Foto: Frederik Tillitz

Rapport afdækker svære forhold for kvindelige journalister i Jordan

Kvindelige journalister i Jordan kæmper med både diskrimination, seksuel chikane og et samfund, der ikke ser journalistik som et felt for kvinder, konkluderer rapport.

Det er lørdag, og der er næsten tomt i redaktionslokalerne på den jordanske avis al-Ra’i. Fordelt ud over kontorlandskabet er en håndfuld journalister mødt ind til trods for weekenden.

Bag sit skrivebord sidder Samar Haddadin bag høje bunker af dokumenter. Den 47-årige redaktionschef har været i journalistbranchen i over et kvart århundrede og har arbejdet de sidste 18 år for al-Ra’i, der er et af Jordans største og ældste dagblade.

”Jeg har været her i 18 år, og de har kun givet mig en titel, men ikke ændret mine arbejdsopgaver eller mine beføjelser. Jeg er chef for denne plads.”

Samar Haddadin
Redaktionschef, dagbladet al-Ra'i

På trods af hendes anciennitet og titlen som redaktionschef, fortæller Samar Haddadin, at hun laver præcis det samme arbejde, som da hun begyndte på avisen. Ifølge hende er der ikke nogen udvikling i hierarkiet for kvinder i den jordanske mediebranche.

”Jeg har været her i 18 år, og de har kun givet mig en titel, men ikke ændret mine arbejdsopgaver eller mine beføjelser,” siger hun og peger på sit skrivebord:

“Jeg er chef for denne plads.”

Samar Haddadin har haft sin gang i mediebranchen i over 25 år. Hun håber, at forholdene når at ændre sig for næste generations kvindelige journalister. Foto: Frederik Tillitz

Samar Haddadin fortæller, at mange af hendes kvindelige kollegaer er yderst kvalificerede og har været på det delvist statsejede medie i over tyve år, men at de ikke har de samme muligheder som deres mandlige kolleger, for at avancere i hierarkiet.

Hendes udsagn underbygges af det faktum, at der i Jordan kun findes en enkelt kvindelig chefredaktør.

Patriarkalske medieorganisationer

Samar Haddadins udlægning af, hvordan det er at være kvinde i den jordanske journalistbranche, er ikke enestående. Det viser en rapport udarbejdet af International Media Support (IMS), der bredt har undersøgt kvindelige journalisters arbejdsforhold i Jordan. IMS’ arbejde i Jordan støttes af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

”Vi vidste meget lidt om, hvilke forhold kvindelige journalister i Jordan arbejder under. Derfor lavede vi rapporten, så vi havde et udgangspunkt for at presse på for at øge ligestillingen i mediebranchen og sikre os, at den er imødekommende overfor kvinder,” siger Dina Lidawi, der er programmanager for IMS i Jordan.

”Medieorganisationerne er hovedsageligt patriarkalske. Ikke kun fordi de fleste journalister er mænd, men i særdeleshed fordi ledelsen består mænd, og altid har gjort det.”

Sawsan Zaideh
Journalist og forsker bag IMS' rapport

I rapporten “The Status of Women Journalists at Jordan’s Media Institutions” svarer 90 procent af de adspurgte kvindelige journalister, at de vurderer, at diskrimination på baggrund af køn giver kvinder færre professionelle muligheder i mediebranchen i Jordan.

Derudover viser rapporten blandt andet, at sexchikane er udbredt både på arbejdspladsen og i kontakten med kilderne, og at kvinderne oplever begrænsninger, i forhold til hvilke stofområder de får mulighed for at dække.

”Medieorganisationerne er hovedsageligt patriarkalske. Ikke kun fordi de fleste journalister er mænd, men i særdeleshed fordi ledelsen består mænd, og altid har gjort det,” siger forskeren og journalisten Sawsan Zaideh, der er kvinden bag rapporten.

Sawsan Zaideh beskriver samtidig, hvordan kvinder er blevet tilbudt lederstillinger, der har været nærmest umulige at løfte for dødelige mennesker.

“Succeskriterierne for en kvinde er langt højere end for mænd. Hun skal være den perfekte superkvinde, for hvis hun fejler, vil det blive forklaret med hendes køn, og ikke fordi opgaven er umulig,” fortæller hun.

Jordans Clark Kent og Louis Lane

Samar Haddadin har oplevet, at det – trods rapportens mere dystre konklusioner – er blevet lettere at være kvindelig journalist. Hun peger blandt andet på, at lønnen er blevet bedre, og der er bedre mulighed for barsel.

