Desværre. Jeg vil sige, at siden 2011 har de fleste kvinder i regionen oplevet en stagnering, når det kommer til deres rettigheder.”

Sådan lyder den korte konklusion fra Lina Khatib, der er chef for Mellemøsten og Nordafrika-programmet hos det London-baserede uafhængige Chatham House, der laver politiske analyser.

Den stillestående udvikling for de arabiske kvinder understreges af regionens bundplacering i den nyeste udgave af den globale opgørelse over ulighed mellem kønnene, Gender Gap report 2020. Faktisk er hele syv ud af de ti lande med størst ulighed mellem mænd og kvinder arabiske nationer.

Men, siger Lina Khatib, der er ét land der skiller sig ud:

“Tunesien er virkelig en undtagelse, fordi det er et land, hvor jeg kan sige, at ja, det er gået fremad for kvinder – både økonomisk, politisk og socialt.”


En kamp for flere – og bedre – rettigheder

Det kan Meriem Ben Lamine snakke med om.

Hun er tuneser, uddannet advokat og arbejder for danske Danner i hovedstaden Tunis, hvor hun blandt andet er med til at opbygge et netværk af organisationer, der arbejder med voldsramte kvinder.

På spørgsmålet om hvorvidt tunesiske kvinder har det bedre eller værre i dag sammenlignet med inden 2011, faldet svaret prompte: ”Bedre! Selvfølgelig!”

Meriem Ben Lamine blandt peger på, hvordan kvinder, der havde været aktive i oprøret, spillede en afgørende rolle i udformningen af landets nye forfatning og sikrede, at den kom til at indeholde lovbestemmelser, der beskytter kvinder og deres rettigheder som individer.

Også på hendes eget arbejdsområde er der sket juridiske ændringer til kvindernes fordel. Den 1. februar 2018 trådte Lov 58 om vold mod kvinder i kraft – som noget helt unikt ikke bare i Mellemøsten, men i verden som helhed, dækker loven alle former for vold – fysisk, seksuel, psykisk, økonomisk såvel som politisk.

Både Meriem Ben Lamine og Lina Khatib pointerer, at Tunesiens positive udvikling ikke er opstået ud af ingenting. Allerede inden Det Arabiske Forår var kvinder aktive i det offentlige liv i Tunesien, og landet var kendt for sin ekstremt liberale familielovgivning fra 1956, der blandt andet gav kvinder ret til skilsmisse og kriminaliserede polygami – som det eneste land i regionen. Tunesiske kvinder havde også mere eller mindre de samme økonomiske rettigheder som mænd.

Men der var stadig mangler, og dét var i høj grad med til at få de tunesiske kvinder på gaden tilbage i 2011, fortæller Meriem Ben Lamine.

”Vi ville beskytte, hvad vi allerede havde, og gøre krav på flere rettigheder – bedre rettigheder, som for eksempel at få anerkendt, at en kvinde eksisterer i egen ret, som en person, et individ; at hun ikke kun er del af en familie, men har sin egen værdi,” siger hun og tilføjer:

”Men selvfølgelig er situationen for kvinderettigheder i Tunesien ikke 100 procent tiptop.”

 

Ikke bare vinduespynt

Selvom Tunesien er det tredjebedst placerede land fra Mellemøsten og Nordafrika i Gender Gap Report 2020, ligger Tunesien stadig kun nummer 124 ud af 153 lande. Kigger man udelukkende på den faktor, der undersøger lighed i forhold til politisk deltagelse, ender Tunesien midt i feltet på plads 67.

Dermed klarer Tunesien sig væsentligt bedre på det politiske lighedsparameter sammenlignet med resten af regionen. Hvor Tunesien har lukket 20,1 procent af det politiske ulighedshul, kan Mellemøsten og Nordafrika som region kun mønstre 10,2 procent – til sammenligning er verdensgennemsnittet 24,1 procent.

