Foto: Thomas Flensted

“Nu tør jeg drømme lidt om fremtiden”

Et ordentligt, fast job med en stabil indtægt står højt på unge marokkaneres liste over, hvad de ønsker sig af livet. I Tanger har en af Oxfams lokale partnere held med at hjælpe udsatte unge til netop det.

Fabrikshallen hos genbrugsvirksomheden Red Textile i Tanger er ikke just smuk, domineret som den er af blå metalbure, gule plastikspande og tusindvis af gamle tøjstykker fordelt i bunker, bylter og gule plastikposer.

Men til forskel fra mylderet og larmen i det omgivende industrikvarter er her stille og solens skarpe lys er gjort blødt af de små, skrå vinduer der sidder højt under taget.

For mange unge er målet ikke et job, som giver mulighed for selvrealisering eller prestige, men en nogenlunde stabil indtægt.”

Oussama Badaoui
Casal Dels Enfants

Ved første øjekast synes de mange tons aflagt tøj alene i fabrikshallen. Men finder man en af de mange stiger, der stikker ned mellem de blå metalbure og kravler de ti skridt op, kan man pludselig se det, som er skjult fra gulvhøjde; samlebåndet med tøj, der kører højt under loftet, og leverer konstante forsyninger til mere end 20 unge mænd og kvinder, der står klar i hver deres lille indelukke. Klar til at åbne poserne og vurdere og sortere hvert enkelt stykke tøj – alt sammen i en enkelt glidende bevægelse.

Mohamed Atoui er en af de heldige, der er sikret fast arbejde i en virksomhed, der både tilbyder minimumsløn, ordentlige arbejdsvilkår og sundhedsforsikring. Foto: Thomas Flensted

Mohamed Atoui er 25 år og en af dem, der bruger sin dag på med øvet hånd at fordele tøjstykker i de gule bøtter markeret på tysk med ”Hemden”, ”Mäntel”, ”Kinder” eller ”Handschuhe”. Dermed er Mohamed en af relativt få unge fra samfundets lavere lag, der har haft succes med at finde et fast arbejde i en virksomhed, der både tilbyder minimumsløn, ordentlige arbejdsvilkår og sundhedsforsikring – et arbejde, der gør, at han endelig kan forsørge sig selv og de forældre og søskende, han er ansvarlig for.

”Netop det er drømmen for flertallet af de unge, jeg møder. For dem er målet ikke et job, som giver mulighed for selvrealisering eller prestige men som ganske enkelt giver dem en nogenlunde stabil indtægt, så de kan undslippe fattigdom og forsørge sig selv.”

Det siger Oussama Badaoui fra organisationen Casal Dels Enfants, der er en af Oxfams marokkanske partnere.

Organisationens formål er at bekæmpe den håbløshed og desperation, som mange unge fra under- og middelklassen ender i.

Uligheden stiger

1,6 millioner marokkanere lever i dag i fattigdom. Samtidig stiger uligheden og skaber et stadigt større gab mellem dem, der har meget og dem, der mangler alt. Det viser en ny rapport som Oxfam i Marokko netop har udgivet.

Især unge fra samfundets nederste halvdel er hårdt ramt af uligheden, som gør det svært for dem at få job, indtægt, indflydelse, og i det hele taget skabe positive forandringer i deres eget liv.

Jordbærplantager er der mange af i Marokko., og Casal Dels Enfants har hjulpet mange marokkanere i job her. Foto: Thomas Flensted

Derfor har organisationen Casal Dels Enfants sat sig for at få unge marokkanere ind på arbejdsmarkedet og på under et år har organisationen hjulpet langt over hundrede unge i arbejde. En af dem er Mohamed Atoui og hans kolleger i Red Textile. Andre er kommet i arbejde hos bilfabrikanten ESBN eller en af de andre store industrivirksomheder i Tanger. Og nogle har fået arbejde på de store jordbærplantager i landsbyerne mellem Tanger og Casablanca.

Samarbejder med virksomheder

Metoden er et tæt samarbejde med de store, arbejdskrafttunge virksomheder i området, kombineret med træning af og dialog med de unge for at indgyde dem fornyet tro på sig selv og sikre sig, at de passer til det job, de søger.

