Foto: Christina Nordvang Jensen

Tunesiens spejdere kæmper for unges engagement: “Vi er nødt til at tage ansvar”

Under ‘Future Leaders’-projektet har Tunesiens spejdere fået træning i at engagere sig gennem debat, idéudveksling og entreprenørskab. Målet er, at de tager engagementet med ud i deres lokalsamfund og spreder det til andre unge, så man bl.a. undgår ekstremisme og kriminalitet.

“Føler I jer bange efter angrebene i torsdags?”

De unge tunesere, marokkanere og danskere kigger lidt rundt.

“Nej, ikke rigtig,” lyder det fra flere.

Spørgsmålet kommer fra Abdelkoddous Saadaoui, der er statssekretær i ministeriet for ungdom. Han henviser til to bombeangreb, der fandt sted den 27. juni i Tunis, hvor en person blev dræbt og otte såret.

Han er kommet til National Young Voices Forum i Tunis, der er det afsluttende event på et fire dage langt træningsprogram for unge spejdere. Statssekretæren, der selv har været spejder som ung, kan ikke lade være med at nævne angrebene.

“Der er onde personer, der vil skræmme os. Det lykkedes ikke for dem,” siger han og fortsætter:

“Jeg kunne godt være bange som barn, lige indtil jeg deltog i en spejderlejr og følte et fællesskab. Det er det samme for jer. I er en familie, og I føler jer sikre. Det er derfor, at jeres arbejde er så vigtigt. Nu skal I ud i jeres lokalsamfund og vise de andre unge vejen, ” lyder det fra Abdelkoddous Saadaoui.

Spejderne klapper, og på skift bliver der sunget fællessange på arabisk og dansk.

I alt er der 85 deltagere på det fire dages træningsprogram – 75 tunesere, otte danskere og to marokkanere mellem 15 og 17 år. Projektet ved navn Future Leaders er et samarbejde mellem Les Scouts Tunisiens i Tunesien og KFUM-spejderne i Danmark og er blandt andet støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.

Abdelkoddous Saadaoui, statssekretær i ministeriet for ungdom, til National Young Voices Forum, 2019
Abdelkoddous Saadaoui, der er statssekretær i ministeriet for ungdom i Tunesien, deltog i National Young Voices Forum, der blev afholdt den 29. juni. Han gjorde det klart for de unge, at ministeriet og regeringen værdsætter deres arbejde. Foto: Christina Nordvang Jensen

Målet med projektet er at inkludere ungdommen i opbygningen af samfundet og træne dem i blandt andet at debattere, idéudvikle og stå foran større forsamlinger og tale.

“Vi ønsker at give ungdommen nogle interesser, så de ikke ender i ekstremisme eller kriminalitet. At de har et samlingspunkt og et fællesskab, de kan finde styrke i og støtte sig til. Hvis vi ikke skaber en modvægt til de usunde fællesskaber, er det svært at holde de unge væk fra dem,” siger Amel Jabrane, der er programleder for Les Scouts Tunisiens.

Unge skal styrke landet

Siden 2007 har Danmark og Tunesien samarbejdet om unges engagement i samfundet. Tunesiens spejderorganisation Les Scouts Tunisiens og KFUM-spejderne i Danmark indgik et partnerskab, og i dag er Tunesiens spejderbevægelse den største civilsamfundsorganisation i Tunesien med omkring 40.000 medlemmer og frivillige i hele det nordafrikanske land.

Især efter Det Arabiske Forår i 2011 begyndte medlemstallet at stige, fordi flere gerne ville være med til at opbygge samfundet.

Men med en høj ungdomsarbejdsløshed, og problemer med ekstremisme og kriminalitet er der et stort arbejde forude.

Vi ønsker at give ungdommen nogle interesser, så de ikke ender i ekstremisme eller kriminalitet

Amel Jabrane
Programleder for Les Scouts Tunisiens

Ifølge Amel Jabrane er det en vigtig kamp, de mange unge tunesiske spejdere er i gang med at kæmpe. Med et land, der har en række store udfordringer, er det essentielt for udviklingen, at ungdommen engagerer sig, mener hun.

