Det forvirrende sted midt mellem et autokrati og et demokrati

For ti år siden overhældte en tunesisk grønthandler sig selv med benzin og antændte en bølge af demonstrationer på tværs af landet, som i løbet af et par uger væltede den daværende diktator. Men hvor står Tunesien i dag?

10 år efter at tuneserne satte gang i det arabiske forår, fremstår landet som den eneste succeshistorie i regionen. Tunesien er blevet demokratiseret, der afholdes frie valg og civilsamfundet blomstrer. Alligevel er der på gaden udbredt utilfredshed. Korruption, ulighed og arbejdsløshed er fortsat med til at gøre hverdagen til et forhindringsløb for mange tunesere, som ikke oplever, at livet er blevet mere værdigt, end det var under diktatoren Zine El Abidine Ben Ali.

Tunesien er et godt eksempel på et udviklingsland, der befinder sig et sted midt mellem et autokrati og et demokrati. Det er forvirrende at leve i for især landets revolutionære ungdom. De har været med til at skrive verdenshistorie og skabe betydelige fremskridt i Tunesien. Alligevel oplever de også en kvælende stilstand, som forhindrer mange i at udleve deres drømme og finde deres identitet. I mødet med de gamle strukturers overmagt kan det nemt virke tillokkende for ungdommen at søge en mere handlekraftig udvej gennem såvel protester som migration og ekstremisme.

13% af befolkningen i Tunesien er mellem 15-25 år

Det er også forvirrende for os, der ser på udefra og skal forsøge at sætte ord på, hvor landet står i dag. I en undervisningssituation kan det komplekse billede nemt blive meget abstrakt og uhåndgribeligt, og derfor er det for os at se nødvendigt at se på, hvad det helt konkret medfører i hverdagen i Tunesien. I det undervisningsmateriale vi har produceret, fortæller vi historier om fem unge tunesere, som på hver deres måde står over for vanskelige dilemmaer i deres liv.

De personlige fortællinger gør det nemmere for eleverne at sætte sig ind tunesernes liv og forstå, hvordan de levede erfaringer er forbundet til både de samfundsmæssige udviklinger i Tunesien og til dansk udviklingspolitik. Tunesien er nemlig et af de lande i verden, hvor den danske stat og danske organisationer er allermest involveret, og hvor der er mange tegn på, at vi gør en forskel.

Når demokratiseringen lykkes

Det var i Tunesien, at det arabiske forår blev indledt ved udgangen af 2010, og det skulle vise sig, at den lille nation med dens 11 millioner indbyggere blev den eneste, hvor kravet om demokrati blev indfriet. Det autoritære regime blev ikke bare væltet, det lykkedes også at indføre frie og fair valg, at garantere basale civile rettigheder og at bevare dette system gennem to valgperioder med fredelig magtoverdragelse.

Men hvorfor lykkedes den demokratiske transition i lige netop Tunesien og ikke i de andre arabiske lande? For at finde svaret skal vi flytte fokus væk fra de unge revolutionære og over på de strukturer i Tunesien, som gjorde det muligt, at revolutionen kunne blive fuldført.

I Tunesien har militæret historisk set spillet en meget mindre politisk og økonomisk rolle end i de fleste andre arabiske nationer. Diktatoren Zine El Abidine Ben Ali brugte politiet til at opretholde magten og sørgede for, at hærens mænd aldrig fik opbygget en position, hvor de kunne true ham. Derfor havde militæret ikke nogen stor interesse i det autoritære regimes overlevelse og havde heller ikke styrken til at kontrollere landet, da Ben Ali blev  tvunget på flugt, og politiet mistede grebet om nationen.

Det står i stærk kontrast til eksempelvis Syrien, hvor militæret er den centrale aktør i Bashar al-Assads regime, og til Egypten, hvor hæren gerne ville af med Hosni Mubarak, men havde store egeninteresser at beskytte efter hans fald.

Heller ikke Tunesiens islamister var i en position, hvor de kunne dominere det politiske liv efter revolutionen. Særligt i Egypten så vi, hvordan Det Muslimske Broderskabs succes ved valgurnerne efter revolutionen og deres modvilje mod at arbejde sammen med de sekulære skabte store splittelser.

I Tunesien har det islamistiske parti Ennahda ikke kunne vinde meget større folkelig opbakning end de sekulære partier og var også fra begyndelsen indstillet på at indgå kompromisser. Rachid Ghannouchi, den populære leder for Ennahda, havde gennem mange år stået for en pragmatisk fortolkning af Islam, hvor demokrati og religion var fuldt ud kompatibelt, og havde lagt vægt på, at en ny forfatning skulle udarbejdelses af så mange politiske partier som muligt.

Alligevel kom det dog til en alvorlig politisk krise i 2013, efter at flere sekulære ledere blev snigmyrdet. Da kom en anden organisation til at spille en hovedrolle, nemlig den store fagforening for offentligt ansatte, UGTT. Med mere end en halv million medlemmer er UGTT den største ikke-statslige organisation og er bredt forankret i hele landet med et stort netværk af lokale afdelinger. I de fleste arabiske autokratier har regimerne kontrolleret eller forbudt civilsamfundsorganisationer, men i Tunesien formåede UGTT at sikre sig en betydelig autonomi ved at bygge videre på den afgørende rolle, fagbevægelsen spillede i kampen for selvstændighed fra Frankrig.

