Religion bliver misbrugt i Syriens borgerkrig

جانب من زيارة الوفد لكتدرائية مدينة روسكيلده (صورة خاصة)

Mød tre syriske unge kvinder: Tre skæbner, der tilsyneladende er indbegrebet af det indviklede mellemøstlige, sekteriske kludetæppe.
En shiamuslimsk alawittisk aktivist, en kristen studerende og en sunnimuslimsk kunstner. Men kvinderne er langtfra så forskellige, som det religiøse kompas tyder på.
De har én afgørende ting tilfælles: Før borgerkrigen spillede deres religiøse tilhørsforhold kun en symbolsk kulturel rolle for dem. Nu er deres religiøse identitet altafgørende og definerer deres liv og usikre fremtid.

Det er en udbredt opfattelse, at religiøse forskelligheder og århundreder gamle dogmatiske stridigheder ligger til grund for borgerkrigen i Syrien. Men i virkeligheden er religiøse spændinger i lige så høj grad brudt ud som et produkt af krigen.
Et effektivt instrument til at kontrollere mennesker er at skabe angst ved at true den indre identitet. Det er den mekanisme, lokale såvel som internationale aktører i Syrien spiller på i borgerkrigen, der allerede har kostet over 100.000 mennesker livet og varet omkring tre år.
En måde at hjælpe freden på gled på er at styrke religiøse ledere og gøre dem bedre i stand til at tale med og forstå hinanden og skabe et stærkere civilsamfund på tværs af religiøse skel, så det ikke bliver det religiøse tilhørsforhold, der holder ild i krigen.

Fatima, Maria og Raghad

Den unge syriske kvinde Fatima er alawit – den sekt, som også Syriens præsident Bashar al-Assad tilhører, og som udgør 12 procent af befolkningen i Syrien. Hun er født i Latakia, en region, hvor langt flertallet støtter Assads styre.
Hendes identitet får det i dag til at løbe koldt ned ad ryggen på de syrere, der støtter oprørerne, som overvejende er sunnimuslimske. Men sådan har det ikke altid været.
“Før krigen identificerede jeg mig aldrig som alawit. Det gjorde min far heller ikke. Han opfattede det som gammeldags, hvis vi på nogen måde hentydede til vores religiøse rødder,” fortæller den unge aktivist, der har brune, intense øjne og stramt, tilbageskrabet hår.

Når jeg ser tilbage på krigens udvikling, er det indlysende for mig, hvordan religion er blevet misbrug Fatima, alawit fra Latakia


Men efter at krigen brød ud i marts 2011, ændrede alt sig for Fatima.
“Efter at oprøret tog fart, opfordrede folk mig til at deltage i møder baseret på mine alawittiske rødder. Det afslog jeg selvfølgelig.”

Men uagtet at Fatima forsøgte at forblive neutral, var sekterismen i Syrien sat i brand.
“Når jeg ser tilbage på krigens udvikling, er det indlysende for mig, hvordan religion er blevet misbrugt,” siger hun.

Fatima har mærket på tætteste hold, at kilen er skubbet ind mellem de forskellige religiøse grupper i Syrien, der overvejende er sunnimuslimsk, men også består af alawitter, kristne, shiamuslimer, armeniere, assyrere, drusere og kurdere.
“Min svigerinde er sunnimuslim, og jeg husker tydeligt min brors bryllup før krigen, hvor alle festede sammen. Selv var jeg klædt i en meget kort kjole, og mit hår var ikke dækket, hvilket den nye sunnimuslimske gren af familien accepterede. Men efter krigen er familien holdt op med at invitere min svigerinde. De vil ikke længere være i stue med en sunnimuslim.”

Maria, en kristen studerende i kommunikations-og informationsteknologi, har samme oplevelse.
“Før krigen var en af mine bedste venner en muslimsk pige med hijab fra mit gymnasium. Vi var tætte venner; vi tilbragte timer sammen med at tale om drenge, og hvad piger nu ellers taler om. Men krigen har splittet os. Jeg har mistet mange af mine venner. Enten er de blevet dræbt, er i fængsel – eller vi er ikke venner mere.”

Maria, der er græsk-katolsk fra Damaskus, fortæller, at hun før krigen ikke anede, hvilken religion hendes venner tilhørte.
“Det var ikke noget, vi spurgte om, det var ikke interessant. Men i dag spørger jeg; jeg er nødt til at vide det.”

