Islam og velgørenhed: Terrorisme eller humanisme?

Marie Juul Petersen skriver phd. om humanitære traditioner inden for islam og har gennem dette arbejde fået et indblik i, hvordan islamiske velgørende organisationer arbejder.

Handler deres arbejde om den stærke humanitære tradition, der er i islam – eller handler det i virkeligheden om at kanalisere penge til terroristerne?

Jeg sidder på mit hotelværelse i Kuwait og stirrer på mit eget spejlbillede. Udenfor fyger sandet i luften, lægger sig over byen som en tæt tåge og gør de 52 graders varme endnu mere ulidelige for de mange bengalere og indere, der nedenfor mit vindue går og bygger på endnu et af byens højhuse. Herinde på værelset er der køligt og mørkt, og det eneste, der bryder stilheden er aircondition-anlæggets monotone brummen og mit hjerte, der hamrer løs.

Jeg skriver ph.d. om humanitære traditioner inden for islam og er i Kuwait for at mødes med folk fra forskellige muslimske organisationer, der laver humanitært arbejde. Om lidt skal jeg mødes med Tariq al Isah, som er leder af en af Kuwaits ældste velgørenhedsorganisationer, Revival of the Islamic Heritage Society.

”Det er nok bedst, du tager et tørklæde på”, sagde Zahra, som arrangerede mødet for mig, og tilføjede: ”Og så er organisationen jo lige kommet på USA’s terrorliste i sidste uge”. I løbet af de sidste par år har jeg besøgt næsten 50 muslimske humanitære organisationer i England, Jordan og Kuwait.

Jeg er aldrig før blevet bedt om at tage et tørklæde på. Jeg har heller aldrig før talt med nogen, der var på USA’s terrorliste. Men nu sidder jeg altså her med tørklæde på og venter på den taxa, der om lidt skal køre mig hen til en organisation, der er anklaget for at finansiere Al Qaedas aktiviteter.

Anspændt forhold til USA

Der har i mange år været et anspændt forhold mellem USA og internationale muslimske humanitære organisationer. Ifølge en unavngiven CIA-rapport fra 1996 var 15 internationale humanitære muslimske organisationer på det tidspunkt indirekte eller direkte involveret i finansiering af terroristgrupper eller individer tilknyttet disse http://intelfiles.egoplex.com/cia-ngos-1996.pdf .

I tiden efter 11. september 2001 forstærkedes anklagerne, og i dag er over 30 internationale muslimske organisationer på den amerikanske stats liste over humanitære organisationer, der er mistænkt for at støtte terroristvirksomhed.

Nogle er anklaget for at støtte internationale terrororganisationer som Al Qaeda, andre for at støtte nationalistiske oppositionsbevægelser som Hamas og Hizbollah.

Flere forskere har skrevet om sammenhængen mellem terrorisme og muslimske humanitære organisationer.

Matthew Levitt skriver f.eks. i sin bog Hamas: Politics, Charity and Terrorism in the Service of Jihad: ”Velgørenhedsorganisationer er ideelle hvidvaskningsmekanismer […] De giver terroristgrupper mulighed for at flytte personel, penge og materiale til og fra højrisiko-områder under dækning af velgørenhedsarbejde og de giver terrorister et dagsarbejde, der kan skaffe dem både løn og dække og på den måde facilitere deres terroristaktiviteter” (Lewitt 2006:62, egen oversættelse). Også J. Millard Burr og Robert O. Collins beskæftiger sig med emnet i deres bog, Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World (2006).

De skriver ganske vist i deres forord, at der er tusindvis af muslimske organisationer, der ikke har noget at gøre med terrorisme, men de nævner ikke en eneste i deres bog. Og det er der heller ikke mange andre, der gør – hverken blandt forskere, journalister eller efterretningsfolk.

Som jeg sidder der på mit hotelværelse, viklet ind i svalende sorte silkeklæder, og venter på taxaen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er dem, der har ret og mig, der er naiv, når jeg holder fast i, at langt de fleste muslimske humanitære organisationer har lige så lidt at gøre med islamisk terrorisme som Folkekirkens Nødhjælp har med Ku Klux Klan.

Jeg tænker på de mange humanitære organisationer, jeg har besøgt i de sidste par år. I ingen af dem er jeg stødt på Osama bin Laden eller andre mistænkeligt udseende personer med hvide tørklæder om hovedet og en AK47 hængende på skulderen.