“Det er vigtigt at få ungdommen med, hvis Tunesien skal stå stærkt i fremtiden. Vi håber, at vi kan vise politikerne, hvordan og hvorfor man skal arbejde med ungdommen og lave programmer, der passer til deres interesser og ønsker. Hvis man ikke ved, hvordan man skal håndtere gruppen af unge, så kommer det ikke til at fungere.”

Debatevner prøves af

I lokalet er et nyt punkt på dagsordenen i gang. Den store debat. Dette års tema er “Reasonable consumption”, der sætter fokus på forbrug og miljø. Derfor er en repræsentant fra Tunesiens miljøministerium ved navn Mohamed Ben Said mødt op for at diskutere med de unge. Der er mange spørgsmål, og mikrofonen får hurtigt fart på i lokalet.

“I havde et initiativ sidste år med at skrotte plastikposer. Har det virket?.” lyder et spørgsmål fra en af de tunesiske spejdere.

Udover de unikke uniformer var weekendens forum for spejdere kendetegnet ved slagsange på både arabisk og dansk. Foto: Christina Nordvang Jensen

“Det var en kampagne for at oplyse borgerne om problemet, og vi ser, at der er flere, der går over til at bruge genbrugelige poser, når de handler. Og nogle supermarkeder har fået alternativer til plastikposer,” svarer Mohamed Ben Said.

“Men jeg ser dem stadig overalt i min hjemby og supermarked. Hvad vil I mere gøre?” lyder et opfølgende spørgsmål.

“Vi vil ikke gå ind og lave love på det her område. Det er et fælles ansvar. Vi sætter fokus på problemet, og så er det i høj grad borgerne, der skal gøre en forskel. Det er en hel kultur med mange dårlige vaner, der skal ændres. Derfor er jeres arbejde så vigtigt,” slår repræsentanten fra miljøministeriet fast.

De unge spejdere bliver trænet i at turde stille sig spørgsmål og debattere foran en større forsamling. Det skal hjælpe dem til at engagere sig i deres eget lokalsamfund. Foto: Christina Nordvang Jensen

Det er under denne seance, at de unge spejdere bruger det, de har lært de seneste dage. At turde engagere sig ved at stille spørgsmål, debattere og udtrykke deres holdning. Derudover er det en mulighed for at få en dialog med magthaverne og føle sig hørt.

Ønsker at tage ansvar

Spørgsmålet fra før kom fra 15-årige Montaha Ben Thabet. Hun har været spejder, siden hun var fem år, fordi hendes far er engageret i spejderbevægelsen.

“Jeg deltager i programmet, fordi jeg gerne vil have mere selvtillid og lære at debattere og bruge min stemme. Spejdere kan ændre samfundet, fordi vi lærer at argumentere, sige vores mening og respektere hinanden. Vi er nødt til at tage ansvar og gå forrest,” siger hun i en af pauserne.

Jeg synes faktisk, at de unge tager meget mere ansvar end i Danmark

Ida Augusta Press Mathiasen
Dansk spejder

En lille gruppe danskere og en enkelt tuneser har søgt mod skyggen udenfor. En telefon bliver taget op af lommen og en lang arm føres op i luften. Linsen søger mod fire smil.

“Vi skal lige have en selfie,” siger Ida Augusta Press Mathiasen på 15 år.

Sammen med de syv andre danskere har hun deltaget i ugens program. Og det har ikke kun været en oplevelse i forhold til at møde nye mennesker og en anden kultur. Hun er blevet både inspireret og imponeret over de unge tunesiske spejdere.

Selvom det er store emner, der bliver diskuteret under det fire dage lange program, så handler det også om at skabe venskaber på tværs af kulturer og inspirere hinanden. Foto: Christina Nordvang Jensen

“Jeg var overrasket over, hvor meget de tænker over deres samfund og fremtiden, og de har mange idéer til løsninger i forhold til miljø og ligestilling. Jeg synes faktisk, at de unge tager meget mere ansvar end i Danmark. Det er virkelig beundringsværdigt,” siger hun og fortsætter:

“Det har givet mig ny energi og fået mig til at tænke over at skære ned på mit forbrug og ikke tage tingene for givet.”

Ved siden af hende sidder Salma Mahjoub på 17 år.

Hvorfor er det vigtigt for dig at være spejder og en del af dette program?

“Vi kan ikke bare se på. Hvis vi ikke gør noget, hvem gør så?” siger hun.