2 min.

Palæstinenserne tager kameraet i egen hånd

Foto: Klaus Holsting

”I believe that a photography is a message. As a Palestinian, I want to send many messages”.

Udtalelsen er den 21 årige Elia Ghorbias. Elia er fra Ramallah og deltog sammen med knap 120 andre foto-interesserede i Palestine Photo-marathon 2013. En fotokonkurrence der ønsker at lade palæstinenserne sætte fokus og skildre deres Palæstina.

”Palæstina er et af de mest fotograferede steder, men det er næsten udelukkende andres kameraer og andres billeder, der skildrer palæstinensernes situation. Derfor er det unikt, at deltagerne i fotomaratonen selv udtrykker sig gennem billedmediet til et større publikum”, fortæller direktør Christian Balslev-Olesen om baggrunden for at afholde et palæstinensisk fotomaraton. Med Palestine Photo-marathon ønsker Det Danske Hus i Palæstina at bidrage til en nuancering af det stereotype mediebillede af det besatte land. At fortælle en anden historie, nemlig palæstinensernes egen.

 ”Palæstina er et af de mest fotograferede steder, men det er næsten udelukkende andres kameraer og andres billeder, der skildrer palæstinensernes situation. Derfor er det unikt, at deltagerne i fotomaratonen selv udtrykker sig gennem billedmediet til et større publikum”

Christian Balslev-Olesen, direktør, DHIP
Søstrene Nadia og Nida Hassan Salhi arbejder til hverdag som hhv. lærer og ingeniør i Nablus. Den 1. maj var også de på gaden for at fotografere det Palæstina, de oplever. ”Det er vigtigt at vise, at vi på trods af besættelsen og de svære vilkår har noget at byde på”, fortæller Nida, og Nadia uddyber: ”Ja, den måde vi lever på er ikke kun sorgfuld. Vi har også glæde, og det vil vi vise”.

Ved dagens ende havde 86 deltagere i alderen 7-76 gennemført konkurrencen i byerne Ramallah, Nablus, Jerusalem og Gaza City. Knap 600 billeder afventer nu juryens dom, der vil blive offentliggjort d. 19. maj. Vinderbillederne vil blive udstillet i de fire byer samt i København, Århus og Odense. Datoer og lokationer vil blive annonceret i kalenderen. Et fotomaraton er en konkurrence, hvor deltagere tilmelder sig et enten seks eller 12 timers ‘maraton’. Indenfor den valgte tidsramme skal de så visuelt fortolke et tilsvarende antal forudbestemte emner. Formålet er at skabe et ukontrolleret rum for kunstnerisk og dokumentarisk fotografi, hvor amatører såvel som professionelle kan deltage.

Palestine Photo-Marathon arrangeres af Det Danske Hus i Palæstina i samarbejde med Ajyal Radio, Al-Hoash–Palestinian Art Court i Jerusalem, Life Hope Centre for Social & Health Promotion i Nablus og Det Franske Institut i Gaza. Palestine Photo-Marathon er støttet af International Media Support (IMS). Læs mere på www.palestinephotomarathon.ps

For mere information besøg www.dhip.ps

Foto: Klaus Holsting
Foto: Klaus Holsting