Bahrain – et år med uro og overgreb

Bahrain. Foto: IMS

På trods af, at en kommissionsrapport bestilt af styret selv dokumenterede overgrebene under nedkæmpelsen af demonstrationerne sidste år, er kun få blevet stillet til ansvar, og menneskerettighedsaktivister som den danske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja sidder stadig fængslet efter han i april fik en livstidsdom.

Samtidig med nyhedsbrevets deadline er det præcis et år siden, at befolkningen i Bahrain gjorde oprør mod monarkiet og det sunni-muslimske dynasti, som har siddet tungt på magten i den lille østat de sidste 200 år. Befolkningen i Bahrain har fået nok af kongen og kongefamiliens totale dominans.

I Bahrain har stemningen været spændt siden det arabiske forår i februar 2010 nåede til Bahrain.

På et-årsdagen strømmede mange af landets shia-muslimer ud i gaderne i protest. Årsdagen er nemlig forbundet med stærke følelser. I de sidste par måneder har der næsten dagligt været gadekampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker.

Mindst 40 mennesker er blevet dræbt i kampene, skrev den arabiske nyhedsstation Al Jazeera.

Andre kilder tegner et billede af, at alene i februar og marts 2010 kostede oprøret 35 bahrainske demonstranter, fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet. I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og siden har myndighederne gennemført en klapjagt mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister landet over.

I de sidste par måneder har der næsten dagligt været gadekampe mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Mindst tyve mennesker mere er siden blevet dræbt som følge af myndighedernes overdrevne brug af vold. Men der er heller ikke taget noget skridt til retsforfølgning for tortur selvom regeringen har en konventionsmæssig pligt.

23. november 2011 offentliggjorde Bahrains Uafhængige Undersøgelseskommission, (BICI), sin over 500-sider lange rapport om menneskerettighedskrænkelserne begået under styrets nedkæmpelse af de folkelige demonstrationer i landet.

Undersøgelsen, som er bestilt af kongefamilien selv, blev udarbejdet af en række førende internationale menneskerettighedseksperter, og den dokumenterede omfattende og systematiske overgreb i landet.

Konklusionerne fra BICI er ikke blevet draget i tvivl af styret i Bahrain, men alligevel er der kun taget få og minimale skridt for at efterkomme BICI’s anbefalinger. Til trods for løfterne om at sikre retfærdighed er i alt kun otte politimænd – fem af dem pakistanere, en fra Yemen og to bahrainske statsborgere – blevet stillet for en domstol sigtet for menneskerettighedskrænkelser.

Endnu er ingen blevet anklaget for at have afgivet tortur-ordrer om brug af tortur, og der findes stort set ingen offentlig information om, hvordan myndighederne i praksis undersøger anklagerne om overgreb.

Mange kilder forventede i forvejen voldsomme protester på årsdagen. På den ene side står oppositionen, som kræver demokrati og reformer. Demonstranterne er hovedsageligt shia-muslimer, ligesom størstedelen af den samlede befolkning på 525.000. 70 procent af befolkningen er shiaer.

På den anden side står kong Hamad bin Isa Al Khalifa og hans sikkerhedsapparat. Kongen har meldt ud, at han især ikke på årsdagen vil tolererer protester, og han havde beordret tusinder af sikkerhedsstyrker på gaden.

På trods af de omfattende protester nægter kongen at anerkende, at der overhovedet eksisterer nogen bred opposition. Faktisk indrømmer han, at det er forbudt ifølge landets grundlov:

”Der er ingen opposition i Bahrain. I hvert fald ikke i betydningen: en bred blok. Sådan noget findes der ikke mulighed for i vores konstitution. Der er blot tale om folk med forskellige synspunkter, og det er en god ting”, udtalte kongen i et interview med det anerkendte og respekterede tyske magasin Der Spiegel.

Shiaerne protesterer mod kongedømmet og kongefamiliens omfattende magtmonopol, og mod at det næsten er umuligt for shia-politikere at opnå betydningsfulde poster i det politiske system.

Oppositionsgrupper har opfordret tilhængere til at mødes på ”Perlepladsen” i hovedstaden Manama. Pladsen har stor symbolsk betydning for demonstranterne, fordi den for et år siden fungerede som ”samlingsplads” for oprøret, der hårdhændet blev nedkæmpet af en tilkaldt militærstyrke fra nabolandet Saudi-Arabien.

Modstanderne af kongen og hans regering opholdt sig op til årsagen i lidt over en uge på en stor plads i landsbyen Mughsha. Her har de blandt andet udført en stor sit-in-protest.

”Sit-in-protesten viser befolkningens modvilje mod at vende tilbage til, hvad landet var før den 14. februar . Der er ikke en chance for, at Bahrain kan fortsætte med den her diskrimination”, sagde Shaikh Aai Salman, generalsekretær for det største oppositionsparti Al-Wefaq, ifølge nyhedsbureauet IPS.

