1 min.

Marokkanske bloggere i oprør over ung kvindes selvmord

Marokkanske bloggere i oprør over ung kvindes selvmord. Arkiv

Amina blev som kun 15-årig tvunget til at gifte sig med den mand, der havde voldtaget hende tre gange og valgte for nylig at tage sit eget liv ved at spise rottegift.

Ifølge marokkansk lov kan en voldtægtsmand gifte sig med sit offer for at bevare familiens ære. Kvinden bliver tvunget til ægteskab for at undgå en skandale i familien.

”Vi har i flere år kæmpet for at få slettet artikel 475 i marokkansk straffelov, der gør det muligt for voldtægtsmanden at undgå straf. I Marokko beskytter loven den offentlige moral, men ikke individet,” siger kvindesagsforkæmper Fouzia Assouli til Washington Post.

Sagen har fået marokkanske internetaktivister på barrikaderne. Den marokkanske blogger Houda Chaloun (som i øvrigt deltager aktivt i det dansk-arabiske samarbejdsprojekt med kvindelige bloggere) har oprettet en Facebook side med titlen ”We are all Amina Filali” – inspireret af en kampagne fra Egypten for kvinders rettigheder med sloganet ”We are all Leila – Kholena Leila”.

Facebook siden er samtidig en støtteerklæring til alle Marokkos Amina’er – alle de kvinder, der udsættes for voldtægt.

I Marokko har bloggerne samlet tusindvis af mennesker til demonstrationer foran parlamentet i forsøg på at få fjernet den lov, der gør det muligt at tvinge kvinder til at gifte sig med deres voldtægtsmand og kampagnen ”We are all Amina Filali” er godt i gang med at bryde tabuet omkring voldtægter.

“Vi taler mere og mere i medierne om voldtægt og er begyndt at indsamle vidneudsagn fra unge kvinder,” fortæller Houda Chaloun

En af de unge marokkanske kvinder, der har valgt at gå ud med sin historie om voldtægt, er Houda Lamqaddam. Hun blev voldtaget som 17 årig og føler nu for første gang, at hun kan tale frit om det, der skete.

Sagen har desuden fået kvinderne i det dansk-arabiske blogger-netværk til tasterne. I Egypten og Bahrain har kvindelige bloggere sørget for, at sagen er blevet dækket i medierne, fra Jordan skriver bloggeren Ola Eliwat: ”This is beyond disturbing, it makes my blood boil,”

– og fra Yemen skriver bloggeren Hanaa Alkhamry, at sagen minder om hende om, hvordan tusindvis af yemenistiske piger – alle Yemens Amina’er – tvinges til tidlige ægteskaber mod deres vilje.