“HIP HOP HIP HOP HIP HOP….”

Rapperen Malikah på scenen ved den flyttede koncert. Foto: Annette Max Hansen
Rapperen Malikah på scenen ved den flyttede koncert. Foto: Annette Max Hansen

Vi er på vej til Darb – et kulturhus bygget af private penge ikke langt fra det koptiske kvarter.

”What? Are they shouting hip hop?????” Ordene er Karims – en af de tre rappere som udgør ArabianKnightz. Udenfor er et optog på vej til pladsen foran kulturhuset – og ja – de råber hip hop hip hop hip hop for fuld styrke, så det ikke er til at tage fejl af. På få sekunder er stemningen i bilen vendt fra afventende tilbageholdenhed til ren optur.

Når ArabianKnightz drengene et split sekund er i tvivl om optogets slogan, så er det fordi de sidste timer har skabt tvivl om, hvad denne aften vil bringe. Der er gået mange tanker, følelser og frustrationer gennem hovedet og hjertet på rapperne.

Sammen med deres kollegaer fra Libanon, Palæstina, Jordan, Tunesien, Syrien og Egypten har de i de sidste timer stået klar til det der skulle være Mellemøstens største hip hop event.

En begivenhed der skulle samle en række af de dissident-rappere, der har stået i front for forårets revolutioner. De har spredt politiske budskaber på youtube, i dagevis deltaget i oprøret på bl.a. på Tahrir pladsen og Tunis.

Musikere og kunstnere, der har kæmpet for demokrati og ytringsfrihed og har sat livet på spil for at skabe en ny virkelighed. Fredelige aktivister uden blod på hænderne, der har brugt deres stemme, mikrofoner og forstærkere på at pege på en mulig fremtid.

Men – omvæltninger tager tid – det er aftenens forløb et sandt eksempel på. Som Nasser, en af arrangørerne fra Jordan fortæller mig, ”Det kommer til at tage generationer og årtier og mange flere ofre før vi når i mål.

Det er ikke gjort med at afsætte en diktator. Der skal ændringer til på det kulturelle, religiøse og personlige plan. Menneskene er stadig de samme. Systemet er stadig det samme”.

Men tilbage til den umiddelbare virkelighed. Udenfor på gaden. Hvor aftenens drama udspiller sig. Vi spoler lige tiden 2 timer tilbage og bakker bilen hen til Zamalek kvarteret, på øen Gazirah – den mere velstående del af Cairo.

Her ligger klubben med den store udendørsscene, der kan huse flere tusinde mennesker. Vi kan øjne scenen gennem hegnet. Men vi må ikke komme ind. Hvad pokker sker der? Vi taler med nogle mennesker uden foran porten, men ingen ved helt hvad der foregår.

Så kommer Martin. Han har været med til at arrangere koncerten sammen med Nasser. Fra den anden side af hegnet fortæller han os, at koncerten hænger i en tynd tråd, og vi nok må indse, at det ligner en aflysning.

Indenrigsministeriet har bedt om yderligere tilladelser til trods for, at alt har været i orden og clearet med myndigheder og diverse instanser.

Men i sidste øjeblik lyder meldingen fra Indenrigsministeriet, at det ikke er sikkert at gennemføre. Uden at der på noget tidspunkt kommer en officiel forklaring på banen, forlyder rygterne at årsagen er, at nogle af de sårede aktivister, revolutionens martyrer, er blevet inviteret og det kan skabe optøjer.

Det minder om noget Nasser sagde til mig tidligere. ” Problemet med det her land er, at, at der er ingen gennemsigtighed. Hvis du går hen på et officielt kontor, så får du intet svar.

De står ikke til ansvar for deres beslutninger. De gør som det passer dem – og det har ingen konsekvenser. Du kan intet stille op.”

Skuffede rappere efter aflysningen.
Skuffede rappere efter aflysningen.

