Varme, Venskab og workshop – Yalla Ya Shabab

Midt i det pulserende og trafikfyldte Amman ligger en oase, hvor luften næsten føles ren - her er ingen dyttende taxaer, men i stedet masser af plads for fysisk aktivitet. I Sport City blev 43 frivillige fra Jordan, Palæstina og undertegnede fra Danmark indført i en række forskellige sportsaktiviteter og lege af seks libanesiske trænere fra Cross Culture Project Association (CCPA).

Fra d. 24. – 27. september deltog de 43 Røde halvmåne/Røde kors frivillige i Street Sport workshoppen i Sports City, Amman, som et led i Jordansk Røde Halvmånes og Dansk Røde Kors program, om involvering af unge i civil samfundet – med dette tiltag således også gennem sporten.

De unge frivillige bliver igennem forløbet trænet i Street Sport konceptet som giver dem muligheder for aktivt at gøre en forskel for sårbare unge og børn i deres egne og andre udvalgte nærmiljøer i 6 amter i Jordan.

Vores samarbejdspartner, CCPA, er en dansk sportsorganisation med en lang erfaring i systematisk sportstræning med en målrettet og inkluderende pædagogik. Siden 2007 har Street Sport & Community Clubs programmet været en del af CCPA´s portefølje og det har med stor succes været implementeret i Libanon og Irak. Dette koncept er temaet for workshoppen i Amman, hvor teori og praksis fylder hver sin halvdel.

Kreativ og praktisk udfoldelse i dejligt sommervejr

Hver morgen mødtes alle de frivillige på kunststofbanen midt i Sport City. De første par dage var det hovedsageligt CCPA trænerne, der førte taktstokken, hvor de frivillige prøvede kræfter med bl.a. BON BON Cup, mini fodbold og fangelege.

De sidste to dage var rollerne ændret. Her skulle de frivillige selv på banen med nye kreative spil og selv være hinandens prøvekaniner.

Vi blev præsenteret for mange kreative indslag som fx et stort spil kryds & bolle med forskellige bolde, fodtennis over snor og menneskeludo. Der var under hele forløbet mulighed for feedback fra resten af gruppen, så vi kunne afpudse og forbedre anvendeligheden i de forskellige spil.

Da formiddagsaktiviteterne var ved at være omme, havde temperaturen sneget sig over de 30 grader og sveden haglede af både frivillige og trænere. Specielt os nordboere, der efter en sløj dansk sommer lige skulle vænne os til høj sol dagen lang. Eftermiddagsprogrammet foregik i afkølet omgivelser i konferencelokalet et stenkast fra kunststofbanen.

Høj deltagelse og socialt samvær

Eftermiddagenes lektioner var mere teoretiske, hvor vi bl.a. samlede op på formiddagens aktiviteter, fik gode råd til fremtidigt arbejde og fik en forståelse for CCPA’s metoder.

Selvom programmet var tæt og musklerne ømme, oplevede vi stor deltagelse hos de andre frivillige gennem alle fire dage.

Udover det faglige har det sociale også været en stor del af workshoppen. Vi har alle været indkvarteret på samme hotel, spist alle måltider sammen, hygget om aftenen og haft muligheden for at mødes på sportsarenaen, der for mange af os er en slags hjemmebane.

Den store tryghed har haft stor betydning for hele afviklingen. Det var meget rørende at opleve, hvordan venskaber blev dannet på tværs af landegrænser, hvilket betød tårer i øjenkrogen hos flere af os, da vi skulle sige farvel – eller nærmere på gensyn.

Vores primære opgave er at støtte Jordansk Røde Halvmånes lokalafdelinger i de næste fire måneder, hvor vi, i tæt samarbejde skal med de lokale frivillige, skal støtte organiseringen og afholdelsen af sportsaktiviteterne for sårbare børn og unge i lokal samfundet og der igennem forhåbentligt hjælpe med til at gøre projekterne bæredygtige i fremtiden.

Vi har været meget begejstret for hele arrangementet og mener, at det på mange måder har været det perfekte afsæt for hele projektet. De frivillige er blevet klædt godt på igennem et grundigt teoretisk forløb og praktisk erfaring i udførelsen af aktiviteterne.

De nyudklækkede sportstrænere er blevet udstyret med en taske fyldt med sportsudstyr, blandt andet volley -, baskets, tennis og fodbolde, overtrækstrøjer, reb i alle afskygninger og hulahopringe så de har udstyr til at lave aktiviteterne når som helst og hvor som helst. Desuden har alle fået overrakt samt et diplom så vi nu officielt kan kalde os Street Masters. Vi har store forventninger til at dette afsæt får stor effekt for projektet.

Blæst omkuld

Første indikation fik vi i de efterfølgende dage, hvor vi, sammen med CCPAs trænerne, besøgte to af Jordans Røde Halvmånes lokalafdelinger ved byerne Salt og Irbid, hvor sportsaktiviteter for byernes udsatte børn og unge skulle finde sted.

Vi blev nærmest blæst tilbage, da der til vores store overraskelse var mødt over 200 forventningsfulde og glade børn og unge op! De lokale frivillige beviste i stor stil, at de er de helt rigtige til jobbet, da de to meget velstrukturerede timer med forskellige lege og spil fløj af sted.

Eneste problem vi oplevede var, at ingen børn og unge ville hjem igen. Det betyder jo nok, at de med stor sandsynlighed kommer igen næste gang. Og hvem ved? – måske de lokker en eller to af deres venner og veninder med.

Street Sport i Ungdomsrehabiliteringscentret.

2 Socialpædagoger fra ungdomsrehabiliteringscentrene i Amman og Irbid, deltog ligeledes i workshoppen og blev også Street Masters. Vi fik tilladelse til at deltage i 2 timers Street Sport i centrets gård for de unge indsatte, som alle er under 16 år, så Street Sporten rigtig kunne blive sat i gang – også inde for murene.

Røde Kors og Røde Halvmåne frivillige laver Street Sports aktiviteter i Amman
Røde Kors og Røde Halvmåne frivillige laver Street Sports aktiviteter i Amman

Drengene var top motiveret og glade for aktiviteterne. Socialpædagogerne er meget taknemmelige over at være inkluderet og få træning i Street Sport. Det er godt middel til at skabe nye udfoldelses muligheder for de indsatte drenge.

Arbejdet i ungdomsrehabiliteringscentrene er en anden komponent i Jordansk Røde Halvmånes og Dansk Røde Kors program, hvor man er indgået i et samarbejde med Terre des Hommes, en NGO fra Lausanne og støtter den Jordanske Fængselsreform, og arbejder på forskellige niveauer med at forbedre fængselsforholdene igennem peer-to-peer træning.

Unge Jordanske frivillige bliver trænet af psykologer sammen med fængselspersonalet i at udføre psykosociale aktiviteter med de indsatte.

CCPA har siden stiftelsen i 1999 givet børn og unge fra konflikt-og krigshærget samfund mulighed for at finde sammen igennem sporten. CCPA startede på Balkan, Kaukasus og i de senere år også i Mellemøsten med fodboldskoler.[/fodnote]