”Når jeg møder de unge første gang, er de desperate efter et job, men har mistet troen på, at det nogensinde vil lykkes. Vores arbejde er at give dem håb, klæde dem på til de jobs der findes og etablere kontakten mellem dem og arbejdspladsen,” forklarer Bouchra El Ouahabi.

Vores arbejde er at give de unge håb, klæde dem på til de jobs der findes og etablere kontakten mellem dem og arbejdspladsen.”

Bouchra El Ouahabi
Programmedarbejder, Feminist Union Action

Hun er programmedarbejder i organisationen Feminist Union Action, der samarbejder med Casal Dels Enfants om at hjælpe de udsatte unge i arbejde. Hun var den, der sikrede Mohamed Atoui en samtale hos Red Textile og forinden forberedte ham grundigt på jobbet og jobsamtalen, så han for første gang i sit liv oplevede at klare sig godt.

”Før var jeg hele tiden ulykkelig og trist, og jeg var holdt op med at tale med nogen. Nu har min familie det godt, og jeg tør endda drømme lidt om fremtiden,” siger Mohamed Atoui, der med jobbet både fik fast indtægt og sygeforsikring.

Penge og netværk = arbejde

Fra sin plads højt over gulvet i fabrikshallen hos Red Textile kan Mohamed se ned på en af fabrikkens andre arbejdsstationer, hvor 21-årige Lamiae Ghandi står bøjet over sine bunker af genbrugstøj. Sidste år flyttede hun til Tanger alene med det formål at få et job, og da hun efter godt et år ingenting havde fundet, vidste hun ikke sine levende råd.

”I Marokko skal du kende nogen eller bestikke nogen for at få det, du ønsker dig. Unge som mig har hverken forbindelser eller penge.”

Lamiae Ghandi
Medarbejder hos Red Textile

Hun var i en desperat økonomisk situation og var skuffet over ikke at kunne sende de penge hjem til sine forældre, som hun havde lovet. Især var hun dybt frustreret over at se alle de gode jobs gå til dem med penge og gode forbindelser.

”I Marokko skal du kende nogen eller bestikke nogen for at få det, du ønsker dig. Unge som mig, der hverken har forbindelser eller penge, kan have nok så store drømme, indtil vi møder virkeligheden og indser, at det bedste, vi kan håbe på, er et nogenlunde ordentligt og stabilt job,” siger hun.

Lamiae Ghandi har ligesom Mohamed Atoui været heldig at få arbejde hos Red Textile, men først efter at have stået uden arbejde i et helt år. Foto: Thomas Flensted

De unge har værdi

Ifølge Oussama Badaoui fra Casal Dels Enfants er uligheden et stort problem for mange unge i Marokko. For dem, der dropper tidligt ud af skolen på grund af fattigdom. For dem, der går i de dårlige skoler, som ikke giver dem de kompetencer, de skal bruge, for at få et job. Og for dem, der som Lamiae, mangler det rigtige netværk eller som Mohamed har fået så mange afslag og nederlag, at de har mistet troen på, at de har noget positivt at bidrage med.

”Derfor er det ofte der, vi begynder, når vi møder et ungt menneske, der beder om hjælp til at finde et job. Med at sikre, at de føler sig set og hørt og genskabe deres tillid til, at de har en værdi for samfundet og for en kommende arbejdsplads,” siger Oussama Badaoui.

Casal Dels Enfants har sammen med en række andre organisationer oprettet ti steder, hvor unge mænd og kvinder kan henvende sig, hvis de har svært ved at finde arbejde. Her mødes de af en programmedarbejder, som finder ud af, hvad de kan lide og er gode til, som tilbyder dem forskellige kurser alt efter, hvilke kompetencer de især mangler, og sørger så for at de kommer til samtale, når nogle af Casal Dels Enfants samarbejdspartnere mangler arbejdskraft.

I samarbejde med Oxfam og med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram kan Casal Dels Enfants tage imod 1.200 unge om året, og målet er, at mindst 10 procent af dem kommer i varig beskæftigelse.