Så kommer rapperne ud. Deres ansigter siger det hele. De er skuffede, frustrerede, nedtrykte. Det der skulle have været en fejring af revolutionens stemmer – gadens gardister – er blevet tvunget i knæ af ekkoet af et styre, der til forveksling minder om fortidens.

Det er rent deja vue. Og dog – i dag er alligevel ikke helt som i går.

Og her går det op for mig, hvilke kræfter der egentlig står bag disse revolutioner. Hvilken energi, der har ført til det arabiske forår.

Hvilken stædighed og ukuelighed og styrke der skal til og hvilken tillid til at ens egne handlinger kan gøre en forskel. Håb kan omsættes. Og modet findes. Der er selvfølgelig en plan B! Hvad havde vi forestillet os.

Der er da ikke nogen der skal hjem her. Vi skal videre. Til koncert – bare et andet sted. Tropperne samles – budskabet spredes på facebook og twitter – koncerten er flyttet! Vi sætter os ind i bilen med ArabianKnightz ved roret og køre mod Darb.

Da vi ankommer, er mange publikummer kommet os i forkøbet. ”Hip hop hip hop hip hop”, skriger de som galninge. Men de er ikke galninge. De er unge mennesker, som har drømme om en fremtid i et frit Egypten.

Klip fra koncerten

Pludselig tror vi på det hele igen– også selv om Indenrigsministeriet har fået kolde fødder. For rapperne har ikke givet op. De vil det her. Og de startede i øvrigt ikke deres oprør d. 25. januar. Det var bare dér at oprøret blev synligt for resten af verden. Og Mubaraks fald gav genlyd.

Rapperne går på den interimistiske scene, ordene brager ud over pladsen, og de karakteristiske vuggende arme sejler op og ned i takt med musikken. ”FreePalestine lyder det fra højre”.

Her er alle oprør italesat uanset hvor i processen de befinder sig, også ligestillingen har sit egen stemme på denne aften.

”Give it up for Malikah”, lyder det oppe fra scenen. Hip hoppens mellemøstlige svar på Erica Jong har lige givet den fuld skrue, selv om det i overvejende grad er mændene der har fundet vej til koncerten.

”Lige nu mens tingene stadig er flydende er der en mulighed for at promovere ytringsfrihed og kunstnerisk frihed”, siger Martin, mens vi sidder på græsset under den åbne himmel.

”Det er et spørgsmål om at gribe chancen før det hele størkner – før det fryser. Hvis folkets stemme skal høres så er det nu eller aldrig”.

Og ja, det er afgørende at blikket ikke sænkes. At medierne ikke flytter fokus. At kameraerne ikke slukkes.

For selv om militæret har strammet grebet, og valget i slutningen af november ikke sikrer et nyt Egypten overnight, så har kunstnerne en pragmatisk tilgang til fremtiden. ”We don’t sing’ the revolution is good and we are all happy.

The people started being divided cause they hadn’t awaked their consciousness as to who they wanted to follow ”, fortæller Deeb, en af de egyptiske rappere , der lige har været på scenen. Han refererer til den splittelse, som oprøret også har ført med sig, som en naturlig konsekvens af det spørgsmål der melder sig i et land i opløsning.

Hvad nu?! Men kunstnerne gør sig ingen illusioner. De ved at de 18 dage på Tahrir pladsen var utopia. Og nu starter hverdagen igen. “People are putting in the hours, the writers, the artists, the journalists, fortsætter han.

Og den afgørende forskel er, at stemmerne bliver hørt. For et år siden, havde det her aldrig kunne lade sig gøre. Dengang måtte man tale mellem linierne, som vi kender det fra Danmark under besættelsen. Men nu er ’man binder os på mund og hånd’ retorikken gårsdagens.

Nu skriver rapperne tekster, der adresserer problematikkerne direkte, og det har vi været vidne til i aften. Så lad os blive ved med at lytte. Good night and good luck.

Af Annette Max Hansen, Kommunikationsleder, Center for Kultur og Udvikling