Raghad er en sunnimuslimsk kunstner med langt rødt hår, ligeledes fra Damaskus. Hun beskriver de første seks måneder af det, der startede som en syrisk revolution i marts 2011, som en slags ekstase:

“Vi var bange, men lykkelige, stolte og optimistiske. Jeg husker det som en af de lykkeligste perioder i mit liv. Jeg kommer ikke ud af en religiøs familie – overhovedet – og vi definerede os ikke som sunnimuslimer. Men vi tænkte dengang, at det var muligt at ændre tabuerne og det diktatoriske styre.”

Religion et offer i den syriske konflikt

Jeg møder de tre syriske kvinder under et interreligiøst seminar i Beirut for religiøse og sekulære ledere fra civilsamfundet og religiøse institutioner i Syrien, Libanon og Egypten.
Den folkekirkelige organisation Danmission, som også gør et væsentligt arbejde for sammen med lokale partnere at hjælpe syriske flygtninge – uanset deres religion – inde i Syrien, har været med til at arrangere seminaret sammen med lokale partnere.
I løbet af seminaret bliver det stadig mere klart, at det er forsimplet at se religion som en udløsende faktor til krigen. Religion er nærmere et offer i den syriske konflikt.

Syriske religiøse ledere har en meget vigtig rolle. Det kan være skæbnesvangert, at de ikke spiller den rigtigt Maria, kristen fra Damaskus


Lyt til de tre unge kvinders vidnesbyrd; de har boet og levet midt i processen, mens granaterne regnede ned over dem. Deres fælles pointe er, at det ikke er på grund af religion, at der er krig, men krigen bliver brugt i det store magtpolitiske spil. Problemet er, at jo flere gange det bliver sagt, jo mere rigtigt kommer det til at forekomme både inde i Syrien og uden for. Men vi skal hjælpe syrerne med at fastholde nuancerne og kompleksiteten i konflikten. Det skal ikke reduceres til at være en religiøs konflikt.

Sunnimuslimske Raghdad mener, at medierne i Syrien bærer et medansvar for at skubbe Syrien i retning af borgerkrig.
“Pludselig kunne man på nettet se videoer af alawitter, der hævdede, at de ville dræbe sunnimuslimer. Der skete en optrapning af karikaturer og hadefulde vittigheder. Det var ikke kutyme i den syriske kultur før krigen.”

Raghad har oplevet krigens rædsel og terror indefra: Hendes søster blev arresteret og tilbageholdt i to måneder, hvor familien ikke hørte et ord fra hende.
Hendes bror blev arresteret. Raghdad besluttede at forlade Syrien på grund af militariseringen og studerer nu i Europa.
“Jeg mistede retningen,” siger hun og fremhæver, at det nu er afgørende at arbejde på at styrke Syriens civile samfund.

Alawitten Fatima er enig: “Hvis det civile samfund ikke bliver stærkere, er det umuligt at dæmme op for volden.” Hun fremhæver, at det er afgørende at bruge de redskaber, der er i Syrien. Det internationale samfund poster mange penge i Syrien, men er for dårlige til at bruge de lokale ressourcer.
“Det er vigtigt at pleje og udvikle de lokale ressourcer og den lokale viden. Det er nødvendigt også for at have lokale kræfter, som kan bære genopbygningen, styrke flygtninges selvværd og skabe indtægtsgenererende projekter. Det er for mig at se vejen frem.”

Kristne Maria skildrer, hvordan religiøse ledere drastisk ændrede deres retorik, efter at krigen i Syrien brød ud.
“Et eksempel er den sunnimuslimske sheik Mohammad Azarifi. I dag efterlyser han konstant jihad mod regimet, tordner mod ikke-muslimer og samler penge til jihad. Før krigen talte han aldrig sådan.”

De tre kvinder, som jeg har beskrevet her, har mod, viden og netværk. Men deres viden og redskaber til at kunne agere i en kontekst, hvor religion bliver til magt, og religion bliver til offer, skal styrkes. Kristne Maria formulerer det således: “Syriske religiøse ledere har en meget vigtig rolle. Det kan være skæbnesvangert, at de ikke spiller den rigtigt.
De tre syriske kvinder har af sikkerhedsårsager ønsket at være anonyme, og deres navne er derfor pseudonymer.

Kronikken blev bragt i Kristelig Dagblad den 15. marts 2014.

Kronikøren Birgitte Lauta er regional repræsentant for Mellemøsten i Danmission.