8 min.

Den arabiske dokumentar skal under radaren og ud til folket

Som et resultat af IMS’ dokumentarprojekt, kan man nu uddannes dokumentarist i Tunesien. Dokumentaren er demokratisk, mener den kommende underviser; den er billig at producere, den appellerer til folket og den får længere snor end den almindelige presse.

For nogle uger siden fik International Media Support (IMS) en storartet nyhed: Et par af deltagerne fra deres dokumentarworkshop var blevet inspirerede i sådan en grad, at de nu har sørget for, at det fra i år er muligt at blive uddannet inden for dokumentar-genren på filmskolen ISAAM i Tunesien. Det er blot et skridt af mange i den rigtige retning for dokumentargenren og IMS’ arbejde med dokumentarfilm i MENA.

Det begyndte med dokumentarer i Damaskus

IMS’ engagement i dokumentarfilmens verden opstod organisk ud af deres dialog-projekt, Twinning. Efter de første store successer som blandt andet implementeringen af DoxBox-filmfestivalen i Syrien i 2008, produktion af flere fremtrædende arabiske og iranske dokumentarer med vestligt outreach og massiv arabisk deltagelse på den københavnske festival Cph:Dox var troen på dokumentargenren plantet solidt i organisationen. Det danske, arabiske og internationale netværk i dokumentarmiljøet udvidede sig hurtigt. Det rækker i dag imponerende langt og er et af de allerstørste styrker ved projektet, der med programleder Rasmus Steens ord ofte handler om at ”skabe forbindelser mellem aktører – connecting the dots.”

IMS støtter i dag op om udbredelsen af genren på flere måder: Samarbejde og co-produktioner mellem danske og arabiske dokumentarister, støtte og netværk til regionens mange filmfestivaler, udvekslingsprogrammer og afholdelse af dokumentar-workshops, ikke mindst i samarbejde med Den Danske Filmskole.

Sammen om det individuelle udtryk

Det er de lokale filmskabere, der går forrest i projekterne, som er båret frem af konkret samarbejde, vidensudveksling og fagligt netværk. Mantraet synes at være: Vi trækker ikke noget ned over hovedet på jer, men vi kan lære noget af hinanden. Med andre ord hviler Twinning-programmets ånd stadig over alle elementer i dokumentar-projektet.

Frem for korte kurser bruger man fx i stigende grad ressourcer på co-produktioner, der er lærerige for begge parter. Dokumentaren ’En araber kommer til byen’ af Georg Larsen og Ahmad Ghosein (2008) er et velkendt eksempel på frugten af IMS’ co-produktioner.

Men også spritnye dokumentarfilm som ’The War Show’ fra Syrien (2016), ’Ambulance’ fra Gaza (2016) og den meget omtalte og prisvindende ’Last Men in Aleppo’ (2017), der blandt andet har vundet prisen for bedste nordiske dokumentar her i september måned på Nordic Panorama og Grand Jury Prize: World Cinema Documentary på den anerkendte, amerikanske Sundance Film Festival, er at finde på IMS’ portfolio.

”Enhver filmmager har sit eget personlige filmsprog, og vi sørger for at få det udtryk frem, det individuelle. Det er det, vi forsøger at give videre til de arabiske filmmagere.”

Rasmus Steen
Program Manager, IMS

Og når man afholder workshops i samarbejde med Den Danske Filmskole, er det ikke top-down-undervisning, men snarere baseret på at dyrke deltagernes egne idéer – et princip som er bærende for al Filmskolens tilgang til filmskabelse.

”Enhver filmmager har sit eget personlige filmsprog, og vi sørger for at få det udtryk frem, det individuelle. Det er det, vi forsøger at give videre til de arabiske filmmagere.” Sådan siger programleder Rasmus Steen fra IMS.

“Det var meget anderledes, meget dansk og meget originalt.”

Abbdelbar Mahmoud
Deltager på workshoppen og prof. på ISAAM

Abdelbar Mahmoud er professor på filmskolen ISAAM i Tunesien, og sammen med sin kollega Ikbal Zalila er han initiativtager på de nye dokumentarkurser på ISAAM og tidligere deltager på en af IMS’ workshop.

”Det var en øjenåbner. De tog imod os med åbne arme. Vi var skeptiske, for i den arabiske verden er vi vandt til mere teori og stor distance til læreren. Og vi mente ikke, at de kunne lære os noget, vi ikke allerede kunne. Men det var primært praktiske øvelser, ikke så meget rigtigt eller forkert og alligevel lærte vi afsindigt meget. Det var enormt inspirerende, og jeg har ændret al min undervisning, efter jeg kom tilbage til Tunesien. Det var meget anderledes, meget dansk og meget originalt.”

Hvorfor dokumentarer?

Rasmus Steen har været med fra indsatsens begyndelse. For ham ligger støtten til dokumentarfilmmiljøet i MENA i helt naturlig forlængelse af IMS’ arbejde for den frie journalistik.

”Dokumentarfilm bevæger sig mere under radaren end almindelig journalistik. Der er mindre statsregulering af filmmiljøerne, end der er af traditionelle medier, og det gør, at genren er meget mere fleksibel. Vi tror på, at dokumentaren kan være med til at påvirke de politiske agendaer og i hvert fald skabe bevidsthed omkring centrale problematikker, der kan være af både social, kulturel og politisk karaktér.”

