The Garage Walls – og WOW projektet

Den 5. april blev graffiti bevægelsen i Egypten fejret i stor stil til eventen ”The Garage Walls” midt i Kairo.

Fejringen foregik i et parkeringshus – Karim El Dawla – som var blevet udsmykket til lejligheden. Her var præsentation af nye værker, artist talks og lancering af den nye bog “Revolution Graffiti” af den svenske journalist Mia Gröndahl.

Eventen var samtidig startskuddet til et større netværksprojekt, som er støttet af CKU. Projektet har titlen WOW – WOMEN ON WALLS – og har til formål at styrke samarbejdet blandt street art kunstnerne i Egypten og samtidig at bruge kunsten i det offentlige rum til skabe debat og refleksion. Der vil være et særligt fokus på involveringen af de kvindelige kunstnere.

Med Det Arabiske Forår i Egypten har street art udviklet sig som et af de mest interessante, dynamiske og kreative udtryksformer i kampen for reformer. Ikke blot i Kairo, men også i en række af de større byer som Luxor og Alexandria er gadekunst – og særligt graffiti – blevet en af aktivisternes og borgernes kritiske stemmer over for regimet.

Gadekunsten foregår i øjenhøjde med borgerne og søger uden for censurens fangarme – og det er da heller tilfældigt, at myndighederne for nyligt søgte at fjerne al graffitien i Kairo.

Blot for at konstatere, at den hurtigt vendte tilbage med endnu stærkere budskaber! Samtidig er flere kvinder blevet aktive graffiti kunstnere, bl.a. som en protest imod seksuelle overgreb, som udgør et fundamentalt problem i landet.

CKU iværksatte derfor et baggrundsstudie i efteråret 2012 for at se på behov og muligheder inden for området. Anbefalingerne fra baggrundsanalysen er nu omsat i et projektdokument. De primære aktiviteter vil være internat/idéudveksling for udvalgte gadekunstnere efterfulgt af træningskurser og produktioner for nyere grafittikunstnere i fire byer – Alexandria, Kairo, Mansoura, Luxor, som munder ud i en udstilling og endeligt et seminar i Danmark med deltagelse af nogle af de førende kunstnere.