Flygtninge fra Afrika strander i Maghreb

Med støtte fra Det Arabiske Initiativ forsøger Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN) at sætte fokus på migranters rettigheder.

Den højspændte situation i Mali lægger pres på nabolandene. FN forudser, at omkring 400.000 mennesker vil flygte fra Mali til blandt andet Algeriet som følge af den aktuelle krig mellem islamistiske oprørere og franske indsatsstyrker.

Og det vækker bekymring hos Euro-Mediterranean Human Rights Network, der har et indgående kendskab til situationen for flygtninge i de nordafrikanske lande.

”Vi er meget bekymrede for, at flygtningestrømmen fra Mali vil føre til en humanitær krise. Selvom Algeriet har lukket grænsen til Mali, så vil mange flygtninge forsøge at forcere grænsen.

Og Algeriet er ikke et godt sted at lande, for landet har intet fungerende asylsystem. Samtidig ønsker EU for alt i verden, at Algeriet forbliver stabilt, så der er ikke noget pres for at Algeriet ændrer sin menneskerettighedspolitik.

Oven i det er UNHCR ikke til stede i det sydlige Algeriet, så hvem skal stå for at lave lejrene eller holde øje med menneskeretskrænkelser?”

Sådan siger Marit Flø Jørgensen, der er programdirektør i Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN). Med støtte fra Det Arabiske Initiativ arbejder EMHRN for at forbedre rettigheder og vilkår for de mange afrikanske flygtninge, der – på deres vej mod et nyt liv i Europa – strander i Nordafrika.

Og det er der hårdt brug for, for flygtninge i de nordafrikanske lande har begrænsede rettigheder og ender ofte som kastebolde mellem grænserne.

Fanget i ingenmandsland

I det nordøstlige Marokko, lige ved grænsen til Algeriet, ligger byen Oujda. Ca. 20 km derfra, på den algeriske side af grænsen, ligger byen Maghnia. Grænsen mellem Maghnia og Oujda har været lukket siden 1994, men den er stadig et af de allervigtigste transitsteder for flygtninge fra Afrika syd for Sahara.

Flygtninge fra Mali, Elfenbenskysten, Ghana, Nigeria osv. forsøger hver dag at slippe over grænsen fra Algeriet til Marokko.

Og de bliver lynhurtigt fanget i et ingenmandsland mellem de to lande, der spiller ping- pong og sender de samme flygtninge frem og tilbage over grænsen.

I december rejste EMHRNs migrations- arbejdsgruppe ned til det anspændte grænseområde mellem Oujda og Maghnia for at kigge nærmere på situationen.

”Jeg frøs virkelig meget, selvom jeg havde en stor frakke på. Jeg kom til at tænke på de mange flygtninge, der er nødt til at sove under åben himmel,” siger Shadia El Dardiry, der er migrationskoordinator hos EMHRN. Hun fortæller, at det lykkedes for en lille delegation af EMHRN medlemmer at besøge den algeriske side af grænsen.

”Vores kolleger kunne fortælle, at flygtningene på den algeriske side af grænsen er i en rigtig dårlig situation. Dårlig hygiejne, underernæring og usikre boligforhold er hverdag for flygtningene.

Adgang til lægehjælp er stort set ikke-eksisterende og flygtningene bor in the middle of nowhere i lejre, der med jævne mellemrum bliver raseret af politiet, som tager alle deres ting.

Og der er ingen lokale NGO’er der kan hjælpe dem. For flygtningene gælder det om at komme over grænsen til Marokko, hvor vilkårene er en smule bedre,” forklarer Shadia El Dardiry.

På den marokkanske side er der flere hjælpende hænder og varme omslag.

”Vi kan tydeligt se, at det, der gør forskellen mellem Algeriet og Marokko er civilsamfundet. I Oujda er der en bred vifte af lokale NGO’er, der hjælper de mange flygtninge. Vi mødte blandt andet en ung mand ved navn Hassan, der er en af de lokale fra Oujda. Han fortalte, at på flere måder prøver at beskytte flygtningene,” siger Shadia El Dardiry.

Det marokkanske grænsepoliti er på stikkerne og kører jævnligt rundt blandt de interimistiske flygtningelejre i Oujda, henter flygtningene i store trucks og kører dem hen til grænsen, hvor de bliver tvunget til at krydse over til den algeriske side.

Når Hassan hører om en forestående deportation, prøver han at gøre alt, hvad han kan for at hjælpe migranterne. Han eskorterer de syge til hospitalet, tager sig af de gravide – eller tager hen på politistationen for at sikre sig, at ingen lider overlast.

Denne rolle som ledsager er utrolig vigtig, forklarer Shadia El Dardiry.