Listen af succesfulde dokumentarer, der kommer ud fra regionen, bliver også længere og længere, og det er svært at betvivle, at film som ”The Square”/”Al-Midan” fra 2013 har rettet verdens øjne imod de begivenheder, der fandt sted i Egypten i 2011, som de internationale medier ikke så på daværende tidspunkt. Filmfestivaller i Europa, herunder Arabian Nights på Cinemateket og CPH:DOX, viser flere og flere arabiske dokumentarer. Og fordi dokumentaren kan skabe en emotionel forståelse på tværs af verdensdele, har den på mange måder givet araberne en stemme i nye miljøer uden for regionen.

”Dokumentaren kan fortælle nogle andre historier end de traditionelle medier. Der er mere dybde. Den taler til hovedet, men den taler også til hjertet og til alle vores sanser. Nogle gange kan man næsten lugte slagmarken eller mærke, hvor ondt det gør på den lille pige, der mister sin mor – eller hvad det nu er, filmen handler om,” siger Rasmus Steen.

“Dokumentaren taler til hovedet, men den taler også til hjertet og til alle vores sanser.”

Rasmus Steen
Program Manager, IMS

Distribution

Selvom det er en succes i sig selv at få verdens opmærksomhed, så er det også en af projektets målsætninger at nå ud til publikum i regionen gennem den bredest mulige platform: TV-mediet. Til eksempel ser 68% af befolkningen TV dagligt i Tunesien, 95% ser TV ugentligt [mideastmedia.org]. Her er der dog stadig et stykke vej at gå.

Rasmus Steen fortæller, at filmfestivalerne har været det primære arabiske outlet for dokumentarfilm, og at der har været en meget stor skepsis overfor genren blandt de nationale tv-stationer. ”Vi har været i dialog med flere tv-stationer over et stykke tid. Den generelle holdning blandt broadcastere har været, at befolkningerne ikke var interesserede i dokumentargenren, og at man derfor ikke kan vise dem på TV. I hvert fald ikke de lange dokumentarfilm. Men det er jo en antagelse fra tv-stationernes side. De ved jo reelt ikke, når de aldrig har vist dokumentarfilm.”

Heldigvis ser det ud til, at holdningen er ved at ændre sig. Gennem en ihærdig indsats er det lykkedes IMS at overbevise en række uafhængige tv-stationer i regionen om at åbne op for dokumentargenren. I 2017 kommer der 20 dokumentarer ud til tv-seere i Jordan, Libanon og Palæstina gennem initiativet The Why Foundation. Senere følger udviklingen også i Marokko og Algeriet.

Det er et vigtigt skridt, mener Rasmus Steen. ”Formålet med IMS’ dokumentarprojekt er at fremme de nationale dokumentarfilm-miljøer, ikke mindst fordi genren har potentialet for at formidle oversete historier og perspektiver og måske endda være med til at vælte politiske læs. Det kræver infrastrukturer, der giver masserne adgang til at se de film, der bliver lavet.”

Prof. Abdelbar Mahmoud er ikke så bekymret for genrens folkelige potentiale i Tunesien. ”Tuneserne er enormt glade for tunesiske produktioner. Og dokumentarerne er måske endnu mere succesfulde end fiktionsfilm, fordi de er autentiske – du mærker spontaniteten. Faktisk er distributørerne også glade for dokumentargenren, fordi de er billigere end fiktion. Der bliver allerede publiceret en hel del dokumentarer, særligt efter 2011, og de bliver vist I biografer over hele landet.”

Dokumentaren er den mest demokratiske genre

Abdelbar Mahmoud kan ikke få armene ned efter workshoppen i København. Han har fået nogle helt andre ting med sig, end han havde forventet – ting som er særligt relevante for hans kommende elever.

”En af de vigtigste ting, som jeg lærte, var, at det at lave gode dokumentarer ikke er et spørgsmål om udstyr og ressourcer. Det er et spørgsmål om organisering og know-how. Derfor er dokumentarer en af de mest tilgængelige former for filmskabelse for os i den arabiske verden. Vi har ikke Hollywood-style-værktøjer og ressourcer. Derfor er det den mest tilgængelige og på den måde den mest demokratiske form for film.”

Mahmoud og Steen er enige på et centralt punkt: En af dokumentarens vigtigste opgaver er at dokumentere regionen, sådan som den lyder og ser ud lige nu. Det er et historisk værktøj, der skal komme fremtiden til gode.

”Nogle af de dokumentarfilm, der produceres, ender også med at være dokumentation – altså historiske dokumenter, der viser, hvad der er foregået fx i de konflikter, vi kender fra regionen,” siger Rasmus Steen.

“Vores samfund har brug for at se deres egne billeder, deres egen refleksion. Dokumentaren er svaret.”

Abdelbar Mahmoud
Professor på filmskolen ISAAM

Professor Abdelbar Mahmoud formulerer det sådan her: “Vi har ikke ret meget audiovisuelt dokumentation af vores samfund, vores historie. Vi har meget, vi skal indhente, når det kommer til billeder og visuel repræsentation. Og her er dokumentaren vigtig. Som kunstform er den en helende proces. Vores samfund har brug for at se deres egne billeder, deres egen refleksion. Dokumentaren er svaret.”