Situationen i Bahrain har et par markante danske fingeraftryk. Om det skyldtes dårlig rådgivning, uvidenhed eller om det var tilskyndet at den nære alliance med USA, som i årevis har været total tavs om menneskerettighedssituationen i Bahrain, vides ikke men Dronning Margrethe bidrog på sin måde til det arabiske forår ved at besøge Bahrain og roste kongefamilien og uddelte endog en orden

Den livstidsdømte danske statsborger Abdulhadi Alkhawaja blev ifølge Amnesty International op til årsdagen indlagt på et hospital i Bahrain efter flere dages sultestrejke.

”Han har sagt, at han vil sultestrejke “til frihed eller til døden”, kunne Ole Hoff-Lund, der er pressechef i Amnesty International, oplyse.

Abdulhadi Al-Khawaja har boet i Danmark i en årrække, efter han fik politisk asyl og senere dansk statsborgerskab. Siden en demonstration mod styret i Bahrain i april 2011 har han siddet fængslet og er idømt en livstidsstraf.

Samtidig er hans datter Zainab Al-Khawaja, der også er dansk statsborger og menneskerettighedsaktivist, blevet fængslet efter at hun havde deltaget i en fredelig demonstration mod styret.

”Hun er en af de mest ihærdige aktivister i Bahrain, og hun har gang på gang stillet sig op foran politistyrkerne og krævet politiske reformer og ytringsfrihed. Hun har været fængslet flere gange, fordi hun er en intens kritiker af systemet”, siger Ole Hoff-Lund.

Hendes søster – og Abdulhaldi Alkhawajas anden datter – Maryam Al-Khawaja, der arbejder for Bahrains center for menneskerettigheder, skrev i en mail til Ritzau, at hun er meget bekymret over sin fars situation.

”Vi, familiemedlemmer og hans kollegaer, er yderst bekymrede over hans fortsatte fængsling og sultestrejke især på baggrund af hans tidligere erfaring med tortur. Vi er bange for, at hans hurtigt forværrede tilstand vil kunne blive fatal”, skriver hun i mailen.

Amnesty International har igangsat en global underskriftskampagne for de fængslede fredsaktivister.

”Vi opfordrer den danske regering til at kritisere styret i Bahrain og få udenrigsministeren og kongen i tale, så vi kan besøge fangerne og få dem stillet for en retfærdig domstol”, siger han.

I Bahrain og i en række andre lande, herunder Danmark, var der 14. februar demonstrationer for at markere et-årsdagen for årsdagen for det folkelige oprør i Bahrain.

Alene i februar og marts 2011 kostede oprøret 35 bahrainske demonstranter, fem medlemmer af sikkerhedsstyrkerne og tre gæstearbejdere livet. I marts satte regimet med hjælp fra udenlandske tropper en brutal stopper for demonstrationerne, og siden har myndighederne gennemført en klapjagt mod kritikere af regimet og menneskeretsaktivister landet over. Mindst tyve mennesker mere er siden blevet dræbt som følge af myndighedernes overdrevne brug af vold.

På et-årsdagen for oprøret gentog Amnesty sin opfordring til kongen af Bahrain om at leve op til sine egne løfter om at sætte en stopper for de fortsatte overgreb mod kritikere af styret og retsforfølge de ansvarlige for den omfattende tortur i fængslerne.

”Indtil vi ser samvittighedsfanger blive løsladt, og de ansvarlige for overgreb blive retsforfulgt, er det svært at anse styrets løfter om at forbedre menneskerettighedssituationen for andet end et PR-stunt”, siger Hadj Sahraoui, vicedirektør for Mellemøsten og Nordafrika i Amnesty International, der fortsat modtager rapporter om anholdelser og overgreb mod kritikere af styret.

Blandt de fængslede kritikere af den bahrainske kongefamilies 230-år lange styre er den danske statsborger og prominente menneskerettighedsforkæmper Abdulhadi al-Khawaja.

Abdulhadi er for nylig blevet indlagt på hospitalet, efter han har sultestrejket imod myndighedernes behandling af kritikere af styret. Hans familie frygter, at sultestrejken kan ende fatalt for Abulhadi, der i forvejen befinder sig i en kritisk helbredstilstand, efter han har været udsat for omfattende tortur i fængslet.

Abdulhadi al-Khawaja blev i april anholdt i sin lejlighed af maskeret civilklædt politi, som sparkede døren ind, mens familien spiste middag. Under anholdelsen brækkede Abdulhadi kæben, som følge af de grove tæsk, han fik på stedet.

Siden har Abdulhadi været udsat for systematisk tortur, seksuel mishandling og anden nedværdigende behandling. Han blev sammen med 13 andre oppositionsfolk stillet for en militærdomstol uden civile rettigheder, og han har fået en livstidsdom, som senest blev stadfæstet ved en appelsag i september.

Appelsagen varede i alt fem minutter, har Abdulhadis familie fortalt Amnesty.

På årsdagen 14. februar 2012 blev det symbolske monument fra Perlepladsen genopført på Rådhuspladsen i København under en demonstration arrangeret af dansk-bahrainere i Danmark. Trods kulde og slud var der også filmforevisning, billeder, taler og andre aktiviteter i tre timer til støtte for kampen for menneskerettighederne i Bahrain.

Af Tue Magnussen, bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og den danske Helsinki-komité