Udviklingsministeren vil “lindre smerten for masseflugtens ofre” i Syrien

Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) har været på besøg i Jordan og Libanon, hvor han samlede indtryk fra den enorme flygtningekatastrofe, der er resultatet af konflikten i Syrien.

Mødet med de mange flygtninge og oplevelsen af deres midlertidige eksistens gjorde et dybt indtryk på udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen.

“Jeg mødte mennesker, der lige var sluppet ud af Syrien. De var tydeligvis chokerede, rystede og apatiske. Men jeg så også, hvor meget vi med vores hjælp kan hjælpe de mennesker. Ikke bare med vand, mad og tag over hovedet. Men også med at komme videre i livet,” siger Helveg Petersen. “Der er en stor kontrast fra de modløse familier, der netop er sluppet væk fra rædslerne i Syrien, til de aktive og legende børn, der har fået en ny hverdag i skolerne og på legepladserne rundt om i Za’atari-lejren ved den syriske grænse i Jordan.”

Siden konflikten brød ud, er over hundredetusinde mennesker dræbt, omkring 2,3 mio. mennesker, er flygtede ud af Syrien,  mens omkring 6,5 mio. mennesker inde i Syrien er fordrevede fra deres hjem. Over 100.000 mennesker er dræbt i løbet af de snart tre år, konflikten har varet. Udviklingsministeren gav på et internationalt donormøde i Kuwait i sidste uge et løfte om at hjælpe de nødlidende syrere med 200 mio. kroner.

Sidste år gav Danmark på en tilsvarende konference et løfte om at støtte med godt 50 mio kr. Men ministeren mener at der nu er behov for at gå meget længere.

“Nabolandende – særligt Jordan og Libanon – er ved at knække sammen under den store tilstrømning af flygtninge. Både i Jordan og Libanon er jeg blevet mødt med kraftige appeller om at støtte dem yderligere, hvis de lokalt skal kunne klare opgaven. Det ansvar skal Danmark være med til at bære sammen med andre rige lande”, siger Rasmus Helveg Petersen, som også har opfordret andre lande, som især de velstillede arabiske oliestater, til at følge det danske eksempel for at få rejst det nødvendige beløb. FN skønner nu, at der er akut brug for at verdenssamfundet rejser 35 mia. kroner til ofrene for konflikten i Syrien. Det er den største appel om nødhjælp nogensinde

“Når et land, der er mindre end Danmark, pludselig skal håndtere næsten en million flygtninge, er det bydende nødvendigt, at vi støtter dem. Gør vi ikke det, vil det have uoverskuelige konsekvenser for både syrere, nabolandene og os selv.  Hjælper vi ikke her, vil konflikten kunne sprede sig, og flygtningestrømmene vil med sikkerhed brede sig til Europa”, siger Rasmus Helveg Petersen.

På onsdag deltager Danmark i fredsforhandlingerne i Geneve.

 Se billeder fra udviklingsministerens besøg i Za’atari-lejren i Jordan.