Det gjorde, at protestbevægelsen i Tunesien i modsætning til nabolandene havde en velorganiseret aktør i ryggen, som kunne spille en vigtig rolle i de politiske forhandlinger efter revolutionen. I 2015 blev UGTT sammen med tre andre tunesiske organisationer tildelt Nobels Fredspris for dets rolle som jordemoder for revolutionen.

Alt i alt har de politiske aktører i Tunesien altså haft nogenlunde lige stor vægt. Ingen af dem har været i en position, hvor de kunne bestemme udfaldet efter revolutionen, men de har derimod været tvunget til at forhandle og indgå kompromisser. Samtidig har der heller ikke været regionale og international stormagter, som har haft betydelige interesser i den lille nation og forsøgt at ændre på den delikate magtbalance. Revolutionens ungdom var efter oprøret begunstiget af strukturerne i landet, men de fandt snart ud af, at det ikke ville vedblive med at være en fordel for dem.

Den tunge arv fra det autoritære regime

Når vi kigger på Tunesiens demokratiseringsproces, er vi tilbøjelige til at hylde udviklingen og lykønske tuneserne med deres selvbestemmelse. Men demokratiet har ikke været en ensidig lykke for mange tunesere. De gik på gaden i 2011 med en række krav, som de håbede demokratiet kunne indfri, men det er langt fra sket endnu. Og hvad nytter demokratiet så?

Det måske mest centrale krav under revolutionen var værdighed, og det er det stadig den dag i dag. Den mest grundlæggende værdighed er den man oplever, når man kan forsørge sig selv og påvirke sin egen skæbne og ikke skal leve med en konstant risiko for at blive udsat for vold og ydmygelse.

Mange af de unge tunesere vi talte med i 2019 beskrev den magtesløshed og skamfuldhed de oplever, når de ikke kan finde arbejde eller forbedre deres livsvilkår, uanset hvor hårdt de prøver. Det fører for mange til en følelse af stilstand og modløshed, fordi de er tvunget til at vente på at blive voksne. For at vente på et job betyder også for mange at vente på at flytte hjemmefra og at vente på at starte et selvstændigt liv og finde en partner.

Arbejdsløsheden blandt tunesiske unge har siden det arabiske forår i 2010 været stigende

Arbejdsløsheden var før protesterne i 2011 stigende, og det er endnu ikke lykkedes politikerne at ændre den udvikling – tværtimod. I 2020 var arbejdsløsheden blandt unge tunesere mellem 14 og 25 år oppe på hele 35 procent. Det kan for nogle betyde, at de accepterer job, der er langt under deres kvalifikationsniveau, eller at de mister troen på, at de har en fremtid i Tunesien og satser alt på at migrere. For nogle kan det også føre til, at de lader sig tiltrække af ekstremistiske gruppers forsimplede forklaring på uretfærdigheden og deres utopiske alternativ i form af et kalifat.

En af vores casepersoner er 23-årige Ahmed Chenni, som har en BA i økonomi, men er arbejdsløs. Han fortæller om hans mange oplevelser af, at det kun er dem med de rette sociale forbindelser – det der på arabisk hedder ‘wasta’ – som kan få en ordentlig praktikplads eller finde et job. Ahmed er fra en arbejderklassefamilie og møder afslag på afslag ligesom mange af hans venner gør det. Han har intet at give sig til i hverdagen andet end at overveje at sætte sit liv på spil ved at migrere til Europa over Middelhavet

Så slipper jeg i det mindste ud af fængslet. Så gør jeg noget ved min situation. Lige nu er jeg bare passiv. Dagene går, og intet forandrer sig.”

Ahmed Chenni
BA i økonomi, arbejdsløs

Ahmeds frustrationer er et godt billede på de unges oplevelse af, at den succesfulde demokratiseringsproces endnu ikke har haft nogen mærkbar indflydelse på hverdagen. Det skyldes i høj grad, at hvor der i Tunesien er sket mange juridiske reformer siden revolten, er landets økonomiske system stort set uændret.

Siden 2010 er tuneserne blevet markant mere utilfredse med deres levestandard

De demokratisk valgte regeringer har arvet et korrumperet, ineffektiv statsapparat og en røverkapitalistisk privatsektor, hvor nogle få familier ejer store ressourcer og styrer størstedelen af produktionen. Reformer af disse strukturer vil kræve et gevaldigt opgør og møde stor modstand fra fraktioner, der stadig har en magtbase i det nye Tunesien.

Nemmere bliver det ikke af, at regeringen også har overtaget handelsaftaler med blandt andet EU, som er klart mest gunstige for sidstnævnte, eller at den er nødsaget til at låne penge fra IMF, som kræver at staten sparer penge gennem drastiske, upopulære nedskæringer i den offentlige sektor – frem for gennem en mere populær og langsigtet bekæmpelse af korruptionen.