Skal holdes væk fra Europa

Situationen på grænsen mellem Algeriet og Marokko vidner om det komplicerede spil, der finder sted for at holde strømmen af migranter væk fra Europa.

EU belønner lande som Libyen, Tunesien og Marokko for at holde migranterne ude. Og når grænsekontrollen foregår så langt væk, er det svært at få et overblik over den situation, migranterne befinder sig i og placere ansvaret for de menneskeretskrænkelser, der finder sted.

”UNHCR er ikke til stede ved grænsen, det er udelukkende marokkanske NGO’er der træder til og hjælper flygtningene,” siger Marit Flø Jørgensen.

Tunesien og Marokko forhandler i øjeblikket såkaldte Mobility Partnerships med EU. Kort fortalt går dealen ud på, at hvis Tunesien og Marokko bevogter grænsen godt, kan de få en lettere adgang til Europa – til visum, job osv.

”EU’s tilgang til immigrations spørgsmålet handler om sikkerhed og grænsekontrol – det handler om at sikre, at migranterne ikke når op til grænsen til Europa. Marokko er blevet EU’s politimand,” siger Marit Flø Jørgensen.

Strander i Maghreb

Det betyder, at de mange flygtninge fra de afrikanske lande nu strander i Nordafrika, i Maghreb landene.

”Tidligere producerede disse lande selv migranter, der tog til Europa for at skabe sig en bedre tilværelse. Nu er de også blevet transitlande for strømme af flygtninge, og det er et stort problem, for de nordafrikanske lande har slet ikke noget fungerende asylsystem,” forklarer Shadia El Dardiry.

Både Marokko, Tunesien og Algeriet har skrevet under på FN’s flygtningekonvention men i praksis har meget få af landets asylansøgere opnået flygtningestatus. De har ikke adgang til arbejde, lægehjælp, økonomisk hjælp osv.

Flygtninge og indvandrere fra landene syd for Sahara oplever hver dag at få deres rettigheder krænket. Lige fra mangel på de helt basale rettigheder til en omfattende racisme fra lokalbefolkningens side.

”Lokalbefolkningen i disse lande føler ikke, at de har fået realiseret deres egne rettigheder, så hvorfor skulle de bekymre sig om andre. Den generelle offentlige mening er, at ’vi har da allerede problemer nok selv,”” siger Marit Flø Jørgensen.

Hun fortæller, at der i de nordafrikanske lande er et udbredt racisme over for de afrikanske flygtninge.
”Flygtninge fra Afrika bliver opfattet meget negativt: de kommer med HIV, prostitution, de er usunde og spreder sygdomme. Og racismen bliver i en vis grad støttet af regeringerne.

Jo mørkere du er, jo værre er det. Omvendt er der en opfattelse af, at araberne er ’brødre’, og der er en meget stor forskelsbehandling. Da folk flygtede fra Libyen til Tunesien under oprøret mod Gaddafi, så vi det tydeligt: de libyske borgere blev indlogeret privat hos tuneserne, der tog imod dem med åbne arme, mens mange afrikanske flygtninge blev overladt til sig selv.”

Menneskerettigheder gælder for alle

EMHRN arbejder derfor ihærdigt på at få sine medlemsorganisationer i de nordafrikanske lande til at interessere sig mere for spørgsmålet.

”Hvis man som NGO virkelig mener, at man kæmper for menneskerettigheder, så skal de gælde for alle,” siger Marit Flø Jørgensen.

EMHRN forsøger på flere områder at styrke kapaciteten hos NGO’er i landene i Nordafrika, så de bliver i stand til at kunne arbejde for migranters rettigheder.

Det sker først og fremmest ved at formidle information, blandt andet har EMHRN netop udgivet en række fact sheets, der giver et hurtigt overblik over migranternes situation i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen.

Desuden sigter EMHRN på at styrke det regionale netværk, så NGO’er i lande, der er berørt af store flygtningestrømme, kan inspirere hinanden. EMHRN forsøger at klæde NGO’erne på, så de kan jonglere med EU politik, juridisk rådgivning og redskaber til at lobbye regeringer.

Og kredsen af menneskeretsbevægelser i de nordafrikanske lande er så småt begyndt at få øjnene op for, at det godt kan give mening at inkludere migranters rettigheder i porteføljen.

”Der er et langt sejt træk, men vi kan mærke at flere og flere i NGO miljøet hopper på vognen og tager fat om migranters rettigheder. Og det er jo i sidste ende det, der kendetegner et demokrati – nemlig, hvordan man ser på samfundets svageste,” siger Marit Flø Jørgensen.


Læs mere om situationen for migranter i Nordafrika her

Læs fact sheets om situationen for flygtninge i Tunesien, Algeriet og Libyen her