Jeg har ikke mødt et eneste menneske, der har talt pænt om Osama og Al Qaeda, ej heller har jeg nogensinde hørt andet end fordømmelse af terrorangrebet 11. september 2001 og andre terrorhandlinger udført i islams navn. Jeg har mødt mange, der er kritiske over for amerikanernes invasion af Irak og det de ser som en ganske ukritisk støtte til Israels besættelse af Palæstina.

Men jeg har ikke mødt nogen, der har agiteret for vold som en mulig reaktion herpå. Har alle de hundredvis af mennesker, jeg har talt med, løjet mig direkte op i ansigtet? Arbejder de muslimske humanitære organisationer i virkeligheden slet ikke for at bekæmpe fattigdom men for at bekæmpe USA og Israel – og dét med vold?

Stærk humanitær tradition i islam
Islam har en stærk humanitær tradition, og både koranen og hadith er fulde af ordsprog og historier, der understreger vigtigheden af at hjælpe mennesker i nød. Rigdom ses ikke som Guds belønning for gode gerninger, men som en gave, man er forpligtet til at dele med dem, der ikke har.

”Den, der går mæt i seng, mens hans nabo sulter, er ikke en sand troende”, sagde profeten Muhammad. Ligesådan er fattigdom ikke en straf fra Gud, men en prøvelse, der kan ramme alle.

De fattige skal derfor behandles med respekt og værdighed.

Et af de vigtigste elementer i den islamiske humanitære tradition er zakat, en slags skat, som alle muslimer, hvis indtægt overstiger et vist beløb, bør betale til de fattige. Zakat er en af islams fem søjler – de andre er trosbekendelsen, bøn, faste og pilgrimsfærd.

Trosbekendelsen er naturligvis den vigtigste, men mange mener, at det at give zakat er lige så vigtigt som – eller måske endda vigtigere end – at bede. Som lederen af en kuwaitisk organisation sagde til mig for nylig: ”Det er da bedre at gå ud og hjælpe et andet menneske end at sidde derhjemme og bede i årevis”. Zakat er ikke en almisse, der kan gives efter rige hattedamers forgodtbefindende.

Enhver almindeligt velhavende muslim har en religiøs pligt til at hjælpe de fattige ved at give 2,5 % af sin formue i zakat. Ligesådan har enhver fattig ret til at modtage zakat – ja, han har endda lov til bruge magt hvis han nægtes denne ret.

Indsamlingen af zakat varetages i nogle lande af staten, men de fleste steder er det ikke-statslige organisationer, der modtager zakat og andre bidrag til velgørenhed.

Det er nogle af disse ikke-statslige organisationer, jeg har besøgt på mine ture til England, Kuwait og Jordan. Nogle organisationer er kæmpestore med personale og afdelinger overalt i verden, de har etableret utallige hospitaler og skoler og giver økonomisk støtte til hundredtusindvis af fattige familier.

Andre er mere beskedne, hovedkontoret er et skrivebord i en kælder under en moske, og organisationens primære aktivitet er den årlige uddeling af et par madkurve og skoletasker under Ramadanen. De mennesker, der arbejder i organisationerne er også meget forskellige. Nogle kvinder bærer tørklæde, andre gør ikke. Nogle mænd har skæg, andre har ikke.

Nogle beder fem gange om dagen og husker at sige ’fred være med ham’, hver gang de nævner profeten Muhammads navn. Andre har ikke styr på selv de mest elementære koran-vers. Og nogen er slet ikke muslimer men kristne eller ateister.

Men fælles for alle, jeg har talt med, er et brændende engagement i humanitært arbejde og et ønske om at hjælpe verdens fattige til et bedre liv.

I Jordan besøgte jeg engang en lille organisation, der var etableret af en gruppe ældre kvinder, som havde lært hinanden at kende i den lokale moske.

Der havde de talt meget om de mange fattige prostituerede i området, og de var alle enige om, at noget skulle gøres. Derfor etablerede de Khawla bint al Azwar, opkaldt efter en modig muslimsk kvinde, der blev taget til fange under en krig. I stedet for at vente på at blive befriet, befriede hun sig selv og sine medfanger.

Organisationen tilbyder undervisning, jobtræning og sundhedsoplysning til områdets prostituerede.

Da jeg var på besøg, var en flok kvinder godt i gang med at øve sig i at sætte kondomer på agurker – til stor morskab for alle involverede. Stemningen var god, og det var let at glemme, at de grinende kvinder til daglig lever et liv som usynlige og udstødte eksistenser i lokalsamfundet. I Jordan – som så mange andre steder i verden – er prostitution et tabu, der ikke tales om, og prostituerede er mennesker, man ikke taler med.