At Tunesien ikke for alvor har taget hul på dette vanskelige opgør endnu har paradoksalt nok en del at gøre med de faktorer, som har muliggjort demokratiseringsprocessen. At de forskellige magtcentre har været tvunget til at indgå kompromisser har været godt for demokratiet, men gør det vanskeligt at blive enige om komplicerede, gennemgribende reformer, der vil fratage visse aktører betydelige privilegier. De postrevolutionære regeringer har derfor ikke været i stand til at opfylde tunesernes krav om forandring og har hurtigt mistet popularitet.

Tuneserne har på ny været på gaden og protestere, fordi demokratiet ikke har leveret den værdighed, som var revolutionens helt centrale krav.

Hverdagsmodstanden i en start-up

Når vi skal forstå og formidle situationen i Tunesien er vi altså nødt til at acceptere, at det ikke er en lineær proces. Demokrati fører ikke nødvendigvis til forandring, og fremskridt kan godt gå i takt med tilbageskridt.

Måler man udviklingen efter, hvor høj arbejdsløsheden eller korruptionen er, kan det se ud som om, der intet sker, mens der samtidig er masser af individer som repræsenterer en markant forandring, og hvis samlede kraft måske på et tidspunkt kommer til at ændre på de strukturer, som endnu fremstår solide. Derfor er det nødvendigt ikke blot at se på de ting, vi kan måle på og opstille grafer ud fra, men også de små kampe, der udspiller sig hver eneste dag.

Der har været en tendens blandt både medier og forskere til at fokusere på organisationer og institutioner for at forstå forandringer i samfundet. Den forestilling er blevet udfordret af blandt andre den iransk-amerikanske sociologi-professor Asef Bayat, som er optaget af det han kalder ‘hverdagsmodstand’ og ‘ikke-bevægelser’.

Ifølge Bayat kan man ved at fokusere på hverdagen forstå udviklinger, der er drevet af almindelige menneskers handlinger, uden at der er en bagvedliggende aktivistisk dagsorden, ideologi eller ledelse. Handlingerne er drevet af individuelle behov, men kan alligevel sammenlagt have stor indvirkning på samfundsudviklingen.

Den tilgang har vi integreret i vores undervisningsmateriale gennem fem unge karakterer, som vi kalder for changemakers. Dorra Kammoun er et godt eksempel. Hun er ikke medlem af noget parti eller nogen bevægelse, men den start-up virksomhed hun har etableret er på mange måder med til at presse på for forandring.

Dorra er drevet frem af en personlig ambition om at gøre en forskel og er en del af et voksende start-up miljø i Tunesien, som er opstået ganske organisk og i dag nok udgør landets største håb for økonomisk fremgang. Teknologien gør det muligt for de unge at være mindre afhængige af de etablerede strukturer og privilegier i Tunesien, og derfor tiltrækker start-up miljøet nogle af landets skarpeste hoveder, som ellers sagtens kunne tage deres talenter til udlandet og få succes.

De fem unge changemakers, som du kan læse mere om her.

Vi har en masse problemer i Tunesien, som det vil tage meget lang tid at få løst, hvis vi skal overlade det til staten. Derfor forsøger vi selv at finde løsningerne med brug af teknologien.”

Dorra Kammoun
Changemaker

Sløjfen til dansk udviklingspolitik 

Det undervisningsmateriale vi har udviklet tager udgangspunkt i de unge ‘changemakers’ hverdag og herfra perspektiverer vi til flere forskellige teoretiske tematikker og kommer rundt om emner som demokrati, identitet, religion, ligestilling og repræsentation. Derfor vil det også kunne bruges i flere forskellige fag. Det lægger desuden op til en diskussion af og en forståelse for, hvad der går forud for andre aktuelle problemstillinger som migration, protestbevægelser og radikalisering, samt hvordan det hele er forbundet til dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Gennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) støtter Danmark en lang række tunesiske organisationer og projekter, der arbejder for at skabe udvikling og fremgang. Tunesien er et af de lande i verden, hvor Danmark er allermest udviklingspolitisk aktiv, og hvor man kan finde mange interessante eksempler på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte vanskelige demokratiseringsprocesser gennem blandt andet spejdere, startup-miljøer og feministiske bevægelser.  I materialet binder vi sløjfen mellem de fem casepersoners hverdagsoplevelser og dansk udviklingspolitik.

Undervisningsmaterialet kan tilgås her.

Litteratur:

Bayat, Asef (2012). Life as politcs, how ordinary people change the Middle East, 2. ed. California: Stanford University Press

Bellin, Eva (2018). ‘The puzzle of democratic divergence in the Arab world: Theory confronts experience in Egypt and Tunisia’, i Political Science Quarterly, Vol. 133, nr. 3, pp. 435-474.

Gabsi, Zouhir (2019). Tunisia’s youth: awakened identity and challenges post-Arab Spring, i British Journal of Middle Eastern Studies, 46:1, pp. 68-87