Dialog, religion og politik

Under revolutionen stod muslimske og kristne egyptere vagt om hinanden på Tahrir-pladsen. Men siden har der været flere alvorlige sammenstød, hvor kirker er blevet brændt ned og flere dræbt. Et program med dialogmøder mellem folk fra de forskellige religiøse samfund er blevet brændende aktuelt og rammer lige ned midt i valg- og forfatningskampen.

I Minya omkring fire timers kørsel syd for Kairo er halvdelen af hovedgaden langs Nilpromenaden spærret af en demonstration. Unge kristne med sammenflikkede kors i bambus er kravlet op på et monument. Et par hundrede mennesker råber slagord og synger salmer.

Minya er centrum for et af de distrikter i Egypten, hvor andelen af kristne er størst. I flere af landsbyerne i området ser man lige så mange ortodokse kupler og protestantiske kirketårne som minareter.

Balladen på hovedgaden skyldes da også et kirkebyggeri i en nærliggende by. Den lokale guvernør ville ikke give tilladelse til en ny kirke, men det ville de kristne ikke finde sig i og byggede den alligevel. Nu vil myndighederne så rive kirken ned igen.

”Fortæl hele verden, hvordan vi bliver behandlet”, råber en af demonstranterne. Stemningen er ophidset, og huden er tynd.

Samme aften uden for byen samles omkring 150 mennesker til et dialogmøde, muslimer og kristne mellem hinanden. Det har været planlagt længe og handler ikke om det lokale kirkebyggeri; men om den kommende forfatning, som det nye parlament skal vedtage efter valget i september.

Mens folk er ved at trække ind fra kaffen og kagerne, så falder der et par dråber, der fremkalder bekymrede panderynker hos arrangørerne. Både selve dialogmødet og den efterfølgende middag foregår under udspændte sejl, der ikke holder meget regn.

Arrangørerne det er organisationen CEOSS, der er kopternes vigtigste sociale organisation, og Egyptens største NGO i det hele taget. Dialogprogrammet har kørt i en del år og er blandt andet støttet af Danmission, til dels med penge fra DANIDA.

Forsamlet er en lang række personer fra samfundets mellemlag. Lokale universitetslærere, journalister, præster, imamer, organisationsfolk. Formålet er at nå ud til folk, der har indflydelse på den lokale meningsdannelse.

Et religiøst land

I panelet sidder CEOSS direktør, Andrea Zaki, journalist og parlamentsmedlem Amina Shafir, der er en nestor på venstrefløjen, og professor i statskundskab ved Kairos Universitet Hazem Hosny. Alle på den udpræget liberale fløj og stemningen mellem dem er munter. Det er ikke første gang de sidder i panel sammen.

Meget af diskussionen samler sig om forfatningens artikel 2, der i dag fastslår, at flertallet af befolkningen er muslimer og sharia danner grundlaget for loven.

”Egypten er et religiøst land, og vi må erkende, at religionen må have en plads i forfatningen”, siger Amina Shafir.

Den dominerende fortolkning af Sharia er temmelig liberal i Egypten, men lovgivningen indeholder i dag passager, som er svært forenelige med religionsfrihed. Der er for eksempel forbud for muslimer mod at konvertere og ægteskaber mellem muslimske kvinder og kristne eller andre ikke-muslimske mænd anerkendes ikke.

Samtidig er det ikke klart i forfatningen, hvilken fortolkning af Sharia, der henvises til, og det må i det mindste præciseres, lyder det fra Hazem Hosny i hans indlæg. Også han erkender, det næppe er realistisk at få artiklen fjernet.

Og det er ikke kun i Minya, der er alvorlige spændinger mellem de religiøse samfund.

Siden revolutionen har der været flere voldelige sammenstød, senest i begyndelsen af maj, hvor rygter om, at en kristen kvinde, der var konverteret til Islam, blev holdt fange i en kirke i et slumkvarter i Kairo, fik de yderligtgående salafister til at angribe kirken og brænde den ned.

Også selv om kvinden på en kristen tv-kanal selv havde dementeret historien. 12 blev dræbt, da lokale kristne forsøgte at forsvare kirken.

Og i Minyas nabodistrikt har der været store demonstrationer, fordi dele af lokalbefolkningen ikke vil finde sig i at overgangsregeringen har udnævnt en kristen guvernør.