I begyndelsen blev organisationen da også mødt med foragt af lokalsamfundet – nogle naboer forsøgte endda at blokere døren til organisationens bygning for at forhindre de prostituerede i at komme ind.

Selv medarbejdernes egne mænd var skeptiske, men kvinderne fortsatte ufortrødent arbejdet. Som en havde sagt til sin mand: ’Du skal ikke se på de her kvinder som prostituerede. Du skal se på dem som mennesker, der har brug for hjælp. Hvordan kan jeg som en god muslim vende ryggen til dem?’.

Organisationens medarbejdere møder ikke de prostituerede kvinder med fordømmelse og religiøse dundertaler.

I stedet taler de med dem om, hvad de har brug for og hvordan organisationen bedst kan hjælpe dem. ”Før jeg kom her, var jeg fortabt”, fortalte en af de prostituerede mig. ”Jeg vidste ikke hvad jeg var i stand til. Men nu ved jeg hvilke rettigheder jeg har, jeg har lært at klare mig selv”.

Hvor Khawla bint al Azwar og mange af de andre organisationer, jeg besøgte i Jordan, er små, lokale organisationer, der fokuserer på at hjælpe folk i nærområderne, er dem jeg har besøgt i England, langt større og mere internationalt orienterede. Muslim Aid og Islamic Relief er nogle af Europas ældste og største muslimske humanitære organisationer. Begge er etableret i 1980erne, Islamic Relief af arabiske immigranter og Muslim Aid af immigranter fra Bangladesh og Pakistan.

De to organisationer implementerer nødhjælps- og udviklingsprojekter i over 70 lande i Afrika, Asien og Mellemøsten samt i enkelte latinamerikanske lande.

Størstedelen af deres aktiviteter finansieres af private bidragydere, men i de seneste år er begge organisationer begyndt at modtage støtte fra f.eks. EU og forskellige FN-organer. Muslim Aid har en årlig indtægt på ca. 90 millioner kr., mens Islamic Relief’s er på 400 millioner kr. Til sammenligning har Folkekirkens Nødhjælp en årlig indtægt på ca. 423 millioner kr. og den amerikanske evangeliske organisation World Vision en indtægt på over 14 milliarder kr.

Samarbejde mellem muslimer og ikke-muslimer
Både Muslim Aid og Islamic Relief lægger stor vægt på at inkludere muslimer såvel som ikke-muslimer i deres arbejde. I Muslim Aid’s ledelse er to ud af seks ikke-muslimer, ligesom et stadigt stigende antal medarbejdere i begge organisationer er ikke-muslimer.

Ja, faktisk er ingen af medarbejderne i Islamic Reliefs afdeling i Rusland muslimer. Begge organisationer arbejder også sammen med ikke-muslimske organisationer. Muslim Aid har f.eks. et tæt samarbejde med United Methodist Committee on Relief (UMCOR) og har netop indledt samtaler med World Jewish Relief for at diskutere mulighederne for samarbejde. Også når det gælder målgruppen for organisationernes aktiviteter lægges vægt på inklusion.

Halvdelen af de mennesker, der modtog nødhjælp fra Muslim Aid efter cyklonen i Bangladesh var f.eks. hinduer, ligesom både Islamic Relief og Muslim Aid arbejder i mange områder, der ikke er muslimske.

”Vi bekymrer os om mennesker, vi bekymrer os ikke om deres tro”, fortalte en medarbejder mig engang. ”I Koranen står der ’Hvis du redder et menneske, er det som om du har reddet hele menneskeheden’. Der står ikke noget om religion”.

Udover England har mange af de største muslimske humanitære organisationer base i Golf-landene. De engelske og de Golf-baserede organisationer minder på nogen punkter om hinanden, men organisationerne i Golfen har tit et mere tydeligt islamisk præg – f.eks. finansierer de ofte bygning af moskeer og religiøs undervisning.

En af de største Golf-baserede organisationer er den kuwaitiske International Islamic Charity Organisation (IICO). Organisationen har aktiviteter i over 100 lande og en årlig indtægt på mere end 2,5 milliarder kr.

Mikrolån til fattige

Udover traditionelle velgørenhedsaktiviteter tilbyder IICO mikrolån til fattige mænd og kvinder, der af bankerne ikke anses for at være kreditværdige. Sammen med træning og undervisning giver de små, rentefri lån folk mulighed for at starte en lille forretning eller et landbrug og dermed en mulighed for at slippe ud af fattigdommen.