Kvinder udgør ca. 23 procent af den samlede journaliststab og er dermed bedre repræsenteret i denne branche end generelt på det jordanske arbejdsmarked, hvor de kun udgør ca. 15 procent.

Over halvdelen af de studerende på journalistuddannelserne er i dag kvinder, og selvom interessen for faget er stor, så tyder alt på, at de kommer til at få svære vilkår i branchen.

IMS’ rapport viser, at næsten halvdelen af de adspurgte kvindelige journalister har oplevet seksuel chikane i en sådan grad, at de har overvejet at sige deres job op. Chikanen sker både på selve arbejdspladsen og i kontakten med kilder.

Samar Haddadin fortæller, hvordan hun som ung journalist i 90’erne stort set altid fulgtes med en mandlig kollega for at undgå seksuelle tilnærmelser fra de personer, hun var sendt ud for at interviewe.

“De kaldte os Clark Kent og Louis Lane,” fortæller hun.

Det var en gængs praksis blandt datidens kvindelige journalister, men nu – cirka tyve år senere – er der stadig massive problemer med seksuel chikane i branchen.

”Jeg kan stadig huske hans hænder”

For 25-årige Hiba, der dimitterede fra universitetet i 2017, startede chikanen allerede på journaliststudiet. Hiba står kun frem med sit fornavn, men hendes fulde navn er redaktionen bekendt.

“Jeg plejede at respektere ham, men på hans kontor omfavnede han mig bagfra og blev ved med at sige, at han elskede intelligente kvinder som mig,” fortæller hun om en oplevelse, hun havde med en af sine vejledere fra studiet.

“Jeg plejede at respektere ham, men på hans kontor omfavnede han mig bagfra og blev ved med at sige, at han elskede intelligente kvinder som mig.”

Hiba
Journalist

“Jeg kan stadig huske hans hænder. Det var et chok for mig, og jeg vil aldrig glemme den episode. Jeg råbte, at han skulle holde sig fra mig,” fortæller hun.

På trods af sine få år i mediebranchen har Hiba allerede erfaringer med en række af de udfordringer, man som kvindelig journalist i Jordan kan støde på.

Både under sin studietid og i sit virke som journalist har hun gentagne gange oplevet at blive udsat for forskellige former for chikane:

Hun er blevet ringet op midt om natten af en fremtrædende mandlig medieredaktør, der har fortalt, at han savnede hende, en aldrende ekspertkilde har villet måle hendes talje og har nedstirret hendes bryster, og hun er af embedsmænd blevet ydmyget kun på grund af sit køn.

IMS’ samarbejdspartner, det jordanske medie 7iber (udtales “Hiber”), har opgjort, at kun 38% af deres journalistik er produceret af kvinder. Det arbejder de på at forbedre nu. Foto: Frederik Tillitz.

Hiba fortæller også om oplevelser, hvor kilder har nægtet at tale med hende, fordi hun ikke går med slør.

”Det er ikke kun i mit arbejde med religiøse kilder, jihadister og fundamentalister, men også dele af den offentlige administration, der ikke vil tale med én, hvis man går udækket,” siger hun.

Mange af hendes veninder og kvindelige kollegaer i branchen kan berette om lignende episoder, fortæller hun.

Rapporten viser ligeledes en manglende tiltro til, at de journalistiske arbejdspladser vil tage klager om seksuel chikane alvorligt, hvorfor langt de fleste respondenter siger, at de vil gå til en fagforening med anmeldelsen snarere end at gå til deres egen overordnede, hvis de oplever chikane.

En fjerdedel svarer, at de ikke ville sige noget til nogen overhovedet.

”Unge kvinder er udsatte, da de let kan miste deres job. Det betyder, at når de bliver chikaneret, bliver de nødt til at tie stille. Der er sager, hvor kvinder har mistet deres job, efter de er blevet chikaneret og ikke har villet tie stille,” siger Sawsan Zaideh.

Førhen arbejdede Hiba som freelancejournalist i Amman, men hun har netop fået en midlertidig stilling på en tv-station.

“Når jeg oplever ubehagelige situationer nu, går det mig ikke så meget på. Jeg forlader situationen eller forsvarer mig selv. Som ansat i en institution er jeg nu forhåbentlig mere beskyttet,” siger hun.

Modstand fra ægtefæller og familiemedlemmer

Den jordanske befolkning har gennem de senere år udtrykt en stigende respekt for og accept af kvindelige journalister – særligt er der stor opbakning til kvindelige TV-værter.

