1 min.

IMS sætter fokus på medier i Marokko

Arkivbillede

Marokkanske medier har oplevet både fremskridt og tilbageskridt i de elleve år, der er gået siden Kong Muhammed VI kom til magten i juli 1999.

International Media Support indleder et etårigt samarbejde med marokkanske medier. Marokkanske journalister nyder større frihed i dag end for 10 år siden, men tendenser tyder på, at udfordringerne for medierne nu gradvist er begyndt at tage til igen. Uafhængige medier skriver om tabubelagte emner som kongehuset, Islam og Vestsahara, men det er ikke uden konsekvenser.

De seneste fire år er antallet af retssager anlagt mod redaktører steget og bøderne idømt ved disse retssager har haft en mærkbar skræmmeeffekt på medierne.

Da mere end halvdelen af Marokkos befolkning er analfabeter, har radiomediet været det hurtigst-voksende medie i Marokko siden 2006, hvor liberaliseringen af landets radiofrekvenser fandt sted. I dag er der 15 kommercielle radiostationer, og IMS vil blandt arbejde med nogle af disse radiostationer for at styrke ledelse og produktionskapacitet.

Der er kun få kvindelige journalister i den marokkanske medieverden. En ny undersøgelse viser, at det lave antal ikke skyldes kønsdiskrimination men snarere, at kvinder ikke er tiltrukket af faget. Antallet af kvindelige journalister indenfor den trykte presse er dog højere end i radio og TV.

For at styrke kvinders deltagelse og synlighed i de marokkanske medier, igangsætter IMS et innovativt samarbejde mellem danske og marokkanske kvindelige journalister indenfor ‘women journalists of excellence’ mentorship-programmet.