For IICO handler humanitært arbejde ikke bare om at uddele almisser – det handler om temkin, om at styrke de fattige, så de kan tage hånd om deres eget liv. For at illustrere begrebets betydning fortalte lederen af IICO mig en historie:

En fattig mand kom til Muhammad og bad om penge til at købe lidt mad. ”Har du ikke noget derhjemme du kan sælge”, spurgte Muhammad. ”Kun en gammel kop”, svarede manden. ”Hent den”, sagde Muhammad, og manden gjorde som han har sagt. ”Hvem vil købe denne kop”, spurgte Muhammad sine følgesvende. En af dem købte koppen, og Muhammad gav den fattige mand pengene.

”Gå nu ud og køb en økse for pengene”, sagde han. ”Og når du har købt en økse, gå da ud i skoven og fæld et træ og sælg brændet på markedet”. Manden gjorde, som Muhammad havde sagt, og ikke længe efter kom han tilbage med penge nok til at købe både mad og en ny kop. Nu behøvede han ikke længere tigge men kunne klare sig selv – det er temkin!

Jeg bliver revet ud af mine tanker af en hidsig dytten. Taxaen venter og jeg løber gennem hotellets lobby med tørklædet flagrende efter mig. Receptionisten råber forhåbningsfuldt: ”Madam, are you a Muslim now?”. I taxaen vender min nervøsitet tilbage. Hvad gør man egentlig når man møder en islamisk ekstremist? Skal jeg give hånd? Vil han overhovedet se mig i øjnene?

Revival of the Islamic Heritage Society (RIHS) holder til i en stor, grå bygning. Mødelokalet er møbleret med de obligatoriske lædermøbler og der står en buket med farvestrålende plasticblomster på bordet. Hr. Isah, lederen af organisationen, tager imod mig med et venligt smil, han lægger hånden på hjertet og ser mig direkte i øjnene. ”Du har taget tørklæde på”, siger han anerkendende.

”Prøv at gå med det engang imellem, jeg er sikker på at du vil kunne lide det”. Jeg kigger ned og ser, at vi har de samme Birkenstock-sandaler på. Også ekstremister har brug for godt fodtøj.

RIHS blev etableret i Kuwait i 1982 og har afdelinger i 30 lande i Asien, Afrika og Mellemøsten. Organisationens aktiviteter inkluderer økonomisk støtte til fattige familier og forældreløse børn, hjælp til handicappede, etablering af brønde og uddeling af medicin såvel som religiøs undervisning, konstruktion af moskeer og mission.

Blandt arabere er organisationen kendt for at være særdeles konservativ men også effektiv og, i modsætning til mange statslige zakat-institutioner, ikke korrupt. Hvis man giver penge til RIHS, så kan man være sikker på, at de når frem til de fattige – sådan sagde mange mennesker jeg talte med.

I 2002 kom RIHS’ afdelinger i Pakistan og Afghanistan på USA’s terrorliste, anklaget for at finansiere terror-handlinger – og for nogle uger siden var turen altså kommet til hovedkvarteret i Kuwait. Jeg tænker over, om jeg skal bringe emnet op, men når ikke at tænke tanken til ende, før hr. Isah selv gør det: ”Vi har kæmpet imod terrorisme i årevis, og så bliver vi beskyldt for at støtte Bin Laden! Vi har skrevet hundredvis af bøger og artikler om farerne ved ekstremisme”.

Hr. Isah fortæller, at RIHS allerede i 1996 arrangerede foredrag, der advarede mod sekterianisme og ekstremisme, og understreger, at bomber, ødelæggelser og mord ikke er islamiske aktiviteter.

Jeg spørger ham, hvad det er, organisationen er blevet anklaget for. ”Det ved vi ikke! Den kuwaitiske regering er gået ind i sagen og har bedt USA om bare ét bevis, men det vil de ikke give dem. Så det er klart, at folk ser det her som et forsøg på at stoppe islam og ikke andet”.

Da jeg sidder i taxaen på vej tilbage til hotellet spekulerer jeg over, hvem der har ret. Er de amerikanske anklager grundløse og alle muslimske humanitære organisationer uskyldige? Eller er de potentielle terrorist-reder, som USA kun gør klogt i at opløse så hurtigt som muligt?

Som det så ofte er tilfældet, ligger sandheden nok et eller andet sted midt imellem. Jonathan Benthall, en af verdens ledende forskere inden for islam og humanitært arbejde, påpeger i bogen Understanding Islamic Charities (2007), at de mange anklager om forbindelser mellem velgørenhedsorganisationer og terror-virksomhed kun i ganske sjældne tilfælde er blevet retsligt bevist.

Omvendt kan der heller ikke være tvivl om, at der er velgørenhedsorganisationer, der har støttet terror-virksomhed økonomisk med endda ganske store summer.