Alligevel svarer mange af de adspurgte kvinder, at de møder modstand fra familiemedlemmer, fordi de arbejder som journalister.

“Mange mænd foretrækker, at deres hustruer går hjemme og ønsker kun, at deres ægtefæller er på arbejdsmarkedet, hvis de selv er økonomisk trængte.”

Sawsan Zaideh
Journalist og forsker bag IMS' rapport

“Mange mænd foretrækker, at deres hustruer går hjemme og ønsker kun, at deres ægtefæller er på arbejdsmarkedet, hvis de selv er økonomisk trængte,“ siger Sawsan Zaideh.

Dårlig løn, risiko for overgreb i offentlige transportmuligheder, social kontrol og synet på kvinde-jobs og mande-jobs er nogle af grundene til, at mænd ikke ønsker, at deres ægtefæller kommer ind på arbejdsmarkedet.

”Stort set alle kvinder, der deltog i vores undersøgelse, talte om ikke at have støttende ægtefæller,” siger Sawsan Zaideh.

Politisk journalistik er ikke for kvinder

Selv hvis en kvinde arbejder som journalist, tyder en del på, at hendes køn kan komme til at afgøre, hvad arbejdet skal indeholde. Ingen af de adspurgte kvinder havde politik som stofområde.

En af grundene kan være, at det kræver sene arbejdstider og personlige forbindelser, der anses som uden for rækkevidde for kvindelige journalister.

Over halvdelen af de journaliststuderende er kvinder, men de udgør kun ca. 23 procent af den samlede journaliststab. På billedet ses en kvindelig journalist fra netmediet 7iber, Foto: Frederik Tillitz

De fleste af kvinderne havde intet fast stofområde. Derudover dækkede de hovedsageligt familie- og socialstof eller menneskerettigheder.

Rapporten citerer nogle enkelte mediechefer, der giver deres bud på, hvorfor uligheden i mediebranchen er stor. Her placeres en del af ansvaret hos kvinderne selv, eller der lægges vægt på samfundets og familiens krav til kvinden:

Forklaringerne lyder blandt andet på, at kvinderne ikke har mulighed for at arbejde så meget som mændene grundet deres hjemlige forpligtelser, at de ikke har nok erfaring, og at de ikke har lysten eller viljen til at påtage sig lederansvar.

Kvoter og kvinder i journalistrådet

Hos IMS ser man kvindelige journalister som afgørende forandringsagenter i det jordanske samfund.

”Kvindelige journalister kan være med til at vise, at kvinder også har en vigtig stemme i samfundet, og de kan sætte fokus på nogle af de problemstillinger, som mændene overser.”

Dina Lidawi
Programmanager, IMS i Jordan

”Specielt i områderne udenfor Amman er vi meget opsatte på at fremme kvindelige journalisters muligheder. I mere konservative områder har kvinder været vant til, at det er mændene, der taler, mændene, der har en mening, og mændene, der sætter dagsordenen” siger Dina Lidawi fra IMS.

Derfor har IMS oprettet netværksgrupper for kvindelige journalister både i Amman og i provinsen. De skal styrke lokale kvindelige journalister.

IMS forsøger derudover at presse på udviklingen gennem lobbyarbejde og oplysende aktiviteter, der har som overordnet mål at fremme kvinders repræsentation i faget.

”Kvindelige journalister kan være med til at vise, at kvinder også har en vigtig stemme i samfundet, og de kan sætte fokus på nogle af de problemstillinger, som mændene overser,” siger hun

”Intet kommer til at ændre sig, med mindre vi får kvindekvoter og flere kvinder i journalistrådet.”

Samar Haddadin
Journalist og forsker i IMS' rapport

Samar Haddadin på avisen al-Ra’i har ikke store forhåbninger om, at forholdene for kvindelige journalister kommer til at ændre sig til det bedre lige foreløbig. Hun har tidligere siddet i det jordanske journalistforbunds råd som det eneste kvindelige medlem ud af rådets 11 medlemmer.

Siden er andelen af kvindelige medlemmer steget, så der nu sidder to kvinder i rådet.

”Intet kommer til at ændre sig, med mindre vi får kvindekvoter og flere kvinder i journalistrådet,” siger Samar Haddadin og fortsætter:

”Jeg tror ikke, det når at ændre sig for min egen generation, men jeg håber, at det bliver bedre for fremtidens kvindelige journalister i Jordan.”