Ifølge Lina Khatib fra Chatham House er netop kvinders indtog i politik et helt centralt område, hvor der er sket fremskridt i Tunesien. Samtidig påpeger hun, at tunesiske kvinders generelle deltagelse i det offentlige liv er øget – og det vel at mærke ikke blot kosmetisk, som man ser i mange andre lande i regionen:

”Det er det afgørende aspekt: Der er flere kvindelige stemmer, og det er stemmer med pondus. Der er kvindelige, aktive medlemmer af parlamentet og en meget høj deltagelse af kvinder i fagforeninger og i civilsamfundet. Det er ikke bare vinduespynt, og det er dét, der adskiller Tunesien fra de øvrige lande i regionen.”

 

Kvinder lærer politisk håndværk i kommunalrådene

Langt hen ad vejen er Meriem Ben Lamine enig, men hun oplever også, at den gamle opfattelse af kvinder stadig er meget dominerende.

”I det virkelige liv er rettighederne stadig relative. Den patriarkalske holdning er fortsat, at kvinder ikke er i stand til at forvalte et magtembede, så hvad der står på papiret, bliver ikke altid implementeret i virkeligheden,” siger hun og giver som eksempel, at de få kvindelige ministre, der er udnævnt, har fået tildelt ”bløde” ressortområder som familieområdet og offentlig forvaltning fremfor de mere magtfulde ministerier som justits- eller finansministeriet.

Til gengæld ser Meriem Ben Lamine helt andre politiske muligheder for kvinder ét niveau længere nede, nemlig i forbindelse med lokalpolitik.

Mens det inden 2011 var Tunesiens præsident, der udpegede kommunalrådene, forvaltes den magt nu af borgerne. Det første demokratiske kommunalvalg var i juni 2018, og siden der foreligger krav om, at kandidatlisten skal bestå af en 50/50 fordeling af mænd og kvinder, er kvinder i dag bredt repræsenteret i landets mange kommunalråd – ved samme lejlighed fik Tunis fik sin første kvindelige borgmester.

Kvinders indtræden i lokal politik fungerer på mange måder som en politisk grunduddannelse og træning til niveauet højere oppe.

”Det er en måde for kvinder at lære det politiske håndværk på. Hvordan man praktiserer politik, forhandler og indgår forlig. Der sker mange ting, og kommunalrådene er begyndelsen på et politisk liv. Det er en god øvelse for kvinder, så de kan øve sig i at engagere sig og kræve, at deres stemmer bliver hørt,” siger Meriem Ben Lamine.

 

”Vi udøver demokrati”

Meriem Ben Lamine ved, hvad hun taler om. Hun stillede selv op til valget i 2018 og blev valgt ind i kommunalrådet i Manouba, en forstad til Tunis. For hende er der ingen tvivl om, at arbejdet batter – både her og nu og i det lange løb:

”Vi udøver demokrati. Det er en læreproces, men i bund og grund er vi i gang med at skabe det nye Tunesien. Alt begynder i kommunalrådene; det er her – lokalt – at nærheden til borgerne skabes og her, vi kan begynde arbejdet for et bedre Tunesien, for bedre udøvelse af politik, for flere kvinder i regeringen.”

Selv lægger Meriem Ben Lamine ikke skjul på, at hun også har politiske ambitioner. Direkte adspurgt om hun selv kunne forestille sig at bruge sin plads i Manouba kommunalråd som udgangspunkt for at blive valgt ind i parlamentet og få en karriere inden for politik, svarer hun:

”Ja. Jeg kunne godt tænke mig at blive politiker, hvis jeg kan være med til at ændre bare en lille smule. Jeg vil gerne bidrage til forandringen.”

Ønsket om at blande sig og spille en aktiv rolle i samfundet står Meriem Ben Lamine som kvinde ikke alene med. Det Arabiske Forår har været med til at ændre noget fundamentalt i regionens kvindelige befolkning.

”Kvinder er anderledes i dag. De er mere engageret, og de snakker højt om problemer – de er ikke bange, de siger, hvad de vil,” siger Merien Ben Lamine og tilføjer, at det ikke kun gælder for Tunesien:

”Det sker på tværs af regionen. Forandringen i den arabiske verden er, at kvinder tager ordet og gør krav på deres rettigheder – uden frygt. Det, tror jeg, er takket være revolutionen.”