Det er naturligvis nødvendigt at bekæmpe de få organisationer, der har forbindelser til Al Qaeda, men uklare anklager, arbitrære lukninger og forbud mod pengeoverførsler er ikke nødvendigvis de mest effektive midler. Tværtimod kan nogle af disse tiltag måske endda fremme ekstremisme og terror-virksomhed.

Terrorlove gør arbejdet vanskeligt

Næsten alle de organisationer, jeg har talt med, har påpeget, at deres arbejde er blevet mere vanskeligt i de senere år pga. de stadigt skrappere terror-love, der er blevet vedtaget i både England, Jordan og Kuwait.

Det er blevet meget besværligt at modtage penge fra bidragydere i udlandet, og det er svært at få lov til at give anonyme bidrag, hvilket mange foretrækker af religiøse grunde.

Samtidig betyder den generelle mistænkeliggørelse af de muslimske velgørenhedsorganisationer også, at mange undgår de etablerede organisationer. I stedet giver folk deres zakat-bidrag til individer og uformelle netværk.

Og det kan være farligt, for når først pengene er ude af det formelle økonomiske system, er det svært at vide, hvor de ender. Som en medarbejder i Islamic Relief sagde: ”Folk giver penge til en, som giver dem til en anden og så videre. Og så ender de i de forkerte hænder”.

Også for USA kan den nuværende strategi have utilsigtede konsekvenser. De fleste velgørenhedsorganisationer ville egentlig gerne hjælpe USA i kampen mod terrorisme – Bin Laden og Al Qaeda skader også dem. ”Men”, som en mand fra en kuwaitisk velgørenhedsorganisation sagde til mig, ”naturligvis kan jeg ikke undsige mine kolleger uden først at få fremlagt klare beviser for at de rent faktisk støtter terror”.

Mange ser de manglende beviser som et tegn på, at det hele egentlig handler om noget andet: ”Chikanen af de muslimske velgørenhedsorganisationer handler bare om, at USA vil udrydde alt det, der er godt ved islam, så de kan retfærdiggøre deres kamp mod de islamiske ekstremister”, sagde en ung kvinde f.eks. til mig.

Den vigtigste konsekvens af USA’s (og mange andre landes) strategi over for muslimske velgørenhedsorganisationer er imidlertid hverken, at den svækker selv uskyldige humanitære organisationer, at den kan lede til en styrkelse af uformelle – og ukontrollerbare – økonomiske netværk, eller at den kriminaliserer mulige samarbejdspartnere og dermed gør dem til mulige fjender i stedet.

Nej, det er, at mange tusinde fattige verden over ikke får den hjælp, de har brug for – fordi de organisationer, der plejede at hjælpe dem, er blevet lukket ned pga. anklager om terror-støtte eller selv har måttet lukket ned pga. manglende indtægter.

Der er flere tusinde muslimske humanitære organisationer i verden, og størstedelen af dem har intet at gøre med terrorisme men bruger al deres tid, penge og energi på at bekæmpe fattigdom og hjælpe verdens fattige til et bedre liv.

Nogle er konservative, andre er liberale – men ligegyldigt hvad de er, afsiger langt de fleste ekstremisme, terrorisme og vold.

De er respekterede og velforankrede i de lokalsamfund de arbejder i, de har ofte et stort og solidt netværk af andre muslimske organisationer og institutioner, og de har meget tit mulighed for at arbejde i områder, hvor f.eks. kristne eller sekulære organisationer ikke kan arbejde.

I stedet for på forhånd at udelukke samarbejde med disse organisationer i en formodning om en latent terror-forbindelse skulle vi måske forsøge at udnytte deres store potentiale som medspillere snarere end modspillere i kampen mod terrorisme såvel som kampen mod fattigdom?

Kilder:
Jon B. Alterman & Karin von Hoppel (red.): Understanding Islamic Charities, Center for Strategic and International Studies, 2007

Jonathan Benthall & Jerome Bellion-Jourdan: The Charitable Crescent: Politics of Aid in the J. Millard Burr og Robert O. Collins:

Alms for Jihad: Charity and Terrorism in the Islamic World, Cambridge University Press, 2006

Muslim World, I.B. Taurus, 2003

Sara Lei Sparre & Marie Juul Petersen: Islam and Civil Society: Case Studies from Jordan and Egypt, Dansk Institut for Internationale Studier, 2007

Matthew Levitt: Hamas: Politics, Charity and Terrorism in the Service of Jihad. Yale University Press, 2006

Hjemmesider:
Muslim Aid, Islamic Relief