Salafisternes vold er også gået ud over andre religiøse samfund som sufisterne. Bevægelsen bliver af islamiske fundamentalister betragtet som kættere.

Yderfløje ikke med

I teltet bliver paneldeltagernes indlæg fulgt op af mange spørgsmål og kommentarer fra publikum. Det er tydeligt, at flere kæmper med at få defineret begreber som den borgerlige stat og hvad det indebærer.

En af imamerne konstaterer, at forfatningen står over lovene, men spørger retorisk om der så er noget, der står over forfatningen?

Og det er samtidig det tætteste aftenen kommer på uenighed om, hvad grundlaget for staten skal være. Debatten er fredsommelig, og det er tydeligt, at de radikale yderfløje ikke er med ved mødet. Det gælder både salafisterne, der står bag volden i landet, og andre yderligtgående islamister, men også de højtråbende kristne aktivister som dem ved demonstrationen inde i Minya.

Imamen slår da også til lyd for, at man er nødt til at inkludere salafisterne. Han fremhæver, at efter den første kirke blev sat i brand i Kairo i marts, er salafisterne blevet sat til at genopbygge den.

I en samtale dagen før understreger professor Hosny derimod, at man ikke skal tolerere islamisterne. Kun en konsekvent opposition kan dæmme op for dem, hvad end de forsøger at sætte sig på dagsordenen med vold eller med demagogiske argumenter.

Da der skulle vedtages en række tilføjelser til forfatningen i marts, blev de stemt igennem med stort flertal, blandt andet med støtte fra Det Muslimske Broderskab, som direkte var ude og fortælle folk, at en stemme mod ændringerne var en stemme mod Islam. Professoren forventer en valgkamp, der i høj grad vil udelukke minoriteterne og nogen steder lige frem dæmonisere dem.

”Vi må prøve at afmontere deres argumenter og ikke acceptere den logik, som den er båret af. Vi må ikke være bange for at blive beskyldt for ikke at være muslimer. Vi må ikke acceptere de her folks afpresning”, siger han.

Mødet i Minya er langt fra det første dialogmøde han sidder i panelet til. For ham handler det ikke bare om dialog mellem kristne og muslimer, men om at samle og styrke de kræfter, der ikke accepterer den sekteriske opdeling af samfundet.

”Mangfoldighed er en del af vores kultur. Men i de senere årtier er der poltiske kræfter, der planlægger at afskaffe denne mangfoldighed”, siger han.

Åbning efter revolutionen

Dialogprogrammet har løbet i en længere årrække efterhånden, men Jonas Norgaard Mortensen, der leder Danmissions regionale program, peger på, at revolutionen har været et vandskel.

Den ortodokse kirkens ledelse med pave Shenouda III i spidsen er blevet politisk dybt diskrediteret i egne rækker efter den i årtier har lagt sig tæt op ad Mubarak for at sikre sig systemets beskyttelse.

Og selv om mange kristne er blevet skræmt af den senere tids vold, så har de erkendt, at de selv må deltage i den politiske og samfundsmæssige proces i landet, som borgere.

På trods af volden, så har revolutionsbevægelsens insisteren på interreligiøs tolerance gjort dybt indtryk både hos de kristne og blandt rigtig mange muslimer.

Og det har skabt en helt ny åbning for dialog, der er langt vigtigere end, hvordan forfatningen kommer til at se ud.

”Så længe kulturen er sekterisk og ikke-sekulær, så er det lige meget, hvad der står i grundloven”, siger Jonas Norgaard Mortensen. Til gengæld ser han en helt anden værdi i dialogerne, som kan bygge videre på idealerne fra revolutionen.

”Den religiøse dialog kan føre til en sekulær udvikling”, siger han.

Danmission har netop fået bevilliget halvanden million kroner fra PDR til at starte dialogprogrammer modelleret over det egyptiske op i flere af de andre arabiske lande.

Tilbage i Minya ser det da også ud som om, at der i hvert fald for nogle af deltagerne er andet, der samler end det regulære festmåltid, der bliver serveret efter mødet.

En af deltagerne, der selv var med under demonstrationerne på Tahrir-pladsen har taget det udtalte interreligiøse medborgerskab i de bevægede dage til sig.

”Den sande forandring må ske i os selv. Vi må undgå det sekteriske skel”, lyder hans indlæg i debatten.